Category Archives: kæreste

  • 0

Uventet udfald af Happn og Tinder

Category:dating,datingmysterier,kæreste,kærlighed,mandeelskeliste,mænd,tinder

Nu har jeg efterhånden været på datingmarkedet længe. Det har ikke været den store succes – i hvert fald ikke, hvis målet var at få en kæreste. Til gengæld er der sket noget andet, som i og for sig var lidt uventet – men ikke helt dumt. Nogle af de fyre, jeg har datet, er nemlig blevet hængende.

Den første og jeg måtte indse, at vi nok ikke var skabt for hinanden – jo på papiret var det et godt match – men i praksis var der bare ingen gnist. Det var ret smertefrit for os begge to. Og så troede jeg egentlig, at det skulle ende der, men nej. Han blev ved med at skrive for at sludre, grine af noget, nogen havde skrevet på facebook eller i avisen, spørge mig om noget arbejde, etc. Og efterhånden er der vel sket det, at vi er gået hen og blevet venner – ja, jeg er sågar inviteret til hans fødselsdag næste måned.

Den anden var også en ‘good on paper-guy’. Desværre udeblev sommerfuglene i maven (ja, det er et begyndende tema), og jeg endte det efter 3-4 dates. Det var han vist ked af, men ellers tog han det pænt, selvom han blev ved med at dukke op på sociale medier: facebook, snapchat og sådan. i dag er han faktisk i top 5 blandt mine snapchat-venner. Det er også ret heldigt; vi mødte hinanden på Happn, hvilket selvfølgelig betyder, at han bor rundt om hjørnet – det kunne godt være blevet grimt.

Det var ikke lige nye venner, jeg havde forventet at få, da jeg downloade Happn og Tinder. Men når nu der ikke er kommet en kæreste ud af swiperiet – så var det da ikke det værste, der kunne ske. Faktisk er det en ret positiv overraskelse, og måske en påmindelse til alle andre, der enten er bange for at kaste sig ud i dating eller bare ikke tror, der kan komme noget godt ud af det. Det kan der – også selvom det ikke er prinsen på den hvide hest. Og hvem ved, måske har de nye drengevenner nogle søde singlevenner?

Indtil da er det her det bedste match, jeg har fået.

tinder


  • 1

Et sår der ikke vil hele

Category:bekendelser,break-up,drengebørn,ensom,forelsket,hjertesorger,Ikke kategoriseret,kæreste,kærlighed,selvindsigt,undskyld

Som nævnt nogle gange tidligere har jeg været rundt om blokken, faktisk så mange gange, at jeg er holdt op med at tælle. Til gengæld kan jeg tælle gangene, jeg har været reelt forelsker på en hånd – og stadig have fingre i overskud (det er svært at vurdere præcist. Teenageforelsker gjorde ikke mindre ondt, fordi de i bagklogskabens klare lys virker ubetydelige).

Jeg forelsker mig sjældent, men når jeg gør, så sidder det fast. En veninde nævnte det som en af de ting, hun oftest bemærkede ved mig, at jeg er forelsket, og elsker, rigtigt langvarigt (ja, det lyder som en rigtig positiv egenskab; det føles ikke sådan).

Jeg har været forelsket meget få gange. Til gengæld varer det gerne i årevis. Sjældne gange for den pågældende mand, men altid for mig.

Senest er det herren, der nyligt gik fra mig. Eftersigende ikke, fordi han ikke elsker mg – endda tværtimod – men fordi han har noget han skal arbejde på, som jeg ikke kan eller må være en del af.

Som jeg ser det, er er fire muligheder for, hvad fremtiden vil bringe:

1) han kommer tilbege om et halvt år og vil giftes og have børn. Sandsynlighed vel omkring lige omkring 0%.
2) Han møder en anden, tror sig lykkelig, går fra hende, kommer tilbage (så kan jeg enten være videre eller ej). Sansynlighed max 10%
3) Han møder en anden, kan pludseligt alt, hvad han ikke kunnne give mig. Ja, 90% af alle break-ups ender her (på baggrund af min smalle empiri).
4) Jeg kommer videre før ham. Erfaring fortæller mig at sandsynligheden er noget lig den samme som for mulighed 1.

Jeg har prøvet det nogle gange før. Det er ikke sådan, at jeg ikke har haft forhold (eller noget der mindede om) til andre end en lille håndfuld. Tværtimod. (Ja, det er det med blokken igen).  Men jeg har bare ikke været i stand til at give mig hen til disse ellers uden tvivl skønne mænd. Faktisk er nu nok et ret fint tidspunkt at sige undskyld til alle de dejlige drenge, der har datet mig, kneppet mig eller på anden måde forsøgt at give mig deres opmærksomhed, mens mit hjerte var efterladt i en anden dobbeltseng end deres. Jeg må nok erkende, at jeg ikke har været helt sød ved dem allesammen.  Nå, undskyldning overstået tilbage til det der med at komme videre.

Jeg har altid været lige dele fascineret og skræmt af de mennesker, der formår at gå mere eller mindre direkte fra et forhold til det næste – måske med et par måneders løs-på-tråden-fest. Hvordan det er muligt at bearbejde sårede følelser, knuste drømme, skuffede forventning og blive i stand til at forelske sig på ny så hurtigt er mig en gåde. Efter tre måneder er jeg endnu ikke nået til at holde op med at håbe på scenarie nr 1 sådan cirka  hver eneste dag. Så er der dæleme langt til scenarium nr. 4.

Desværre er der ingen lette smutveje dertil. Og egentlig er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at kunne forskyde min forelskelse på et par måneder. Nej så hellere sidde her og kradse i et sår, der ikke vil hele (ja, det er måske, fordi jeg piller i det…) Som en klog veninde med lidt mere livserfaring sagde til mig: “Det kan ikke kneppes væk. Det kan ikke drikkes væk. Det kan muligvis tudes væk. Og så kan man altid høre rigtigt meget Adele”. Den opfordring har jeg taget til mig”.

P.S. Ja, jeg har scrollet gennem 117 cheasy heart break-memes på nettet for at finde det her til jer. Der måtte trods alt være grænser for, hvor meget selvmedlidenhed jeg ville pøse ud over jer.

hello-name-heartbreak--large-msg-133593960948


  • 1

Spøgelser og alarmklokker, der bimler og bamler

Category:bagage,bekendelser,drengebørn,elske,forelsket,irritation,kæreste,kærlighed,mænd,opmærksomhed,problemer

Jeg er begyndt at se ny. Wow, vildt nok tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Jeg er sådan set egentlig ret glad for ham. Forelsket? Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra. Om jeg har fortalt ham det? NEJ, for helvede, nej, er du dum eller hvad? Om jeg kommer til at fortryde, at jeg poster det her blogindlæg i stedet for at lade det ligge i bunken af blogindlæg, der aldrig bliver udgivet? Øh JA, bigtime.

Og netop grundet det faktum, at jeg er lidt mere end bare glad for ham, må jeg altså bare konstatere, at jeg har nogle spøgelser, der hjemsøger mig. Eller, spøgelserne hjemsøger mig sådan set ikke rigtig længere, men måden de behandlede mig på, eller måden jeg lod dem behandle mig på, dén hjemsøger mig.

Du får lige et kort indblik i, hvordan den der behandling, helt subjektivt selvfølgelig, er foregået:

Vi (altså de 117 fyre i min fortid og jeg) har været glade et stykke tid. Deres måde at kommunikere på ændrer sig pludselig. De er stoppet med at respondere på spørgsmål og har pludselig enormt travlt og derfor ikke tid til at ses. De er på den måde stille og roligt smuttet ud af bagdøren – uden at lukke den helt. Og jeg har ikke forstået, hvad der er foregået. Lige ind til det er gået op for mig, at de på den ene eller anden måde har fucket op, har været sammen med en anden, eller at deres kunst altid vil komme i første række, eller at de simpelthen har fået kolde fødder. Og når det er gået op for mig (helt sikkert alt alt for sent), så er jeg gået min vej. Men indtil da, har jeg kæmpet rundt og pakket det faktum, at de ikke svarer mig på de mest simple ting, så som, “skulle vi sige kl. 17 i dag?”, ind i “arh, han har jo bare travlt”. Og når de så aflyser i sidste øjeblik, fordi de havde glemt, de skulle passe deres moster døde kanariefugl, har jeg aldrig sat noget som helst spørgsmålstegn ved det.

Jeg synes ikke, jeg er krævende eller på nogen måde klistrende, helt ærligt, det synes jeg virkelig ikke. Jeg har selv møgtravlt og løber rundt. Så jo, selvfølgelig skal jeg leve mit liv, og han skal leve sit. Jeg forventer eller forlanger ikke at skulle inkluderes 100% i hans liv, men jeg forventer at han fortæller mig, hvad der foregår, hvordan han har det osv. Og så forventer jeg i øvrigt også, at når de travle perioder rammer os, så er vi gode til at kommunikere. Måske er det, fordi jeg er indrettet sådan, at når har jeg mødt én, jeg godt gider at investere tid og følelser i, jamen så finder jeg tiden, om det så betyder jeg skal løbe lidt stærkere eller have min telefon med på toilettet for at nå og få svaret på den der besked.

Ja, jeg er en fucking romantiker. Og det er en fucking hæmsko. For jeg forventer på en eller anden måde også, at vedkommende jeg dater har det på samme måde som mig, om de så også er nødt til at slide deres skosåler i sænk og pisse uden hænder for at svare mig. Sådan er det bare virkelig sjældent. Og så ender jeg med at blive såret og enormt urolig.

Hvilket leder mig tilbage til min indledning. Jeg har mødt en fyr. En fyr ,som jeg ikke kender ret godt, men som jeg synes er skøn. Og jo, han er kunster. Vi er netop nu løbet ind i en af de der travle perioder, som har resulteret i, at vi ikke har set hinanden i noget tid, hvilket vi nok begge to godt vidste ville ske. Og i den første halvdel af tiden, var vi vildt gode til at kommunikere og inkludere hinanden i, hvad der lige foregik. Men så, så skete der noget. Fra den ene dag til den anden, så stoppede han med at svare mig. Eller, jeg fik halvfesne svar kl. røv om natten, som jeg i øvrigt ikke kunne bruge til noget. Det er den del af det, som gør mig nervøs. At det er sket over night.

Da jeg så endelig havde taget mig sammen til at skulle fortælle ham om de der spøgelsers indvirken på mig, aflyste han. Og det gjorde han med god grund – der var storm. Men det betød jeg blev fucking ulykkelig og fucking skuffet. Hvilket han måske godt kunne mærke. Så han spurgte til det og jeg endte med at give ham hele smøren pr. mail. En virkelig dårlig idé, fordi det aldrig vil blive så nuanceret som jeg havde ønsket mig, og han tolkede det selvfølgelig også som om at jeg prøvede at lægge bånd på ham, meget ordret citeret: “Jeg er nødt til at lave det jeg skal og det har jeg også lyst til. Jeg er ikke ude på at gøre dig noget dumt, men jeg kan kun give det jeg giver lige nu 🙂(sic) Med andre ord, du kommer i anden, ja, eller en række længere nede, og du skal ikke prøve at lægge bånd på mig. Well, det havde jeg sådan set heller ikke tænkt mig.

Jeg svarede bare sødt, for jeg magtede ikke at tage den her snak på mail. Og det fortryder jeg måske nu, for nu har jeg ikke hørt fra ham, og jeg går og har konstant en lille smule ondt i maven.

Mest af alt, har jeg lyst til at pakke mine ting og skride. Alle mine alarmklokker bimler og bamler, jeg kan ikke sove om natten, og jeg har ikke spist i dage. Det er 100% mig, der overreagerer, men al min historie taget i betragtning, så har jeg virkelig svært ved at håndtere det, der foregår, også selvom det helt sikkert er, fordi han har travlt. Men let’s face it, SÅ travlt tror jeg bare ikke, det er muligt at have.


  • 0

“En Juleblog – En Juleblog fra voksenland”

Category:30+,ældstekussen,ældstenisse,børn,centralhjørnet,disney,disneys juleshow,elevationsseng,Facebook,glædelig jul,hr mortensen,jobcenter,juleaften,juletræ,kæreste,uddannelse

Året går på hæld, og er der én ting facebook har lært mig, så er det at det betyder opsamling på året der gik. Personligt synes jeg at den videoversion facebook forsøger at tvinge ned over hovedet på os, mildest talt er møg irriterende, dels fordi de er frække nok til at forfabrikere den for mig så jeg blot med et enkelt klik kan give mine venner kvalme, og dels fordi min news feed kaster en ny af dem op hver 5 sekund.
Men snydes for opsamling af året i Ældstens liv (“tak fordi du var en del af det” – Facebook) skal i ikke.

Det er i skrivende stund d. 24. december. Klokken er 12.40, jeg har prøvesmagt risalamanden, netop tændt op i pejsen, og sidder i mine forældres stue, som jeg har gjort tusind gange før (eller 23 gange for at være helt præcis – i det her hus i hvert fald).
Der er ikke noget exceptionelt ved lige den her juleaften, der er andre, der har været mere spændende eller anderledes. Som den gang jeg havde 40 i feber og ikke kunne smage sovsen. Skandalejulen, hvor min mor havde lavet for lidt sovs. Eller den jul, min morfar var med, og min bror og jeg fik hver vores trampolin, og jeg hoppede mig igennem resten af aftenen.
Næh årets jul ligner julen, som den har været flest herhjemme, lige bortset fra en ting – jeg skal ikke sove på mit teenageværelse i nat. Det lyder måske ikke som den store omvending, men det er det. Jeg skal sove i min nye elevationsseng sammen med min nye kæreste, og i morgen skal jeg ikke gå juleskovtur med vennerne og sippe portvin. Næ, jeg skal til julefrokost med hele svigerfamilien, omringet af svigermors julepynt (som stærkt udfordrer Centralhjørnet i mængde). Igen, noget der for de fleste nok kan virke som en meget naturlig ting, men for mig er lidt af en oplevelse. Det der med kærester har jeg ikke gjort mig særlig meget i, i hvert fald ikke på den måde, hvor det er noget, man deler med resten af verden og dermed sin svigerfamilie. Men nu sidder jeg her, og får vendt op og ned på traditionerne, fordi jeg skal tilpasse mig andres – det er en dejlig, men også sær følelse. Potentielt sidder jeg ikke i mine forældres stue næste år på denne tid, men fødderne oppe og pejsen tændt, og det skal jeg lige vende mig til.

Generelt er der mange ting i år jeg lige har skulle vende mig til. Jeg blev færdiguddannet i sommer. Det er jeg blevet før, men denne her gang føltes det lidt mere definitivt på en eller anden måde. Bachelor lyder så voksent.
Det var også i år jeg understregede min titel som Ældstekussen ved at fylde rundt, ligesom min titelbror Ældstenissen (aka Hr. Mortensen) også fyldte rundt i år. Vi blev helholdvist 30 og 870. Ved ikke om han fejrede mig, men jeg fejrede ham med grød og sang. Udover titel og den runde alder har vi vist ikke meget tilfælles, Hr. Mortensen og jeg – det skulle da lige være en mor, der er fuld af kloge men til tider ubrugelige lommefilosofiske udmeldinger (noget vi begge vist har arvet).
Eller måske er der alligevel en ting mere vi har tilfælles; vores barnlige glæde ved fødselsdagen, uanset alder. Jeg bryster mig i hvert fald af at holde fast i min barnlige sjæl. Men lige i år har jeg godt kunne mærke forskel.

Hvis vi kigger objektivt på det, så har mit 30. år bragt mig: en ny uddannelse, en ny kæreste, 3 stærke penicillinkure, en elevationsseng og mit første møde (og indtil videre lidt for lange forhold) med et jobcenter.
Jeg tror sgu, jeg er blevet voksen…
Sådan rigtig voksen, du ved. En der har voksen problemer med økonomi og job. Og som sætter pris på voksenting såsom Amarone og elevationssenge.
Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om det huer mig, men det skræmmer mig i hvert fald ikke mere.

Måske fordi jeg sidder her i mine forældres stue, foran juletræet og pejsen og kun venter på klokken kan blive 16, så jeg kan se Disneys Juleshow. For to ting ved jeg da med sikkerhed; man bliver aldrig for voksen til Disneys Juleshow, og det er ikke rigtig Jul uden Disney.

Klokken er nu 14 præcis og der er kun 2 timers tilbage.

Rigtig glædelig Jul fra Ældsten – en barnlig voksen eller et voksent barn.


  • 1

Den klamme møgkusse har også følelser

Category:elskerinde,kæreste,kærlighed,møgkusse,powerkvinde,Sex,skødehund,utroskab

Jeg har for nyligt gjort status over mit seksuelle liv. Det var ikke flatterende. Faktisk følte jeg meget både brugt, billig og tarvelig. Blandt de lidet flatterende fakta kan nævnes, at jeg kun har haft tre seriøse kærester i mit liv og ét længerevarende forhold (dvs. længere end seks måneder), men til gengæld har knaldet mindst fem fyre, der havde en kæreste – en af dem var endda gift og har to børn. Og kysset med endnu flere. Jeg har altså haft sex med flere fyre, der havde en anden kæreste, end jeg har haft sex med fyre, der var kærester med mig. Det er vel i og for sig også en slags præstation. Og hvor sætter det så mig? Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om. Undskyldningen, at det er hans problem og ikke mit, siger kun ting om mit slørede moralkodeks. I et enkelt tilfæde var jeg forelsket til op over begge ører – og i krig og kærlighed gælder alle kneb som bekendt. Men ellers burde jeg nok holde mere fast i søstersolidariteten. Det bør vi alle. Når det så er sagt, så er det ikke det, dette blogindlæg skal handle om.

  Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om.

Så hvor sætter det så mig? Altså – jeg har været den anden kvinde lidt for mange gange. Hvorfor? Fordi jeg kunne. Fordi det var (og er) pissefrækt. Den seksuelle spænding vokser bare voldsomt, når man skal snige sig rundt i krogene, kysse i hemmelige rum til en fest, finde alternative steder at have sex osv. Sådan er det. Det virker. Man føler sig eftertragtet og sexet, når man kan få en mand, der ellers troede sig lykkelig (eller i hvert fald rimeligt tilfreds, helt lykkelig og nyforelsket var han nok ikke, vel) til at rende efter sig som en skødehund. Desværre har alting en slagside. Og det har utroskab også – for alle involverede.

  Det hænder ind i mellem, at folk spørger mig, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Det er der sikkert rigeligt med årsager til; jeg er kræsen og vanskelig, en forbandet feminist, selvoptaget og pisse usikker, glad for mit liv, som det er, dårlig til at lukke folk ind, endnu dårligere til at gå på kompromis – vælg selv. Men for et år eller to siden gik det op for mig, at der også var en anden mulighed. Ikke at denne mulighed alene forklarer det, men jeg vil dog mene, at den bærer en del af skylden. Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende – så giver det altså lidt ridser i selvværdet. Jeg må i hvert fald erkende, at det, jeg opfattede som en leg, hvor jeg var ovenpå, i virkeligheden fik mig til at føle mig som et lille bitte menneske. For hvem bliver egentlig kærester med elskerinde (bevares, det skete faktisk for mig – ind til han gik tilbage til kæresten igen…). Og så står man der med håret i postkassen og er endnu en gang hende, mændene gerne vil knalde, men som de ikke tager med hjem til forældrene. Det er sgu ikke nogen rar følelse.

 Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende – så giver det altså lidt ridser i selvværdet.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke står skrevet i min pande med sprittusch – og at nye herrebekendtskaber ikke kender min fortid, medmindre jeg selv gør dem opmærksomme på den. Men følelsen sidder jo stadig i kroppen og hovedet og hjertet. Og når man har været vant til at gå på kompromis med sine egne ønsker og drømme for at få bekræftelse og sex – så glemmer man, at man gerne må stille krav til mænd. Og når man har bandet andre menneskers parforhold til helvede og tilbage igen, så holder man op med at tro på selve institutionen. I hvert fald på, at man selv hører til i den.

Jeg havde en gang en (kvindelig) kollega, der stolt proklamerede, at hun aldrig havde mødt en optaget mand, som hun ikke kunne forføre. Godt for dig, søster lystig, men hvad får du egentlig ud af det? Han tager jo stadig hjem til kæresten bagefter. Og så kan du godt bilde dig ind, at du er ligeglad, for du ville jo ikke have ham alligevel. Men stop lige op og tænk dig om. For du gør dig selv den største bjørnetjeneste. Ved at bevise det, beviser du jo samtidig, at ingen mænd, er til at stole på.

Heldigvis er der faktisk mænd, der er til at stole på. Håber jeg da. For det er jeg – og alle andre – jo nødt til at tro på. Ellers er det hele lige meget. Og der er desuden også kvinder, der er utro. Jeg er ikke ude i et kønspolitisk projekt lige her. Det jeg blot vil sige er – pas på med det der utroskab. Det giver ar på sjælen. Og de er lang tid om at heles. Jeg har i hvert fald stadig gener med mine. Men jeg arbejder på det. Prøver at genfinde min tro på parforholdet – og ikke mindst på, at jeg kan have et og fortjener det. For nu må det vel snart være min tur. Også selvom jeg har været en klam møgkusse tidligere i livet. Lige i det her tilfælde håber og tror jeg på syndsforladelse.


Arkiver

Kategorier