Category Archives: køn

  • 0

Min kusse er da noget særligt, er den ikke?

Category:bekendelser,elske,ensom,feminisme,fordomme,frisindet,Ikke kategoriseret,jalousi,kærlighed,køn,Kusse,kvinder,selvindsigt,veninder

Jeg har altid været af den opfattelse, at kusser er forskellige, meget forskellige. Både i udseende, men også i følelse og lugt. Den opfattelse har egentlig passet mig helt fint, for den ophæver ligesom det eventuelle, og meget tystys, konkurrence-mindset kvinder kan have med andre kvinder om deres kusses ve og vel.

IMG_2989

For at være helt ærlig, så har tanken om, at min kusse er unik gjort rigtig mange fine ting for mig. Særligt i mine teenageår, hvor jeg som den eneste pige i 9.a ikke var glatbarberet og i øvrigt heller ikke kunne finde ud af at stikke en tampon op, og det til trods for, at min møgdom (desværre) allerede var røget der.

Men forleden sker der så det – det frygtelige og måske i retrospekt også ret beroligende – min veninde og jeg dufter til hinandens kusser. Ja, det kan i første omgang godt lyde lidt sært, men det var det egentlig ikke. Ihvertfald ikke lige i den kontekst. Vi har forinden haft en lang snak om, at min kusses odour ændrer sig, hvis jeg får en ny, men fast sexpartner. Så skal kussen igennem en lidt sur fase. Det tager gerne en lille måned, før den ligesom finder tilbage i sine vandte rammer. Meget normalt og ikke noget, som rigtig kan få mit pis i kog.

Men i forlængelse af den snak, falder emnet altså på ens egen personlige kusseduft. Og så tog det ene det andet, og pludselig havde min veninde og jeg begge to klør fem ned og rode rundt i vores respektive kusser og så kunne man ellers få lov at snuse til den andens fingre, der altså nu duftede af kusse. En kusse, som ikke var ens egen vel at mærke. Mit første udbrud var, at hendes kusse duftede ligesom min, og på daværende tidspunkt var det en forfærdelig opdagelse jeg havde gjort mig. Hun kan ikke komme her og tage min helt egen individuelle kusseduft fra mig. Det kan hun simpelthen ikke. Det er ikke okay, for det er jo min duft, det er den duft, som får mig til at føle mig hjemme, min egen private duft og det er simpelthen ikke okay, at hun fratager mig den, ved at dufte ligesom jeg.

Det siger jeg til hende, naturligvis med et grin, men lidt sandhed var der alligevel i det. Hendes eneste kommentar, som jo er ret sand, og som jeg efterfølgende virkelig har taget til mig er var, “Yngsten, at vores kusser dufter ens, betyder blot at vi har et sundt miljø mellem benene. Det kan godt være vi ser forskellige ud og føles forskellige, men der er jo et vist klima, som skal forekomme i alle sunde kusser” – underforstået, du har en sund kusse og alle sunde kusser dufter mere eller mindre som din. Okay well, det kan jeg jo sådan set godt se rigtigheden i, og det er egentlig en meget fin viden, at min kusse dufter helt normalt af sund kusse. Men der går nok lige lidt tid før jeg vender mig til tanken om, at min kusses duft ikke er så særlig som jeg gik og troede.

Og nu tænker I sikkert, hvorfor det billede? Det har da ikke ret meget med indlægget at gøre. Og det har det egentlig lidt. Den ‘skrivende’ Kussesump har lige været værter for Kvinfos Tabusalon-arrangement, der hed “Kussens Hemmelighed”, hvor der bl.a. blev talt en del om, hvad man skal kalde kussen. I den forbindelse dukkede pigenavnet “Fie” op som synonym for kusse – den lader jeg lige stå lidt… Derudover faciliterede vi til arrangementet også en tegnekonkurrence, hvor man kunne farvelægge kusser. Den lader vi også lige stå lidt, mest fordi den leder hen til min pointe.

Nu har den ‘spillende’ Kussesump lige været i Aalborg og spille forestilling og der stødte jeg på ovenstående skilt på “Kunsten – Museum of modern art”. Desværre fandt jeg aldrig ud af, hvad det ville sige at farvelægge sin Nana, da døren ind til rummet, hvor dette kunne ske, var lukket – men jeg håber virkelig ikke, at det havde noget at gøre med den første tanke, som fór gennem hovedet på mig. Og i så fald fy! Stakkels kusse og stakkels Nana.


  • 0

Datingmysterier 1: I omvendtland

Category:bittersingle,datingmysterier,drengebørn,frustration,Ikke kategoriseret,kærlighed,køn,kønsroller,mandelogik,mænd,single,singlekusse

Jeg er tilbage på datingmarkedet, selvom jeg egentlig ikke bryder mig særligt om det. Jeg er færdig med Tinder (det giver mig stress), jeg gider virkeligt ikke den der indknepningsfase, og jeg bliver nok aldrig rigtig god til at stå og nippe til en drink og slå smut med øjnene, mens jeg venter på, at en mand kaster sine øjne på mig. Ud på datingmarkedet må jeg altså, så drømmen om et lille hus i en stor have med en hængesofa og et æbletræ kan blive til virkelighed (eller en aller anden mindre provinsiel udgave af parforhold); jeg håber stadig på scenariet om tre dates og en diamantring.  Men jeg må som rimelig selvstænding, feministisk anlagt ung dame konstatere, at der er visse regler på det marked, som jeg ikke forstår.

Jeg har mødt denne her fyr. Vores første date var perfekt. To timers gåtur i vintersol med kaffe efterfulgt af to timers sludren på et tilrøget værthus. Vi havde virkelig meget at snakke om og besluttede hurtigt, at vi skulle ses igen. Den følgende gang blev så en sen fredag nat, hvor han tidligt på morgenen fulgte mig til metroen og gav mig et enkelt farvelkys på munden. Egentlig meget passende, syntes jeg. To dage efter modtager jeg så en mindre roman på min facebook-chat; han er ikke sikker på at vi har kemi, han vil gerne spille med åbne kort, etc. For mig en ret voldsom vurdering at komme med efter halvanden date, og jeg fortæller ham, at det, synes jeg, er tidligt at sige noget om, men hvis han har det sådan, er der næppe grund til at ses igen. Han beslutter sig så trods alt for, at han alligevel gerne vil ses igen. Og så er det her, det for alvor bliver mærkeligt.

Vi har nu datet i tre månederes tid. Vi har været på kunstmuseum, til julegudstjeneste med hans arbejde, til medaljeoverrækkelse (ja, I kan selv gætte på, hvad manden laver) og generelt bare en helt masse ting, som jeg betragter som ret seriøse – men på intet tidspunkt siden den famøse fredag nat, har manden forsøgt at kysse mig endsige røre mig mere end et flygtigt kram. På et tidspunkt besluttede jeg tage sagen i egen hånd. Jeg forsøgte sådan lidt diskret at gøre mig til, fx lagde jeg en hånd på hans lår under den famøse gudstjeneste (tror ikke, det er sådan rigtigt syndigt i kirken – men det er ikke et sted jeg frekventerer ofte nok til at kende alle reglerne),  hvor den så fik lov at ligge helt uberørt til det blev for pinligt for mig, og jeg måtte trække den til mig. Han synes tydeligvis ikke, at vi skulle holde i hånden. Min fejl! Måske var det bare kirken, men jeg forstår virkelig ikke, hvad der foregår her.

Vi taler åbent om vores fortid, vores dating- og sexhistorie, så jeg ved, at han har været om sig. Men et eller andet er altså sært. For mig er det her simpelthen den omvendte verden. Hold kæft, jeg har kendt mange mænd, der gerne ville kysse og kneppe, men som helst var fri for at foretage sig noget som helst andet sammen endsige præsentere mig for deres kolleger og lignende. Så hvad gør jeg her? Accepterer hans forklaring om den manglende kemi? Men hvorfor så alle de officielle arrangementer? Er jeg en præmie, han viser frem? En slags trofæ?

trophy wife

Jeg er simpelthen ikke sådan en prinsesse, der trives på en piedestal – man må sgu godt også bare have beskidt sex, eller i hvert fald vil jeg gerne snaves i gulvet snart. Måske skal jeg bare finde en anden til at gøre det. Slutteligt er der selvfølgelig også den mulighed, at manden er flintrende homoseksuel, og at jeg i virkeligheden udgør hans ‘skæg’. Det ville forklare så meget. Og gøre underværker for min selvtillid.


  • 9

Cup it up

Category:køn,kussegadget,Menstruation,menstruationskop

Jeg har købt en gave til mig selv. Den er lille og pink og kommer i en fin prikket pose. Min indre hippie danser af glæde, og flere af mine veninder synes det er smadderklamt. Jeg har købt en menstruationskop.

Hvorfor en kop?
Der er mange gode argumenter for menstruationskoppen; sundhed, økonomi og den slags. Fibrene i tamponer irriterer slimhinderne i skeden. Kussen er bedre tjent med luft end dagsgammel blod.  De første dage er tamponerne for små og man bløder igennem, de sidste dage trækker man halvtørre vat-totter ud af kussen. Og ja, man bruger vel ca 50 kr om måneden på tamponer og bind. Alt det vidste jeg jo godt – alligevel havde jeg ikke fået taget mig sammen – før for et par uger siden.

Hvad ændrede sig? spørger du måske. Ja, det er faktisk ret ulækkert. Det der drengebarn, jeg har sex med for tiden fandt (ja, fandt! med ordene “hov, hvad er det?”) en tampon oppe i mig. Mange dage efter sidste blødningsdag. Han tog det overraskende cool (TAK! TAK! Flere mænd af den støbning!). Jeg panikkede til gengæld ret meget. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor længe den har siddet der. Helt deroppe, hvor skeden bøjer bagud, så jeg slet ikke har mærket den. Vi har haft sex flere gange, mens den har siddet der. Bare kneppet den gamle tampon længere og længere op. FUCK, DET ER SÅ ULÆKKERT!

Så nu måtte det være nok. Dagen efter gik jeg på nettet og bestilte en kop. Nu skulle det være slut med tamponer for evig tid!

Internettets lyksageligheder
Hvor går man hen, når man skal købe sådan en kop? Det er næsten mere tabubelagt end sexlegetøj for helvede. Så er det jo godt, at internettet findes. Der er simpelthen en hjemmeside, der har samlet alle kop-producenter; så kan man sammenligne produkter, størrelser, tappe eller ringe – et univers af kopper.

Det er noget af en udfordring. Hvilken størrelse kop skal man fx vælge? Jeg har fået ros for min stramme bækkenbund (måske han brugte lidt andre ord, dog), men man vil jo heller ikke have, at blodet løber uden om. Heldigvis kunne jeg læse, at der umiddelbart er en størrelse til kvinder, der har født – og én til dem, der ikke har. Så langt så godt.

Og så spørgsmålet om farven. Det hjælper lidt, at kopperne i dag findes i alle mulige farver og ikke kun i naturfarvet gummi, der eftersigende tager farve efter brug. Så var jeg heller ikke mere i harmoni med min krop og min cyklus. Så jeg har købt en fin pink en. Med en lille tap i bunden, de findes også med ringe og knopper. Tappen er til at trække i, når man skal have den ud, forstås.

Jomfruturen
Min kop kom med posten, den dag jeg fik min menstruation. Timet og tilrettelagt.  Så nu skulle den stå sin prøve. JEg havde frygtet, at der ville være være møg besværligt at få den op. Noget med at folde den sammen og stikke den op i skeden, hvor den så folder sig ud. Men det klarede jeg med et snuptag. Det sagde bare svup – og så sad den der. Og jeg kunne slet ikke mærke den. Intet af den der følelse, når en tampon sidder lidt for yderligt og bare er i vejen. Intet. Jeg gik direkte ned og trænede i halvanden time. Ingen gener, intet blod i trussen, intet!

Men så kom det øjeblik, hvor koppen skal tømmes. Det er så lettere sagt end gjort. Og nej, det er ikke noget med, at den skvulper over. Så meget bløder man simpelthen ikke. Nej, problemet havde derimod at gøre med tryk. Selvom jeg kunne få fat om den lille tap i bunden af koppen, kunne jeg nærmest ikke flytte på den. Den sad fast. Tappen, der af gode grunde er lidt klister, gled mellem mine fingre og jeg bandede højlydt. Tanken om at skulle til lægen og have den hevet ud, var sgu ikke så fed. Med møje og besvær lykkedes det til sidst. Tricket er at placere sig, så der er mest mulig rum i mellemgulvet og slappe helt af. Ja, det er nemmere sagt end gjort, men jeg lærer det nok.

Ingen snore, der binder mig

Et par dage med koppen og jeg er mere end overbevist. Især da det gik op for mig, at når der ikke længere hænger urin og blodbefængte trevler (ja, lad os nu bare være ærlige, man kommer altid til at tisse på den) ud af kussen, så bliver den noget mere appetitlig for mandfolk. Så er oralsex pludselig en mulighed 365 dage om året. I hele regionen! Kæft hvor lækkert. Mænd, der påstår andet, må lige hanke op i sig selv. 
Nu har jeg allerede pushet koppen til alle de kvinder jeg kan komme til. Og et par mænd, der fik lidt røde kinder af min bramfrihed (og en enkelt marketingsmedarbejder fra min arbejdsplads der friede – men det er en anden historie). Som en veninde sagde, efter hun havde bestilt sin egen: “Det er første gang, jeg glæder mig til at få min menstruation”. 
Kussegadget
“Det er jo en opgradering til fissen”, sagde den flere gange benævnte unge mand til mig. Jeg foretrækker at kalde det en kussegadget. Vi har ind i mellem nogle sproglige uoverensstemmelse. Men uanset hvad du vil kalde den, så er det seriøst den bedste investering, jeg har foretaget længe. Selvom det er underligt at skulle koge en gummikop i samme gryde, som jeg koger æg i. Afsted med jer damer. 

  • 0

Er jeg så ikke en rigtig kvinde?

Category:30+,ældstekussen,bekendelser,børn,fordømt,frustration,køn,kønsroller,kromosomer,kvinder,moderkusse,powerkvinde,problemer,selvindsigt,single,skruk,undtagelsestilstand,voksne

Ja, det er et temmelig stort spørgsmål. Og jeg mener det helt alvorligt, for jeg bliver faktisk i tvivl nogle gange. Bevares, jeg har alt der skal til – bryster, kusse, periodisk lavt selvværd, 2. dags tømmermænd efter et awesome nytår (wait, det vidner vist kun om, at jeg bliver 30 næste gang) modvillig tendens til drama og den rigtige kombination kromosomer – men er det nok? Noget tyder på, at det ikke er, for jeg fejler åbenbart på et ganske vigtigt punkt; Jeg har ikke planer om at skulle have børn! 
Det er sådan cirka her, min omverden går i noget der ligner undtagelsestilstand – for kvinder som jeg, det siger jo sig selv, er en direkte trussel mod vores samfunds videre eksistens – åh jo, den har jeg fået smidt i hovedet. Og for øvrigt også fordømt til livet som evig single, med dertilhørende kattehjem og let lugt af urin hængene om sig. (læs kusse til salg.). Men hvorfor er det sådan?

Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg ikke hører til børnehader gruppen. Jeg elsker børn, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg også temmelig god til dem. Jeg har set min del til fyre med børn, arbejdet i børnehaver, er yndlingstante, dobbelt op på faster og elsker det. Men alt det forsvinder fra folks hukommelse, det øjeblik jeg siger højt, at jeg aldrig har været skruk. Ikke skruk som i “Nååååårh se de små babytær”, eller “jeg smelter når min venindes datter på 3 siger, at jeg aldrig må ta hjem” – nej skruk, som i det min venindes kæreste beskriver som hendes æggestokke, der er kravlet op og har overtaget hendes hjerne. Den der slags skruk, der helt fysisk kan overtage en kvinde. Det har jeg aldrig prøvet. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig kvinde? 

Betyder det ikke bare, at jeg ikke er nået dertil endnu, måske aldrig gør. Jeg mener ikke man skal få børn, medmindre man selv kan forestille sig det, bare lidt. Man skal være klar til at ændre sit liv og sin livstil for good. Ikke nødvendigvis glemme sine egne behov, men som minimum være klar til, at en andens kommer først. Det er jeg ikke. Det bunder i mange ting; jeg kender ikke mig selv godt nok endnu, tanken om at skulle have det totale ansvar for et lille væsen skræmmer mig, tanken om at få større bryster under graviditeten skræmmer mig omtrent lige så meget, som tanken om deres tilstand bagefter og vigtigst af alt – jeg er single. Jeg får kastet i hovedet mindst en gang om måneden, at det hele vil ændre sig, når jeg har fundet ham, jeg har lyst til at få børn med, og selvom jeg ikke kan afvise at det er sandt, så kan jeg heller ikke bekræfte det. Jeg har siddet med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig at få børn med, og stadig ingen skruk følelse, og intet behov for at studere min mensescyklus nærmere. 
Men bevares, det kan jo ske, at jeg må æde mine ord på et tidspunkt. Men det tidspunkt er ikke nu. Jeg mener selv, at jeg har et ret sundt forhold til det at skulle gøre noget så stort og livsændrende som at få børn, men det er svært at opretholde troen på ens sunde sindstilstand, når jeg konstant bliver mødt med undren og en lille portion foragt for min anderledes holdning til emnet. Vi er nået til et punkt, hvor min farmor faktisk er begyndt at føle sig personligt ramt over, at jeg ikke har tænkt mig at give hende oldebørn. Det ville jo også være forfærdeligt, hvis hun skulle nøjes med de to hun allerede har, eller de der potentielt kan komme fra de 3 andre barnløse børnebørn. Ikke et ondt ord om farmor, hende elsker jeg højt, men hendes reaktion på emnet er blot noget, jeg møder lidt oftere, end jeg gerne ville – og det er progredierende i takt med, at jeg bliver ældre.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder med den her følelse, når børn bliver bragt op i tilfældig samtale. Det kan jeg ikke være. Men søde kære skrukke venner, kvinder som mænd, en fornuftig tilgang til det at skulle sætte børn i verden, er ikke unormal. Det kommer bare i forskellige versioner, og min indebærer tilfældigvis bare en mulighed for slet ikke at gøre det. Det gør mig vel ikke mindre kvindelig end andre kvinder. Eller mindre normal. Det gør mig til gengæld en lille smule træt og temmelig usikker. For jeg er da en kvinde… er jeg ikk?!


  • 6

Mit kønne luksusproblem

Category:appelsinhud,firstworldproblems,køn,luksusproblemer,nørd,skønhedsfejl
Hvad jeg nu har tænkt mig at skrive kommer med al sandsynlighed til at lyde både opblæst, arrogant og overfladisk. Det er jeg helt bevidst om. I kan kalde det et luksusproblem, hvis I vil. Ikke desto mindre, er det et problem, som jeg har tumlet en del med. Og ja, det siger måske lidt om størrelsen på mine andre problemer. Det er jo ikke hungersnød i Afrika eller  livstruende sygdom. Problemet er simpelthen – at jeg er en ret køn pige. Nogle har endda kaldt mig smuk. Jeg er ikke nogen modelskønhed, men jeg har tilpas mange gange fået at vide, at jeg af mange mænd (og kvinder) betragtes som lækker.
Og hvorfor er det så et problem, spørger I sikkert. Det er det som sådan heller ikke. Nogen gange tager det bare lidt overhånd.
Jeg opdagede det for første gang, da jeg kom i gymnasiet. Lige pludselig var der en masse fyre, der fandt mig interessant – det hjalp selvfølgelig også, at mine bryster voksede fra en A- til en DD-skål på et halvt år, bevares. Og jeg dyrkede det for fuld smadder. Det var selvfølgelig også helt lidt selvforskyldt, men pludselig måtte jeg konstatere, at jeg blev opfattet som overfladisk, smådum – og, nå ja, køn. Og jeg havde måske lidt forventet, at det bare var en periode i mit liv. At det ville være overstået efter tre år i Nordsjællands svar på Paradise Hotel. Desværre må jeg her fem år efter, at jeg forlod gymnasiet stadig møder disse forventninger. Og det til trods for, at jeg af mine nærmeste venner oftest opfattes som temmelig nørdet. 
Jeg lytter til P1 halvdelen af døgnets vågne timer, holder avis og læser tunge bøger i min øreklapstol. Jeg betragter egentligt mig selv som en forholdsvis interessant og begavet selskab – dog måske især for mennesker, der har passeret pensionsalderen. Faktisk har jeg oftest oplevet, at jeg kommer betydligt bedre ud af det med forældre og bedsteforældre, end med folk på min egen alder. Og det er jo også derfor, det nogen gange bare er nemmere, omend utroligt utilfredsstillende, at være køn og blond frem for det lidt nørdede mobbeoffer.
Så nu har jeg altså i en lang periode prøvet at slå kontra. Klædt mig i tøj, der ikke ligefrem fremhævede mine kvindelige attributter (her taler jeg altså ikke kun om bryster, som man måske kunne tro. Slå selv ordet op i en ordbog, hvis du ikke ved, hvad det betyder). Nå, men hvorom alting er. Så virkede det faktisk lidt. I hvert fald for min egen selvforståelse. Men bestemt ikke til det bedre. Jeg holdt op med at føle mig attraktiv og tiltalende. Bevares, jeg oplevede også at folk, primært mænd, talte til mig på en anden måde. Jeg formåede ind i mellem at blive en af drengene. Men ærligt talt, så vil jeg faktisk også gerne have lov at være kvinde. Og en attraktiv en af slagsen. Det er bare ikke det samme som at være ubegavet eller overfladisk. 
Jeg havde for nylig denne samtale med et herrebekendtskab. Han syntes bestemt, at det var de mest fjollede og unødvendige overvejelser at gøre sig. For når man nu var en køn pige, så var det da bestemt bare at nyde det. Og selvom han selvfølgelig kunne have ret i det, så gør det det altså ikke mindre kompliceret i mit lille kønne hoved. Det siger måske i virkeligheden også lidt om kompleksiteten af det lille hoved, at jeg kan bruge så meget energi på det. Og selvfølgelig er det også mega fjollet. Og jeg burde selvfølgelig bruge min mentale energi på noget andet. Det er jo ikke eksistentialistiske problematikker i Sartre-klassen. Der kommer nok aldrig en stor roman ud af mit livs genvordigheder. 
Det, at jeg er en køn pige, ligger som en fornuftspræget del af min bevidsthed. Jeg har fået det at vide så tilpas mange gange, at jeg er bevidst om, at det er sådan jeg bliver opfattet. Men det betyder bare ikke, at jeg ikke nogen gange bliver i tvivl. Jeg har også dage, hvor jeg føler mig som den grimmeste kvinde på jorden, hvor appelsinhuden på mine baglår synes at have bredt sig ned til anklerne. Hvor poserne under mine øjne inderholder til liter sand. Hvor min topmave ikke længere er nuttet men bare et bælte af rå medister omkring min talje. Og når man så siger det højt, får man at vide, at man skal tage sig sammen, at man da bør vide og forstå, at man er smuk og køn og attraktiv. For det er åbenbart usolidarisk at brokke sig over appelsinhud, store lår og bollehåndtag, når man bliver betragtet som køn.

Skal jeg bare holde min kæft og nyde, at jeg ser ud som jeg gør? Klappe i, når andre brokker sig over deres skønhedsfejl og holde mund med mine egne? Kan jeg overhovedet tillade mig at bruge jeres tid og internettets plads på den her slags undseelige problemer? Eller er det OK at synes,  det er lidt svært at være køn og nørdet og at det bliver en linedans i stilletter mellem de to yderpoler?


Arkiver

Kategorier