Category Archives: kønsroller

  • 0

Mænd med magt; kvinder med …?

Category:bekendelser,Erotik,fordomme,Ikke kategoriseret,kønsroller,mænd

Der er sket noget ganske upraktisk. Ja, måske endda lidt problematisk. Forleden morgen vågnede jeg af en meget virkelig og ikke helt platonisk drøm. Det var selvfølgelig meget rart, men det betød også, at jeg måtte indrømme, at jeg vist er gået hen og blevet lidt lun på (er der stadig nogen, der siger det) min universitetsunderviser. Han er høj, flot og vanvittigt begavet – og ja, især det sidste går altså lige i trusserne. Han er så vidt vides ret så afsat, men selv hvis han ikke var, så er det her jo ikke ligefrem noget at forfølge. Det kan næsten kun gå galt. Så jeg holder mig til at drømme om ham om natten, bruge utroligt meget tid på universitetet og håbe på at rende ind i ham, det giver sådan et rart sug i maven.

Selvom det ikke skal være noget, så er det sådan set ikke helt ubehageligt. Men det har fået mig til at tænke. Det ville langt fra være første gang, at jeg faldt pladask for en mand i en eller anden form for magt- eller autoritetsposition. I mine tidligere dage har der fx været en gymnasierlærer, en chef, en instruktør på et amatørteaterprojekt, jeg medvirkede i og en toppolitiker – blot for at nævne nogen. Men hvorfor egentlig?

Der er selvfølgelig de sædvanlige forklaringer om faderkomplekser – og bevares, jeg har længe haft et ikke helt uproblematisk forhold til min far, men det virker alligevel lidt for nemt. Også selvom magtforholdet følgeligt også har bidraget med en vis aldersforskydning. Selvfølgelig har det i visse tilfælde også været forbudt, hvilket selvfølgelig også betyder noget. Alligevel tror jeg, at der er noget mere. Det ser selvfølgeligt lidt ugleset, at man som moderne, selvstændig kvinde tænder på magt. Det virker nærmest oldnordisk. Men det virker altså nu en gang,

Mænd med magt er sexede (bevares ikke dem allesammen. Eksempelvis skulle jeg nok indtage mere end et enkelt tequilashot, før jeg ville kunne forføres af landets statsminister). Magt er sexet, fordi det implicerer en vis portion talent, ambitioner og hårdt arbejde (for de fleste), men mest af alt så er magt hos mænd er sexet, fordi det giver mig en følelse af magt – altså når forførelsen lykkedes. Når den ikke gør, giver det blot en følelse af afmagt – uagtet, hvem mandfolket måtte være. Magt hos mænd giver mig en følelse af magt. Ja, jeg sagde det. Når man kaster sine glubske øjne på  en mand, der er klog og dygtig og har styr på sit shit, så er tilfredsstillelsen ved at se ham med tungen ud af munden, med øjne som en hundehvalp, at han bliver til en begejstret teenagedreng omkring én bare virkelig stor. Måske ikke det mest flatterende træk ved min karakter, men sex og tiltrækning er bare sjældent så ridderligt, som man kunne ønske sig.

Det giver mig en følelse af magt, når mænd med magt begærer mig. Seksuel magt, helt klart, men det er nu også er ret stor magt. Og en magt, som jeg ikke skammer mig over at nyde. Bevares, jeg kunne da sikkert også nyde selv at sidde i en magtposition; mine professionelle ambitioner går sådan set i den retning – og selvom jeg ikke har tænkt mig at knalde mig til tops (faktisk tvivler jeg på, at det reelt kan lade sig gøre. Uanset hvor adræt man måtte være på lagenerne – eller på skrivebordet), så er det altså stadig pissehot. Punktum. Basta.

Heldigvis hersker der ikke et én-til-én forhold mellem sex og resten af verden.

Og så vil jeg nok fornøje mig med fantasierne og lade alle ideer om høje, flotte universitetsundervisere blive ved med at være fantasier. I hvert fald så længe jeg er på universitet. Derefter ved ingen jo, hvad fremtiden vil bringe.

Indrøm det, Underwood (ja ja, det er et Oscar Wilde-citat, Underwood er bare ligesom et præmieeksempel lige nu) havde ret…

 


  • 0

Datingmysterier 1: I omvendtland

Category:bittersingle,datingmysterier,drengebørn,frustration,Ikke kategoriseret,kærlighed,køn,kønsroller,mandelogik,mænd,single,singlekusse

Jeg er tilbage på datingmarkedet, selvom jeg egentlig ikke bryder mig særligt om det. Jeg er færdig med Tinder (det giver mig stress), jeg gider virkeligt ikke den der indknepningsfase, og jeg bliver nok aldrig rigtig god til at stå og nippe til en drink og slå smut med øjnene, mens jeg venter på, at en mand kaster sine øjne på mig. Ud på datingmarkedet må jeg altså, så drømmen om et lille hus i en stor have med en hængesofa og et æbletræ kan blive til virkelighed (eller en aller anden mindre provinsiel udgave af parforhold); jeg håber stadig på scenariet om tre dates og en diamantring.  Men jeg må som rimelig selvstænding, feministisk anlagt ung dame konstatere, at der er visse regler på det marked, som jeg ikke forstår.

Jeg har mødt denne her fyr. Vores første date var perfekt. To timers gåtur i vintersol med kaffe efterfulgt af to timers sludren på et tilrøget værthus. Vi havde virkelig meget at snakke om og besluttede hurtigt, at vi skulle ses igen. Den følgende gang blev så en sen fredag nat, hvor han tidligt på morgenen fulgte mig til metroen og gav mig et enkelt farvelkys på munden. Egentlig meget passende, syntes jeg. To dage efter modtager jeg så en mindre roman på min facebook-chat; han er ikke sikker på at vi har kemi, han vil gerne spille med åbne kort, etc. For mig en ret voldsom vurdering at komme med efter halvanden date, og jeg fortæller ham, at det, synes jeg, er tidligt at sige noget om, men hvis han har det sådan, er der næppe grund til at ses igen. Han beslutter sig så trods alt for, at han alligevel gerne vil ses igen. Og så er det her, det for alvor bliver mærkeligt.

Vi har nu datet i tre månederes tid. Vi har været på kunstmuseum, til julegudstjeneste med hans arbejde, til medaljeoverrækkelse (ja, I kan selv gætte på, hvad manden laver) og generelt bare en helt masse ting, som jeg betragter som ret seriøse – men på intet tidspunkt siden den famøse fredag nat, har manden forsøgt at kysse mig endsige røre mig mere end et flygtigt kram. På et tidspunkt besluttede jeg tage sagen i egen hånd. Jeg forsøgte sådan lidt diskret at gøre mig til, fx lagde jeg en hånd på hans lår under den famøse gudstjeneste (tror ikke, det er sådan rigtigt syndigt i kirken – men det er ikke et sted jeg frekventerer ofte nok til at kende alle reglerne),  hvor den så fik lov at ligge helt uberørt til det blev for pinligt for mig, og jeg måtte trække den til mig. Han synes tydeligvis ikke, at vi skulle holde i hånden. Min fejl! Måske var det bare kirken, men jeg forstår virkelig ikke, hvad der foregår her.

Vi taler åbent om vores fortid, vores dating- og sexhistorie, så jeg ved, at han har været om sig. Men et eller andet er altså sært. For mig er det her simpelthen den omvendte verden. Hold kæft, jeg har kendt mange mænd, der gerne ville kysse og kneppe, men som helst var fri for at foretage sig noget som helst andet sammen endsige præsentere mig for deres kolleger og lignende. Så hvad gør jeg her? Accepterer hans forklaring om den manglende kemi? Men hvorfor så alle de officielle arrangementer? Er jeg en præmie, han viser frem? En slags trofæ?

trophy wife

Jeg er simpelthen ikke sådan en prinsesse, der trives på en piedestal – man må sgu godt også bare have beskidt sex, eller i hvert fald vil jeg gerne snaves i gulvet snart. Måske skal jeg bare finde en anden til at gøre det. Slutteligt er der selvfølgelig også den mulighed, at manden er flintrende homoseksuel, og at jeg i virkeligheden udgør hans ‘skæg’. Det ville forklare så meget. Og gøre underværker for min selvtillid.


  • 0

Gæsteblog: Mythbusters – min røv er også følsom

Category:bekendelser,Erotik,feminisme,fordomme,heteronormativ,kønsroller,morgenfjæs,Penis,pik,pikkemænd

Endnu en gæsteblogger har meldt sig under fanerne. Vores allerførste mandlige gæst for at det ikke skal være lyv. Byd velkommen til ikke-bare-pikken-pikken (I vil forstå det, når I har læst teksten). Nyd den.

Der er en opfattelse af forskellen på kvinders og mænds seksualitet, der desværre fylder godt op ikke alene i populærkulturen, men også bag nedrullede gardiner. Grundlæggende set er omdrejningspunktet kvindens kompleksitet og, modsat, mandens enkelthed. I min omgangskreds er det både mænd og kvinder, der klamrer sig til den.

Som barn af firserne og ung i halvfemserne stødte jeg første gang på denne mytologi, for det er det det er, i seksualundervisningen. Den halvdel der ikke var dedikeret kvindens cyklus handlede om forskelle i liderlighed. Vi mænd, eller retteligt drenge, måtte forstå, at vi ikke bare sådan uden videre kunne regne med en pige også var tændt. Det krævede albuefedt, tålmodighed og en god portion empati overhovedet at komme i gang med et samleje. Og det handlede om at have en holistisk (jeps, jeg gik på friskole) tilgang til møget og komme hele kroppen rundt inden man ramte kussen. Det var sgu nok en meget god ting, at lære en flok unge drenge. Men hvad lærte pigerne så om os? Efter min erindring intet udover at en stakkels frivillig fik lov til, efter drengene igen var blevet sendt i gården med en bold 5 minutter i frikvarter, at sætte et kondom på en agurk. En vittighedstegning fra tiden opsummerede meget godt vores opfattelse. Et postkort, der viste henholdsvis mandens og kvindens erogene zoner. Ved kvinden gik der streger til nakke, bryster, inderlår, knæ, numse, kusse og en håndfuld andre områder. Ved manden 10 streger til pikken. Kæft der var sjovt.



Tager man et bredere vue ud over populærkulturen og seksualkulturen, står det hurtigt klart at denne opfattelse er fundamentet for en masse seksuel aktivitet og forestillingerne om den. Tænk på stort set alt rom-com/sit-com mellemkønslig humor. Min generations yndlingsshow (hvad var dét i øvrigt for en sær kollektiv trance?), Friends, er disse interaktioner typisk baseret på den præmis, at mændene er seksuelt ensporede: så meget som muligt, woop, woop, fisse! Kvinderne skal vindes, scores før de underlægges et langt forspil. Og manden vil bare knalde. Vores egen Lars Von Trier lavede for nyligt en film, hvis bærende præmis var det fascinerende ved den komplekse og vildtvoksende kvindelige seksualitet. Og manden vil bare knalde. Selv om han havde valgt ikke at lade en gymnasieklasse skrive dialogen i deres filosofitimer, havde det været en ganske uinteressant præmis. For den er alle steder i forvejen.

Og nu til de faktiske forhold mellem mænd og kvinder, for her ligger mytologien også som en tung dyne over seksuelt samvær. Efter en lille håndfuld længere forhold i mine omtrent 34 år må jeg være knap 1.000 timers forspil i underskud. Ikke at det handler om balance på kontoen. Overhovedet ikke. Al den røren og kyssen og slikken fra top til tå, om det så er klassiske ting som bryster og kusse eller i populær forstand mere vilde ting som tæer og numse, er et privilegium. Men derfor kan den normale overgang fra dette forspil til samlejet alligevel være lidt kedelig. Temmelig kedelig faktisk. Helt typisk fra drejebogen: en hånd ned til pikken for lige at tjekke, om den er hård nok til at madammen kan give den adgang. Slut. Så får I ikke mere for den 25 øre.

Måske jeg har været uheldig, men billedet bekræftes fra flere venner og bekendte. Det er for tamt, shit det er tamt, men bygger, tror jeg, på føromtalte mytologi. Manden kan altid tænde på noget, og så er der ingen grund til at bruge krudt på det lort (Det lyder egentlig også meget rart. Skal vi bytte et årtis tid?) Samtidig er der dog også mange mænd i min omgangskreds, der klamrer sig til forestillingen. Manden vil bare knalde, kvinden er åh så sofistikeret. Så kan kvinden få lov til at dyrke en ligeledes kulturelt indlejret prinsessefetichisme og samtidig giver myten manden en let tilgængelig hjælp til mandlig identitetsskabelse, hvor man samtidig ikke behøver stresse over, om man er bøsse fordi ens røv faktisk godt kan lide at blive rørt ved. Slap af. Selvfølgelig kan den det.

Grænserne for en mands seksualitet er i et forhold ofte indflettet i de her tåbelige ideer. Der er ikke nogen biden i brystvorter eller legende tunger på inderlårene. Nope. Manden vil kun knalde og ingen for forventer andet. Det er penetration og så tænker vi ellers på naturfagslæreren fra gymnasiet i håbet om at nydelsen for partneren forlænges. Egentlig havde jeg forestillet mig, at det rettede sig til med tiden, men det har ikke været tilfældet indtil videre. Omvendt er der vel ingen, der alvorligt forestiller sig, at en mands krop er dyppet i stearin fra fødslen, hvor en eller anden jordemoder holdt fast i pikken, som dermed blev eneste erogene zone. I en mindre videnskabelig kultur, ville denne skabelsesmyte sikkert have fungeret meget godt; en moderne version af Achilleus.

Konsekvensen er desværre, at sex bliver lidt kedeligt. Og at ingen er så glade som de kunne være. Forudsigeligt og asymmetrisk. Nu er det ikke sådan, at kvinder bare må komme i gang. For ligesom kvinder har et ansvar for at sørge for, at deres partner fatter hvad de vil, og det er typisk ikke spor komplekst efter min erfaring, er det mænds ansvar at bryde med nogle af de ovenstående forestillinger. Kom nu i gang. Strut for helvede lidt med den røv! Eller den armhule, whatever. Det er der ingen skam i. Eller det burde der ikke være, hvis ellers vores opfattelse af kønnene var lidt mindre heteronormativ. Og dét er alt, alt for kedsommeligt og lukker ned for masser af let tilgængelig nydelse. Måske skulle vi i stedet huske på Marquis de Sades noget udvidede naturforståelse. For ham var noget naturligt, hvis det forekom. Ergo var det helt naturligt at hans familie skulle indsmugle store dildoer til ham, da han sad fængslet i Bastillen. Det er da en charmerende, omend potentielt lige bred nok, forståelse af naturlighed.

Seksuel frigørelse har altid været nært sammenknyttet med feminismen og andre frigørelsesbevægelser. Alligevel er det som om, der mangler hele erkendelsesområder. Det faktum at mandens nervesystem faktisk er ganske veludviklet, er et af dem. I de enkelte forhold turde det ellers ligge lige for. Det er rart at blive rørt ved. Det synes din partner også. Selvom han er en mand. Men vores forståelse af hinandens krop og lyster er desværre alt for ofte mere påvirket af vores indlærte, og dybt forkerte forestillinger om kønnene. Hvis sex stadig er politisk, så er det her frontlinjen. Kvinde, du er aldrig mere feministisk, end når din tunge cirkler omkring din kærestes ringmuskel.



  • 0

Er jeg så ikke en rigtig kvinde?

Category:30+,ældstekussen,bekendelser,børn,fordømt,frustration,køn,kønsroller,kromosomer,kvinder,moderkusse,powerkvinde,problemer,selvindsigt,single,skruk,undtagelsestilstand,voksne

Ja, det er et temmelig stort spørgsmål. Og jeg mener det helt alvorligt, for jeg bliver faktisk i tvivl nogle gange. Bevares, jeg har alt der skal til – bryster, kusse, periodisk lavt selvværd, 2. dags tømmermænd efter et awesome nytår (wait, det vidner vist kun om, at jeg bliver 30 næste gang) modvillig tendens til drama og den rigtige kombination kromosomer – men er det nok? Noget tyder på, at det ikke er, for jeg fejler åbenbart på et ganske vigtigt punkt; Jeg har ikke planer om at skulle have børn! 
Det er sådan cirka her, min omverden går i noget der ligner undtagelsestilstand – for kvinder som jeg, det siger jo sig selv, er en direkte trussel mod vores samfunds videre eksistens – åh jo, den har jeg fået smidt i hovedet. Og for øvrigt også fordømt til livet som evig single, med dertilhørende kattehjem og let lugt af urin hængene om sig. (læs kusse til salg.). Men hvorfor er det sådan?

Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg ikke hører til børnehader gruppen. Jeg elsker børn, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg også temmelig god til dem. Jeg har set min del til fyre med børn, arbejdet i børnehaver, er yndlingstante, dobbelt op på faster og elsker det. Men alt det forsvinder fra folks hukommelse, det øjeblik jeg siger højt, at jeg aldrig har været skruk. Ikke skruk som i “Nååååårh se de små babytær”, eller “jeg smelter når min venindes datter på 3 siger, at jeg aldrig må ta hjem” – nej skruk, som i det min venindes kæreste beskriver som hendes æggestokke, der er kravlet op og har overtaget hendes hjerne. Den der slags skruk, der helt fysisk kan overtage en kvinde. Det har jeg aldrig prøvet. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig kvinde? 

Betyder det ikke bare, at jeg ikke er nået dertil endnu, måske aldrig gør. Jeg mener ikke man skal få børn, medmindre man selv kan forestille sig det, bare lidt. Man skal være klar til at ændre sit liv og sin livstil for good. Ikke nødvendigvis glemme sine egne behov, men som minimum være klar til, at en andens kommer først. Det er jeg ikke. Det bunder i mange ting; jeg kender ikke mig selv godt nok endnu, tanken om at skulle have det totale ansvar for et lille væsen skræmmer mig, tanken om at få større bryster under graviditeten skræmmer mig omtrent lige så meget, som tanken om deres tilstand bagefter og vigtigst af alt – jeg er single. Jeg får kastet i hovedet mindst en gang om måneden, at det hele vil ændre sig, når jeg har fundet ham, jeg har lyst til at få børn med, og selvom jeg ikke kan afvise at det er sandt, så kan jeg heller ikke bekræfte det. Jeg har siddet med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig at få børn med, og stadig ingen skruk følelse, og intet behov for at studere min mensescyklus nærmere. 
Men bevares, det kan jo ske, at jeg må æde mine ord på et tidspunkt. Men det tidspunkt er ikke nu. Jeg mener selv, at jeg har et ret sundt forhold til det at skulle gøre noget så stort og livsændrende som at få børn, men det er svært at opretholde troen på ens sunde sindstilstand, når jeg konstant bliver mødt med undren og en lille portion foragt for min anderledes holdning til emnet. Vi er nået til et punkt, hvor min farmor faktisk er begyndt at føle sig personligt ramt over, at jeg ikke har tænkt mig at give hende oldebørn. Det ville jo også være forfærdeligt, hvis hun skulle nøjes med de to hun allerede har, eller de der potentielt kan komme fra de 3 andre barnløse børnebørn. Ikke et ondt ord om farmor, hende elsker jeg højt, men hendes reaktion på emnet er blot noget, jeg møder lidt oftere, end jeg gerne ville – og det er progredierende i takt med, at jeg bliver ældre.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder med den her følelse, når børn bliver bragt op i tilfældig samtale. Det kan jeg ikke være. Men søde kære skrukke venner, kvinder som mænd, en fornuftig tilgang til det at skulle sætte børn i verden, er ikke unormal. Det kommer bare i forskellige versioner, og min indebærer tilfældigvis bare en mulighed for slet ikke at gøre det. Det gør mig vel ikke mindre kvindelig end andre kvinder. Eller mindre normal. Det gør mig til gengæld en lille smule træt og temmelig usikker. For jeg er da en kvinde… er jeg ikk?!


  • 2

Tilgiv mig Moder – for jeg har syndet

Category:bekendelser,feminisme,heteronormativ,kønsroller,mænd,stereotyper,synd,undskyld

Jeg betragter mig selv som feminist. Faktisk en ret ihærdig én af slagsen. Jeg mener i fulde alvor, at der er rigtigt mange kampe, der stadig skal kæmpes. Bevares, kvinderne har fået stemmeret og en plads på arbejdsmarkedet, men der er lang vej endnu. Især i forhold til den måde vi taler om køn og seksualitet på. Det kan gøre mig oprørt og temmelig pinligt berørt, at vi lever i et samfund, hvor landets store public service udbyder kan vise stærkt nedladende og sexistiske programmer i den bedste sendetid. Jeg vil undgå en længere diskussion af programmet, som jeg anser som pinligt og dårligt eksekveret – og som vi desuden bør tie ihjel.

Nå, men jeg er altså feminist. Jeg interesserer mig for, og forholder mig kritisk til, de sociale og sproglige konstruktioner, som vi tager for givet. Men jeg har det lidt svært med begrebet, mest fordi det klinger af afbrændte bh’er og vrede. Og jeg er altså ikke vred på mænd – i hvert fald ikke sådan generelt. Jeg har nok været vred på et par stykker af dem i sin tid. Og jeg kan godt lide at lege lidt med og skubbe til de stereotype kønsroller. Jeg elsker at tæve drengene i deres eget spil ved at tale mere om pik og patter og i et endnu mere beskidt sprog, end de selv gør. Jeg kan godt lide værktøj, og jeg er også ret ferm til at bruge det. Og hurra for det. Det er godt for mit image.

Men hvad stiller man så op, når man møder en mand med stor M, med store overarme, der kan flytte rundt på mig, som var jeg en lille nipsting, og jeg bliver helt blød i knæene? Eller når man tager sig selv i at fantasere om voldtægt? (Ja, alle kvinder har voldtægtsfantasier. Og der er KUN EN FANTASI!). Det er jo decideret pinligt. Og det er virkeligt skidt for mit image. Jeg har flere gange overvejet at blive lesbisk. Det er ligesom det ultimative opgør med kønsstereotyperne. Det ville jeg gerne. Men jeg har bare et problem. Jeg er alt for pjattet med mænd – også dem med store arme og hår på brystet, som hovedrystende finder mig både kær og let fjollet, når jeg hidser mig op med mine vrede, feministiske ytringer. Undskyld! Tilgiv mig, du almægtige feminisme – for jeg har syndet.

 


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...