Category Archives: kærlighed

  • 0

Uventet udfald af Happn og Tinder

Category:dating,datingmysterier,kæreste,kærlighed,mandeelskeliste,mænd,tinder

Nu har jeg efterhånden været på datingmarkedet længe. Det har ikke været den store succes – i hvert fald ikke, hvis målet var at få en kæreste. Til gengæld er der sket noget andet, som i og for sig var lidt uventet – men ikke helt dumt. Nogle af de fyre, jeg har datet, er nemlig blevet hængende.

Den første og jeg måtte indse, at vi nok ikke var skabt for hinanden – jo på papiret var det et godt match – men i praksis var der bare ingen gnist. Det var ret smertefrit for os begge to. Og så troede jeg egentlig, at det skulle ende der, men nej. Han blev ved med at skrive for at sludre, grine af noget, nogen havde skrevet på facebook eller i avisen, spørge mig om noget arbejde, etc. Og efterhånden er der vel sket det, at vi er gået hen og blevet venner – ja, jeg er sågar inviteret til hans fødselsdag næste måned.

Den anden var også en ‘good on paper-guy’. Desværre udeblev sommerfuglene i maven (ja, det er et begyndende tema), og jeg endte det efter 3-4 dates. Det var han vist ked af, men ellers tog han det pænt, selvom han blev ved med at dukke op på sociale medier: facebook, snapchat og sådan. i dag er han faktisk i top 5 blandt mine snapchat-venner. Det er også ret heldigt; vi mødte hinanden på Happn, hvilket selvfølgelig betyder, at han bor rundt om hjørnet – det kunne godt være blevet grimt.

Det var ikke lige nye venner, jeg havde forventet at få, da jeg downloade Happn og Tinder. Men når nu der ikke er kommet en kæreste ud af swiperiet – så var det da ikke det værste, der kunne ske. Faktisk er det en ret positiv overraskelse, og måske en påmindelse til alle andre, der enten er bange for at kaste sig ud i dating eller bare ikke tror, der kan komme noget godt ud af det. Det kan der – også selvom det ikke er prinsen på den hvide hest. Og hvem ved, måske har de nye drengevenner nogle søde singlevenner?

Indtil da er det her det bedste match, jeg har fået.

tinder


  • 0

Min kusse er da noget særligt, er den ikke?

Category:bekendelser,elske,ensom,feminisme,fordomme,frisindet,Ikke kategoriseret,jalousi,kærlighed,køn,Kusse,kvinder,selvindsigt,veninder

Jeg har altid været af den opfattelse, at kusser er forskellige, meget forskellige. Både i udseende, men også i følelse og lugt. Den opfattelse har egentlig passet mig helt fint, for den ophæver ligesom det eventuelle, og meget tystys, konkurrence-mindset kvinder kan have med andre kvinder om deres kusses ve og vel.

IMG_2989

For at være helt ærlig, så har tanken om, at min kusse er unik gjort rigtig mange fine ting for mig. Særligt i mine teenageår, hvor jeg som den eneste pige i 9.a ikke var glatbarberet og i øvrigt heller ikke kunne finde ud af at stikke en tampon op, og det til trods for, at min møgdom (desværre) allerede var røget der.

Men forleden sker der så det – det frygtelige og måske i retrospekt også ret beroligende – min veninde og jeg dufter til hinandens kusser. Ja, det kan i første omgang godt lyde lidt sært, men det var det egentlig ikke. Ihvertfald ikke lige i den kontekst. Vi har forinden haft en lang snak om, at min kusses odour ændrer sig, hvis jeg får en ny, men fast sexpartner. Så skal kussen igennem en lidt sur fase. Det tager gerne en lille måned, før den ligesom finder tilbage i sine vandte rammer. Meget normalt og ikke noget, som rigtig kan få mit pis i kog.

Men i forlængelse af den snak, falder emnet altså på ens egen personlige kusseduft. Og så tog det ene det andet, og pludselig havde min veninde og jeg begge to klør fem ned og rode rundt i vores respektive kusser og så kunne man ellers få lov at snuse til den andens fingre, der altså nu duftede af kusse. En kusse, som ikke var ens egen vel at mærke. Mit første udbrud var, at hendes kusse duftede ligesom min, og på daværende tidspunkt var det en forfærdelig opdagelse jeg havde gjort mig. Hun kan ikke komme her og tage min helt egen individuelle kusseduft fra mig. Det kan hun simpelthen ikke. Det er ikke okay, for det er jo min duft, det er den duft, som får mig til at føle mig hjemme, min egen private duft og det er simpelthen ikke okay, at hun fratager mig den, ved at dufte ligesom jeg.

Det siger jeg til hende, naturligvis med et grin, men lidt sandhed var der alligevel i det. Hendes eneste kommentar, som jo er ret sand, og som jeg efterfølgende virkelig har taget til mig er var, “Yngsten, at vores kusser dufter ens, betyder blot at vi har et sundt miljø mellem benene. Det kan godt være vi ser forskellige ud og føles forskellige, men der er jo et vist klima, som skal forekomme i alle sunde kusser” – underforstået, du har en sund kusse og alle sunde kusser dufter mere eller mindre som din. Okay well, det kan jeg jo sådan set godt se rigtigheden i, og det er egentlig en meget fin viden, at min kusse dufter helt normalt af sund kusse. Men der går nok lige lidt tid før jeg vender mig til tanken om, at min kusses duft ikke er så særlig som jeg gik og troede.

Og nu tænker I sikkert, hvorfor det billede? Det har da ikke ret meget med indlægget at gøre. Og det har det egentlig lidt. Den ‘skrivende’ Kussesump har lige været værter for Kvinfos Tabusalon-arrangement, der hed “Kussens Hemmelighed”, hvor der bl.a. blev talt en del om, hvad man skal kalde kussen. I den forbindelse dukkede pigenavnet “Fie” op som synonym for kusse – den lader jeg lige stå lidt… Derudover faciliterede vi til arrangementet også en tegnekonkurrence, hvor man kunne farvelægge kusser. Den lader vi også lige stå lidt, mest fordi den leder hen til min pointe.

Nu har den ‘spillende’ Kussesump lige været i Aalborg og spille forestilling og der stødte jeg på ovenstående skilt på “Kunsten – Museum of modern art”. Desværre fandt jeg aldrig ud af, hvad det ville sige at farvelægge sin Nana, da døren ind til rummet, hvor dette kunne ske, var lukket – men jeg håber virkelig ikke, at det havde noget at gøre med den første tanke, som fór gennem hovedet på mig. Og i så fald fy! Stakkels kusse og stakkels Nana.


  • 0

Datingmysterier 1: I omvendtland

Category:bittersingle,datingmysterier,drengebørn,frustration,Ikke kategoriseret,kærlighed,køn,kønsroller,mandelogik,mænd,single,singlekusse

Jeg er tilbage på datingmarkedet, selvom jeg egentlig ikke bryder mig særligt om det. Jeg er færdig med Tinder (det giver mig stress), jeg gider virkeligt ikke den der indknepningsfase, og jeg bliver nok aldrig rigtig god til at stå og nippe til en drink og slå smut med øjnene, mens jeg venter på, at en mand kaster sine øjne på mig. Ud på datingmarkedet må jeg altså, så drømmen om et lille hus i en stor have med en hængesofa og et æbletræ kan blive til virkelighed (eller en aller anden mindre provinsiel udgave af parforhold); jeg håber stadig på scenariet om tre dates og en diamantring.  Men jeg må som rimelig selvstænding, feministisk anlagt ung dame konstatere, at der er visse regler på det marked, som jeg ikke forstår.

Jeg har mødt denne her fyr. Vores første date var perfekt. To timers gåtur i vintersol med kaffe efterfulgt af to timers sludren på et tilrøget værthus. Vi havde virkelig meget at snakke om og besluttede hurtigt, at vi skulle ses igen. Den følgende gang blev så en sen fredag nat, hvor han tidligt på morgenen fulgte mig til metroen og gav mig et enkelt farvelkys på munden. Egentlig meget passende, syntes jeg. To dage efter modtager jeg så en mindre roman på min facebook-chat; han er ikke sikker på at vi har kemi, han vil gerne spille med åbne kort, etc. For mig en ret voldsom vurdering at komme med efter halvanden date, og jeg fortæller ham, at det, synes jeg, er tidligt at sige noget om, men hvis han har det sådan, er der næppe grund til at ses igen. Han beslutter sig så trods alt for, at han alligevel gerne vil ses igen. Og så er det her, det for alvor bliver mærkeligt.

Vi har nu datet i tre månederes tid. Vi har været på kunstmuseum, til julegudstjeneste med hans arbejde, til medaljeoverrækkelse (ja, I kan selv gætte på, hvad manden laver) og generelt bare en helt masse ting, som jeg betragter som ret seriøse – men på intet tidspunkt siden den famøse fredag nat, har manden forsøgt at kysse mig endsige røre mig mere end et flygtigt kram. På et tidspunkt besluttede jeg tage sagen i egen hånd. Jeg forsøgte sådan lidt diskret at gøre mig til, fx lagde jeg en hånd på hans lår under den famøse gudstjeneste (tror ikke, det er sådan rigtigt syndigt i kirken – men det er ikke et sted jeg frekventerer ofte nok til at kende alle reglerne),  hvor den så fik lov at ligge helt uberørt til det blev for pinligt for mig, og jeg måtte trække den til mig. Han synes tydeligvis ikke, at vi skulle holde i hånden. Min fejl! Måske var det bare kirken, men jeg forstår virkelig ikke, hvad der foregår her.

Vi taler åbent om vores fortid, vores dating- og sexhistorie, så jeg ved, at han har været om sig. Men et eller andet er altså sært. For mig er det her simpelthen den omvendte verden. Hold kæft, jeg har kendt mange mænd, der gerne ville kysse og kneppe, men som helst var fri for at foretage sig noget som helst andet sammen endsige præsentere mig for deres kolleger og lignende. Så hvad gør jeg her? Accepterer hans forklaring om den manglende kemi? Men hvorfor så alle de officielle arrangementer? Er jeg en præmie, han viser frem? En slags trofæ?

trophy wife

Jeg er simpelthen ikke sådan en prinsesse, der trives på en piedestal – man må sgu godt også bare have beskidt sex, eller i hvert fald vil jeg gerne snaves i gulvet snart. Måske skal jeg bare finde en anden til at gøre det. Slutteligt er der selvfølgelig også den mulighed, at manden er flintrende homoseksuel, og at jeg i virkeligheden udgør hans ‘skæg’. Det ville forklare så meget. Og gøre underværker for min selvtillid.


  • 1

Et sår der ikke vil hele

Category:bekendelser,break-up,drengebørn,ensom,forelsket,hjertesorger,Ikke kategoriseret,kæreste,kærlighed,selvindsigt,undskyld

Som nævnt nogle gange tidligere har jeg været rundt om blokken, faktisk så mange gange, at jeg er holdt op med at tælle. Til gengæld kan jeg tælle gangene, jeg har været reelt forelsker på en hånd – og stadig have fingre i overskud (det er svært at vurdere præcist. Teenageforelsker gjorde ikke mindre ondt, fordi de i bagklogskabens klare lys virker ubetydelige).

Jeg forelsker mig sjældent, men når jeg gør, så sidder det fast. En veninde nævnte det som en af de ting, hun oftest bemærkede ved mig, at jeg er forelsket, og elsker, rigtigt langvarigt (ja, det lyder som en rigtig positiv egenskab; det føles ikke sådan).

Jeg har været forelsket meget få gange. Til gengæld varer det gerne i årevis. Sjældne gange for den pågældende mand, men altid for mig.

Senest er det herren, der nyligt gik fra mig. Eftersigende ikke, fordi han ikke elsker mg – endda tværtimod – men fordi han har noget han skal arbejde på, som jeg ikke kan eller må være en del af.

Som jeg ser det, er er fire muligheder for, hvad fremtiden vil bringe:

1) han kommer tilbege om et halvt år og vil giftes og have børn. Sandsynlighed vel omkring lige omkring 0%.
2) Han møder en anden, tror sig lykkelig, går fra hende, kommer tilbage (så kan jeg enten være videre eller ej). Sansynlighed max 10%
3) Han møder en anden, kan pludseligt alt, hvad han ikke kunnne give mig. Ja, 90% af alle break-ups ender her (på baggrund af min smalle empiri).
4) Jeg kommer videre før ham. Erfaring fortæller mig at sandsynligheden er noget lig den samme som for mulighed 1.

Jeg har prøvet det nogle gange før. Det er ikke sådan, at jeg ikke har haft forhold (eller noget der mindede om) til andre end en lille håndfuld. Tværtimod. (Ja, det er det med blokken igen).  Men jeg har bare ikke været i stand til at give mig hen til disse ellers uden tvivl skønne mænd. Faktisk er nu nok et ret fint tidspunkt at sige undskyld til alle de dejlige drenge, der har datet mig, kneppet mig eller på anden måde forsøgt at give mig deres opmærksomhed, mens mit hjerte var efterladt i en anden dobbeltseng end deres. Jeg må nok erkende, at jeg ikke har været helt sød ved dem allesammen.  Nå, undskyldning overstået tilbage til det der med at komme videre.

Jeg har altid været lige dele fascineret og skræmt af de mennesker, der formår at gå mere eller mindre direkte fra et forhold til det næste – måske med et par måneders løs-på-tråden-fest. Hvordan det er muligt at bearbejde sårede følelser, knuste drømme, skuffede forventning og blive i stand til at forelske sig på ny så hurtigt er mig en gåde. Efter tre måneder er jeg endnu ikke nået til at holde op med at håbe på scenarie nr 1 sådan cirka  hver eneste dag. Så er der dæleme langt til scenarium nr. 4.

Desværre er der ingen lette smutveje dertil. Og egentlig er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at kunne forskyde min forelskelse på et par måneder. Nej så hellere sidde her og kradse i et sår, der ikke vil hele (ja, det er måske, fordi jeg piller i det…) Som en klog veninde med lidt mere livserfaring sagde til mig: “Det kan ikke kneppes væk. Det kan ikke drikkes væk. Det kan muligvis tudes væk. Og så kan man altid høre rigtigt meget Adele”. Den opfordring har jeg taget til mig”.

P.S. Ja, jeg har scrollet gennem 117 cheasy heart break-memes på nettet for at finde det her til jer. Der måtte trods alt være grænser for, hvor meget selvmedlidenhed jeg ville pøse ud over jer.

hello-name-heartbreak--large-msg-133593960948


  • 1

Spøgelser og alarmklokker, der bimler og bamler

Category:bagage,bekendelser,drengebørn,elske,forelsket,irritation,kæreste,kærlighed,mænd,opmærksomhed,problemer

Jeg er begyndt at se ny. Wow, vildt nok tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Jeg er sådan set egentlig ret glad for ham. Forelsket? Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra. Om jeg har fortalt ham det? NEJ, for helvede, nej, er du dum eller hvad? Om jeg kommer til at fortryde, at jeg poster det her blogindlæg i stedet for at lade det ligge i bunken af blogindlæg, der aldrig bliver udgivet? Øh JA, bigtime.

Og netop grundet det faktum, at jeg er lidt mere end bare glad for ham, må jeg altså bare konstatere, at jeg har nogle spøgelser, der hjemsøger mig. Eller, spøgelserne hjemsøger mig sådan set ikke rigtig længere, men måden de behandlede mig på, eller måden jeg lod dem behandle mig på, dén hjemsøger mig.

Du får lige et kort indblik i, hvordan den der behandling, helt subjektivt selvfølgelig, er foregået:

Vi (altså de 117 fyre i min fortid og jeg) har været glade et stykke tid. Deres måde at kommunikere på ændrer sig pludselig. De er stoppet med at respondere på spørgsmål og har pludselig enormt travlt og derfor ikke tid til at ses. De er på den måde stille og roligt smuttet ud af bagdøren – uden at lukke den helt. Og jeg har ikke forstået, hvad der er foregået. Lige ind til det er gået op for mig, at de på den ene eller anden måde har fucket op, har været sammen med en anden, eller at deres kunst altid vil komme i første række, eller at de simpelthen har fået kolde fødder. Og når det er gået op for mig (helt sikkert alt alt for sent), så er jeg gået min vej. Men indtil da, har jeg kæmpet rundt og pakket det faktum, at de ikke svarer mig på de mest simple ting, så som, “skulle vi sige kl. 17 i dag?”, ind i “arh, han har jo bare travlt”. Og når de så aflyser i sidste øjeblik, fordi de havde glemt, de skulle passe deres moster døde kanariefugl, har jeg aldrig sat noget som helst spørgsmålstegn ved det.

Jeg synes ikke, jeg er krævende eller på nogen måde klistrende, helt ærligt, det synes jeg virkelig ikke. Jeg har selv møgtravlt og løber rundt. Så jo, selvfølgelig skal jeg leve mit liv, og han skal leve sit. Jeg forventer eller forlanger ikke at skulle inkluderes 100% i hans liv, men jeg forventer at han fortæller mig, hvad der foregår, hvordan han har det osv. Og så forventer jeg i øvrigt også, at når de travle perioder rammer os, så er vi gode til at kommunikere. Måske er det, fordi jeg er indrettet sådan, at når har jeg mødt én, jeg godt gider at investere tid og følelser i, jamen så finder jeg tiden, om det så betyder jeg skal løbe lidt stærkere eller have min telefon med på toilettet for at nå og få svaret på den der besked.

Ja, jeg er en fucking romantiker. Og det er en fucking hæmsko. For jeg forventer på en eller anden måde også, at vedkommende jeg dater har det på samme måde som mig, om de så også er nødt til at slide deres skosåler i sænk og pisse uden hænder for at svare mig. Sådan er det bare virkelig sjældent. Og så ender jeg med at blive såret og enormt urolig.

Hvilket leder mig tilbage til min indledning. Jeg har mødt en fyr. En fyr ,som jeg ikke kender ret godt, men som jeg synes er skøn. Og jo, han er kunster. Vi er netop nu løbet ind i en af de der travle perioder, som har resulteret i, at vi ikke har set hinanden i noget tid, hvilket vi nok begge to godt vidste ville ske. Og i den første halvdel af tiden, var vi vildt gode til at kommunikere og inkludere hinanden i, hvad der lige foregik. Men så, så skete der noget. Fra den ene dag til den anden, så stoppede han med at svare mig. Eller, jeg fik halvfesne svar kl. røv om natten, som jeg i øvrigt ikke kunne bruge til noget. Det er den del af det, som gør mig nervøs. At det er sket over night.

Da jeg så endelig havde taget mig sammen til at skulle fortælle ham om de der spøgelsers indvirken på mig, aflyste han. Og det gjorde han med god grund – der var storm. Men det betød jeg blev fucking ulykkelig og fucking skuffet. Hvilket han måske godt kunne mærke. Så han spurgte til det og jeg endte med at give ham hele smøren pr. mail. En virkelig dårlig idé, fordi det aldrig vil blive så nuanceret som jeg havde ønsket mig, og han tolkede det selvfølgelig også som om at jeg prøvede at lægge bånd på ham, meget ordret citeret: “Jeg er nødt til at lave det jeg skal og det har jeg også lyst til. Jeg er ikke ude på at gøre dig noget dumt, men jeg kan kun give det jeg giver lige nu 🙂(sic) Med andre ord, du kommer i anden, ja, eller en række længere nede, og du skal ikke prøve at lægge bånd på mig. Well, det havde jeg sådan set heller ikke tænkt mig.

Jeg svarede bare sødt, for jeg magtede ikke at tage den her snak på mail. Og det fortryder jeg måske nu, for nu har jeg ikke hørt fra ham, og jeg går og har konstant en lille smule ondt i maven.

Mest af alt, har jeg lyst til at pakke mine ting og skride. Alle mine alarmklokker bimler og bamler, jeg kan ikke sove om natten, og jeg har ikke spist i dage. Det er 100% mig, der overreagerer, men al min historie taget i betragtning, så har jeg virkelig svært ved at håndtere det, der foregår, også selvom det helt sikkert er, fordi han har travlt. Men let’s face it, SÅ travlt tror jeg bare ikke, det er muligt at have.


  • 1

Andre kvinders børn

Category:børn,break-up,forældre,kærlighed,papmor
Jeg var ikke meget mere end 18, da jeg første gang forelskede mig i en fraskilt mand, der havde et barn (og en anden kæreste, men det er en anden historie). Efter nogle års tovtrækkeri blev vi endelig kærester, og i en alder af 21 blev jeg papmor.
Prinsessen, som jeg ynder at kalde hende, var en skøn tøs, ca. 8 år, glad, kærlig, åben. Og gud, hvor jeg dog nød det. Selv om jeg lige var startet på universitet, og egentlig burde skeje ud på rusture og hamre shots og tylle bajere til den lyse morgen, så ville jeg langt hellere lege familie med den mand, der endelig var blevet min, og hans skønne datter. Jeg må indrømme, til trods for, at jeg ikke går og drømmer om børn lige med det første, at der altså er noget om snakken, børn forandrer dit liv.
Jeg skulle selvfølgelig lige ses an af barnets moder. Det forstår man jo godt. Hvad havde sådan en tøs på 21 somre egentlig at tilbyde hendes guldklump. Heldigvis gik det fint, og jeg kunne både børste tænder, smøre madpakke og læse godnathistorier, måske endda bedre end far kunne (måske skyldtes det også nyhedsværdien, men lad nu det ligge). Da prinsessen en søndag morgen udbrød, at hun elskede mig, krævede det megen sjælestyrke ikke at bryde ud i gråd.
Desværre blev familie-idyllen kort. Kærligheden mellem far og papmor brast, og jeg flyttede fra både manden og barnet. Og hvad stiller man så lige op. Bare fordi det ikke fungerer med farmand, holder man jo ikke op, med at elske barnet. Men brud med børn er bare lidt sværere. Og jeg sagde ikke kun farvel til en stor kærlighed, men også til en familie og et liv.
Flere år senere løb jeg så ind i en ny  mand (bevares, der havde været nogle stykker i mellemtiden), der også var fraskilt med børn. To styks. Drenge. 7 og 11. Kønne (i hvert fald på de billeder, han havde hængende på køleskabet). Jeg fortalte ham tidligt, at jeg havde været papmor før, og at det havde været rigtigt hårdt at give slip på. Derfor ville jeg gerne gå forsigtigt frem og vente med at møde hans poder, til vi var blevet mere sikre på, at det nu også skulle være os to for evigt (eller i hvert fald noget, det ligner evigt).
Det tog han egentlig meget pænt, udviste forståelse for, at det måtte have været svært. Men som månederne gik, forsvandt emnet hans børn fuldstændig fra dagsordnen. Jeg tænkte, at han også passede på sig selvom og på drengene, og det var fint med mig. Jeg kom på besøg i de weekender, hvor børnene var hos deres mor, og holdt mig væk i de andre. Det skulle dog vise sig, at mit forbehold overfor hans børn blev mere eller mindre udslagsgivende for vores forhold.
Da vi efter et år gik fra hinanden, sagde han meget klart, at han havde haft svært ved at se vores fremtid sammen, når jeg ikke ville hans børn. Det ville jeg jo faktisk gerne, jeg var bare bange for, at det skulle gå galt igen. Så sagde han meget klogt (for han er ofte en klog mand), at så længe man var der fuldt ud, så længe men var der, så kunne man ikke forlange mere. Det tror jeg egentlig, han havde ret i. Jeg sørger nok mere over tabet af prinsessen, end hun sørger over tabet af mig.
Faktisk mødte jeg hende for et par måneder siden. Hun er blevet teenager, tårnhøj, næsten voksen. Men hun kom mig dog stadig i møde og fik et stort kram. På sin vis vil hun jo altid være mit første barn.

 


  • 1

I need a refill – Part 1

Category:elske,ensom,fuser,game of thrones,hanky panky,kærlighed,Kusse,single,tegnsprog,tomt,veninder,venner

På tegnsprog bruger man tegnet “tomt”, når noget er uden. Altså, hvis jeg ikke har flere kussehår, er der tomt for kussehår. Er jeg holdt op med at date, er der tomt for mand (og pik). Tomt. Tomt? Ja tomt.
Normalt elsker jeg tegnsprog (ja, det kan man godt). Det er til at forstå. Tegn giver mening. Selv når du ikke direkte kan forklare, hvorfor de ser ud, som de gør, så giver de bare stadig mening. “Tomt” giver mening, og måden, man bruger det på, giver som sådan også mening. Men lige i øjeblikket føles det bare utrolig deprimerende. Sigende og deprimerende. Lad mig forklare.

Jeg burde i skrivende stund være et ret fantastisk sted i mit liv. Gamle ting slutter (nogle bedre end andre), verden åbner sig, nye muligheder dukker op. Anerkendelse har der været masser af, og jeg har masser at tage mig til. Men jeg er tom. Tom for glæde ved det. Tom for mod på det. Tom for overskud. Aller mest, tom for nogen at dele det med. Jeg har masser af mennesker omkring mig. Familie, dejlige veninder, fantastiske venner…..men tomt for kærlighed (åh Gud, skyd mig, nu bliver det dybt igen).

Jeg har det sidste år svøbt mig ind i gamle fusere (den slags, man ikke skal gå tilbage til) nye fusere (mind mig lige om det senere) og andet godis – mest den løse slags. Og så bliver man træt. Træt og tom. Selvom jeg egentlig har befundet mig ganske fint i singlerollen, trods venners forsøg på at ændre den (se her), så når man til et punkt, hvor man er gammel nok til at føle sig tom.

Det punkt nåede jeg for nylig. I en seng, i ske med en fyr, der engang var en fuser. En af de virkelig farlige, der var nem at brænde sig på. For mig i hvert fald. Nu er han uskadeliggjort, og skeen, vi lå i, var ganske sober og venskabelig. Ikke noget hanky panky her. Tro det eller lad være. Men altså, mens jeg lå der i sengen, midt i det sidste afsnit af Game of Thrones, gik noget op for mig. Jeg elsker ham stadig!

Se det burde jo ikke gøre en tom, tværtimod, men det gjorde det. For jeg elsker ham ikke, som jeg gjorde før (hvilket for de indviede vil synes som en god ting, og jeg er enig). Nej, jeg elsker ham bare, som en pige nu kan elske sin ven uden at have behov for kæresterier. At ligge der og vide, at den mand jeg engang måtte kæmpe for (og tabte forøvrigt – mindre detalje), han nu ligger lige ved siden af mig, lige så ensom som jeg, og elsker mig lige så højt, som jeg elsker ham (Ja det har han nemlig fortalt mig – og jeg tror ham). Men intet kan vi gøre for hinanden. Ingenting. Jeg kan fortælle ham, jeg elsker ham, det vil nok varme lidt, men ikke gøre nogen forskel. Vi kan bruge masser af tid sammen, og dele verden med hinanden, men det vil aldrig være tilstrækkeligt. Jeg kan være en del af hans familie, men aldrig som mere end hans datters bonustante (og hans mors ekstrabarn – ja, jeg er pjattet med hans mor). Vi kan tale flere timer i telefon, men det vil aldrig være timer nok. Vi kan ligge i ske og kramme og putte alt det, vi har behov for, men det vil stadig ikke være den ægte vare. Lige meget hvor stort et behov vi kan dække hos hinanden (nej, stadig ingen hanky panky – kedelige men fornuftige ældsten), så vil jeg – nej –  så vil vi stadig sidde tilbage med følelsen af, at der mangler noget. Nogen. Tomt for nogen!

Jeg har som sagt en familie, dejlige veninder, fantastiske venner, en håndfuld særlige, mænd jeg elsker mere, end jeg kan rumme, men ingen som kun jeg skal dele min fantastiske nye store verden med. Og det gør mig tom. Tom for glæde. Tom for lyst. Tom for gåpåmod. Tom for håbet om, at manden snart dukker op. Jeg har virkelig brug for en refill. Den slags koster desværre ikke gratis, når man er blevet voksen.

Heldigvis giver tegnet for “at elske” lige så meget mening som tegnet for “tomt”. Faktisk lige så meget mening som tegnet for “kusse”. Måske det var en dejligere ting at fokuserer på, men jeg venter på min refill.

Til de der måtte være nysgerrige:

                                      

Kusse – Præcis som Rihannas “Diamond” tegn, bare på hovedet.
Elske – Hold dig på hjertet og løft skuldrene let (Lidt som hvis du tog et dybt suk)

 
 

  • 0

Diagnose: Sygelig tendens til luftkasteller

Category:fantasi,fynbo,hjertesorger,kærlighed,luftkasteller,mænd,Mr. Right,parforhold

Jeg betragter egentlig mig selv som et rimeligt rationelt væsen. Måske med et lidt forkvaklet forhold til litteratur og en tendens til at købe sko, jeg aldrig rigtigt kommer til at gå i, men alligevel – rimeligt rationel. Men når jeg møder en ny mand, så rammes jeg af midlertidig sindssyge. Min fantasi fostrer helt fantastiske og dybt urealistiske idéer, som den stakkels mand på ingen måde kan leve op til – eller i sin vildeste fantasi forestille sig.

Tag nu dette eksempel. I foråret 2012 arbejdede jeg på en børneteaterforestilling. Vi var alle frivillige og gjorde det bare for fornøjelsens skyld. Scenografen var en ung (25 – det er nyt for mig med mænd på min egen alder. Jeg burde få en præmie), universitetsstuderende, fåmælt og smadderpæn fynbo.

Allerede første gang jeg havde talt med ham, havde jeg besluttet, at han var pisse intelligent og hammer interessant – ja, det er noget, man som kvinde beslutter, om en mand er. For det er i virkeligheden ikke så vigtigt, hvilken type han er – det er vigtigt, hvilken type, jeg tror han er. Jeps, jeg har et alvorligt problem med at omdanne tumpede fyre, der helt sikkert ikke er gode for mig, til prinsen på den hvide hest, hvorefter det så kan gøre rigtigt ondt, når han ikke vil have mig. Bravo!

Nå, men altså, tilbage til historien. Den unge mand og jeg kysser lidt rundt under teaterforløbet, har lidt sex og fortsætter bagefter. Cirka en gang om ugen fortæller han mig, at han ikke vil have en kæreste, ikke er klar til det, har for meget bagage, er følelsesmæssigt utilgængelig osv. Og hvad gør jeg – jeg siger da bare: “Bare rolig, jeg kræver intet af dig andet end ærlighed”. Og til mig selv og mine veninder siger jeg: “Han skal bare have lidt tid. Man må aldrig presse dem (mændene altså).”

Flere gange står han op om natten og kører sin vej, fordi han af den ene eller den anden grund ikke kan sove ved siden af mig. Det gør ondt som bare fanden, men jeg insisterer på, at han selvfølgelig bare skal have lidt plads. I mellemtiden bygger jeg luftkasteller – store luftkasteller:

Han er sådan en friluftstype – hvilket glæder en gammel spejder som mig. Så kan vi tage på vandreferie sammen, eller rejse på tomlen gennem Europa. Eller vi kan køre på hans motorcykel, der godt nok PT er ude af drift, men som til gengæld hedder det samme som mig. Ja, ikke opkaldt efter mig selvfølgelig, det er vores bekendtskab for nyt til, men blot fordi han synes, navnet er pænt. Det må være skæbnen! Og så er han praktisk. Ud over at skrue på sin motorcykel, så kan han bygge ting. Så kan han passende lave de der indbyggede reoler, jeg drømmer om, når vi skal flytte sammen (ja, jeg ved det, manden vil ikke en gang være kærester – og jeg drømmer om lejlighed, børn og en christianiacykel – flot!).

Vi har oven i købet mødt hinanden, mens vi lavede teater, endnu et perfekt match. Så til foråret kan jeg tage ham med op til mit lille teaterfællesskab og introducere ham – og alle vil elske ham, og det vil blive helt skønt, og vi vil være ih-så-åh-så lykkelige.

Desværre endte historien ikke lykkeligt. Jeg fik et knust hjerte, han fik en ny kæreste – glemte at fortælle mig det, da vi kom til at kysse lidt igen – og jeg stod der med mascara ned af kinderne og lagde mig hjem i seng med en brun papirspose fra Mc Donald’s. Så kunne man måske mene, at jeg havde lært lektien – men nej!

For et års tid siden løb jeg til en julefrokost ind i en fyr, som jeg tænkte, egentlig var meget skøn. Vi kyssede lidt rundt og endte med at tage hjem sammen. Han var nyligt kommet ud af et langt forhold og havde desuden et barn med en kvinde, han ikke længere var sammen med – en sublim pakkeløsning helt uden sammenligning. Her burde mine alarmklokker nok være begyndt at ringe, men tvært i mod syntes jeg bare, at han var ih-så-åh-så interessant.  “Han har bare haft nogle dårlige erfaringer”, sagde jeg til mig selv og mine veninder. Det kan jo fikses. Og han var musikalsk, kreativ og dygtig. “Næ, er det Tolstoj, der står der i din bogreol? Hvor skønt – vi er helt sikkert skabt for hinanden.”

Jeg har erfaring med pap-børn – og jeg er rimelig god til det, så tanken om hans lille søn skræmte mig slet ikke. Han var ikke bosat i København, men til gengæld i Nordsjælland, hvor jeg ofte slår mine folder. Se det var dæleme praktisk. Og han har bil – så dejligt, så kunne vi køre op til familiens ødegård i Sverige på forlænget weekend; lægge puslespil, læse tykke bøger og gå lange ture – ih, hvor skønt. Det var selvfølgelig lidt svært, når han ikke besvarede mine sms’er, men han havde jo sagt, at han var dårlig til det. Og jeg sagde: “bare rolig, jeg kræver intet af dig andet end ærlighed”, når han blev bange for mine forventninger, “vi tager det stille og roligt”.

Flere gange hørte jeg historier om meget unge piger, som han eftersigende kyssede rundt på, men når jeg konfronterede ham, fortalte han, at det bare var sladder – og den slags er folk i provinsen jo gode til, så jeg åd det råt. “Vi tager det stille og roligt.”

Desværre måtte jeg siden erfare, at “stille og roligt” i virkeligheden betød, at han også gerne ville kneppe et pigebarn på 18 samtidig. Det var jo ikke lige en del af min pakkeløsningsfantasi. Så stod jeg der igen med den brune pose fra Mc Donald’s og måtte konstatere, at min prins på den hvide hest, i virkeligheden bare var en forvokset teenagedreng klædt ud i mine drømme og min fantasi.

Så siden har jeg begrænset fantasien til hyggeskriblerier og prøver at se verden som den er. Væk med de lyserøde, hjerteformede briller, der får alting til at ligne en romantisk komedie med Kirsten Dunst. Det er den tydeligvis ikke. Og vupti skete der noget magisk. Jeg mødte en mand, som på ingen måde passede ind i mine luftkasteller. Han var alt andet end det, jeg gik og troede, at jeg skulle have. Faktisk var jeg slet ikke interesseret til at begynde med, men han stod fast og inviterede mig ud gentagne gange. Og han var da sød og begavet – men min hjerne gik ikke i selvsving, og så kunne det jo ikke være rigtigt. Alligevel blev jeg ved med at sige ja, og i dag har jeg en dejlig kæreste. Selvom jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad der skete. Hvor var luftkastellerne og de vilde krumspring, min fantasi plejer at gøre?

For alt andet taget i betragtning, så er de der fantasifostre fantastiske og skønne. Og til tider kan jeg da godt savne dem. Luftkastellerne bliver så smukke i gennem de der lyserøde, urealistiske briller. Og drømmer koster vel ingenting – andet end et knust hjerte i ny og næ.


  • 1

Den klamme møgkusse har også følelser

Category:elskerinde,kæreste,kærlighed,møgkusse,powerkvinde,Sex,skødehund,utroskab

Jeg har for nyligt gjort status over mit seksuelle liv. Det var ikke flatterende. Faktisk følte jeg meget både brugt, billig og tarvelig. Blandt de lidet flatterende fakta kan nævnes, at jeg kun har haft tre seriøse kærester i mit liv og ét længerevarende forhold (dvs. længere end seks måneder), men til gengæld har knaldet mindst fem fyre, der havde en kæreste – en af dem var endda gift og har to børn. Og kysset med endnu flere. Jeg har altså haft sex med flere fyre, der havde en anden kæreste, end jeg har haft sex med fyre, der var kærester med mig. Det er vel i og for sig også en slags præstation. Og hvor sætter det så mig? Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om. Undskyldningen, at det er hans problem og ikke mit, siger kun ting om mit slørede moralkodeks. I et enkelt tilfæde var jeg forelsket til op over begge ører – og i krig og kærlighed gælder alle kneb som bekendt. Men ellers burde jeg nok holde mere fast i søstersolidariteten. Det bør vi alle. Når det så er sagt, så er det ikke det, dette blogindlæg skal handle om.

  Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om.

Så hvor sætter det så mig? Altså – jeg har været den anden kvinde lidt for mange gange. Hvorfor? Fordi jeg kunne. Fordi det var (og er) pissefrækt. Den seksuelle spænding vokser bare voldsomt, når man skal snige sig rundt i krogene, kysse i hemmelige rum til en fest, finde alternative steder at have sex osv. Sådan er det. Det virker. Man føler sig eftertragtet og sexet, når man kan få en mand, der ellers troede sig lykkelig (eller i hvert fald rimeligt tilfreds, helt lykkelig og nyforelsket var han nok ikke, vel) til at rende efter sig som en skødehund. Desværre har alting en slagside. Og det har utroskab også – for alle involverede.

  Det hænder ind i mellem, at folk spørger mig, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Det er der sikkert rigeligt med årsager til; jeg er kræsen og vanskelig, en forbandet feminist, selvoptaget og pisse usikker, glad for mit liv, som det er, dårlig til at lukke folk ind, endnu dårligere til at gå på kompromis – vælg selv. Men for et år eller to siden gik det op for mig, at der også var en anden mulighed. Ikke at denne mulighed alene forklarer det, men jeg vil dog mene, at den bærer en del af skylden. Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende – så giver det altså lidt ridser i selvværdet. Jeg må i hvert fald erkende, at det, jeg opfattede som en leg, hvor jeg var ovenpå, i virkeligheden fik mig til at føle mig som et lille bitte menneske. For hvem bliver egentlig kærester med elskerinde (bevares, det skete faktisk for mig – ind til han gik tilbage til kæresten igen…). Og så står man der med håret i postkassen og er endnu en gang hende, mændene gerne vil knalde, men som de ikke tager med hjem til forældrene. Det er sgu ikke nogen rar følelse.

 Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende – så giver det altså lidt ridser i selvværdet.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke står skrevet i min pande med sprittusch – og at nye herrebekendtskaber ikke kender min fortid, medmindre jeg selv gør dem opmærksomme på den. Men følelsen sidder jo stadig i kroppen og hovedet og hjertet. Og når man har været vant til at gå på kompromis med sine egne ønsker og drømme for at få bekræftelse og sex – så glemmer man, at man gerne må stille krav til mænd. Og når man har bandet andre menneskers parforhold til helvede og tilbage igen, så holder man op med at tro på selve institutionen. I hvert fald på, at man selv hører til i den.

Jeg havde en gang en (kvindelig) kollega, der stolt proklamerede, at hun aldrig havde mødt en optaget mand, som hun ikke kunne forføre. Godt for dig, søster lystig, men hvad får du egentlig ud af det? Han tager jo stadig hjem til kæresten bagefter. Og så kan du godt bilde dig ind, at du er ligeglad, for du ville jo ikke have ham alligevel. Men stop lige op og tænk dig om. For du gør dig selv den største bjørnetjeneste. Ved at bevise det, beviser du jo samtidig, at ingen mænd, er til at stole på.

Heldigvis er der faktisk mænd, der er til at stole på. Håber jeg da. For det er jeg – og alle andre – jo nødt til at tro på. Ellers er det hele lige meget. Og der er desuden også kvinder, der er utro. Jeg er ikke ude i et kønspolitisk projekt lige her. Det jeg blot vil sige er – pas på med det der utroskab. Det giver ar på sjælen. Og de er lang tid om at heles. Jeg har i hvert fald stadig gener med mine. Men jeg arbejder på det. Prøver at genfinde min tro på parforholdet – og ikke mindst på, at jeg kan have et og fortjener det. For nu må det vel snart være min tur. Også selvom jeg har været en klam møgkusse tidligere i livet. Lige i det her tilfælde håber og tror jeg på syndsforladelse.


  • 1

En (K)ærlig Kusses bekendelser

Category:ældstekussen,bekendelser,bobleplast,frustration,gode råd,kærlighed,Kusse,Poul Krebs,selvindsigt,venner

Jeg bringer lige en advarsel inden jeg åbner for sluserne – det her bliver følelsesporno i selvindsigtens tegn. De der måtte nyde mine sædvanlige upassende eller åbenmundede blogs, må lige give plads til en sårbar og ærlig kusse for en stund. Here goes:

Jeg har kun elsket to mænd i mit liv. Eller, “kun” er måske et forkert ord at bruge, for det er jo en stor ting, trods alt. Jeg siger kun, fordi jeg i perioder har troet, det var flere, men først på afstand kan se, at kun to af dem var ganske ægte. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har næret meget dybe følelser for en del andre, og jeg har bestemt også været forelsket flere gange. Men den der oplevelse af at have en følelse i kroppen, der er så stor, at du går i stykker, hvis ikke du siger den højt, samtidig med at du frygter, at det samme sker, hvis du gør det – den har jeg oplevet med to mænd. D.v.s. to mænd ud over min far, bror, bedstefædre, lad-som-om brødre und so weider. Familiekærlighed er en anden kategori end den disse to tilhører.

Den ene er min bedste ven. Vi blev venner for 10 år siden, og jeg har elsket ham i 9 1/2. Som min ven forstås. Da han blev gift sidste sommer, græd jeg fra start til slut af lykke. Ingen kender mig, som han gør, og det både skræmmer og beroliger mig. Han ringer, når jeg har mest brug for det, som var han synsk. Og han dømmer mig aldrig, når jeg er mest ynkelig eller urimelig. Jeg under ham al den kærlighed og lykke, han kan få……til det driver ned af væggene og man begynder at få kvalme…..og så lidt mere. 
Den anden – han ville ikke have mig! Det tog mig tre år at indrømme over for mig selv, at jeg elskede ham, en måned at samle mod til at fortælle ham det og et splitsekundt at få klamme kolde våde fødder og få det til at lyde, som om det var som min ven. Eneste positive ting ved den situation var, at jeg slap for pinlig tavshed efter at have sagt det. Han elskede også mig…..som ven. Ambivalens nåede nye umenneskelige højder den nat. Længere næse har selv en dansk politiker ikke set magen til. 
Meget havde ledt op til den samtale, og rigtig meget skete efter. Og jeg har, uden tvivl, både med rette og uden, givet ham skylden for rigtig meget af det. Men en ting er dog vigtigere end alt andet; jeg skød mig selv i foden, da jeg ikke var ærlig overfor mig selv. Og jeg er blevet hundeangst for at gøre det ved mig selv igen. Jeg prædiker altid, at man skal sige tingene, som de er, for så undgår man misforståelser og flere sårede følelser, end hvis man ikke turde tá chancen. Ærlighed rækker længst (med mindre det er for gloriepudsningens skyld selvfølgelig – at meddele man har knaldet eksens veninde er, for en mand, en ærlighed, der kan føre en hæftig brobrand med sig – så er I advaret). Men at vende noget så kliché indad, er fandeme sværere, end at lade være med at brøle med, når en eller anden idiot sætter Poul Krebs på anlægget (indrøm det bare – omkvædet til “sådan nogen som os” står printet fast i din hukommelse til evig tid)

Og her kan jeg så igen vælge at skyde skylden på de mænd, jeg indtil nu har været så heldig og uheldig at være stødt på. En knaldede udenom, en knaldede udenom med mig og en tredje glemte bare at sige, at han i virkeligheden var forelsket i en anden….og listen bliver ved. Man føler sig forsmået og tør ikke tage chancen en anden gang – så er det nemmere bare at være venner.

Men sandheden er jo, at det er mig, der er en kylling. Bevares, jeg kunne have været blevet behandlet pænere, men jeg bærer også en del af skylden. Men hvordan åbner man op for sit inderste og skærmer sig selv for nederlag på samme tid. Kan det lade sig gøre at være så sårbar og stadig stå oprejst, hvis sårbarheden skulle blive trådt på? Jeg håber det inderligt, men min indre lommefilosof ved jo godt, at noget, der er så enkelt, sjældent er særlig ægte – og vil man overhovedet have noget, der ikke er ægte? I sidste ende er svaret som regel nej, men når jeg står midt i det, kan jeg nogengange tage mig selv i at være okay med at nøjes med det overfladiske – i hvert fald når alternativet gør for ondt nu og her. Men sådan vil jeg ikke være. Det tror jeg ikke, der er nogen, der vil. Jeg vil gerne elskes. Nørden vil gerne elskes. Rundetrunden vil gerne elskes. Scoretrolden vil gerne elskes. Men vi pakker os ind i tykke lag af vat og bobleplast, og kalder det for en livsstil, og bilder os selv og verden ind, at det er noget, vi selv har valgt, og at vi bedst kan lide det sådan. Men sandheden er, at vi ikke tør sige højt, at vi er pisse bange for at vælge en ny måde at leve på. 
Jeg siger nu højt, til alle jer i cyper-kusse-space, at jeg, næste gang det skulle blive aktuelt, vil prøve at være sårbar og sige, hvordan jeg har det. Ikke kun til den jeg er vild med, men først og fremmest til mig selv. For hvis ikke jeg er ærlig overfor mig selv, hvordan fanden skulle jeg så kunne være ærlig over for den, jeg elsker? 

Arkiver

Kategorier