Category Archives: kvinder

  • 0

Stop, stop, det er min krop!

Category:feminisme,forsvar,Ikke kategoriseret,Kvindehad,kvinder,ligestillig,mænd,overgreb

Jeg har en norsk veninde, der nu er bosat i den anden ende af Danmark. Hun er en af mine fineste veninder, som jeg desværre ikke ser ret ofte. Hun er opvokset i Oslo og har gået til feministisk selvforsvar, da hun var teenager. Det er et års tid siden, hun fortalte mig det, og jeg grinede lidt af det og syntes, det var fjollet. Misforstå mig ikke. Hver eneste kvinde har ejerskab over sin egen krop, et ejerskab, som ingen andre har over den, kan tage over den eller købe sig til. Ikke en gang et klap i røven af en random mand i Kødbyen er okay.

Dog kan jeg alligevel huske, at jeg tænkte, at det var lidt et overdrev at oprette hold, hvor norske teenagepiger kunne gå til feministisk selvforsvar. Hvad betyder feministisk selvforsvar egentlig overhoved? Til feministisk selvforsvar havde de et kampråb, der lød “Stop, stop, det er min krop“, og så skulle de lave nogle fagter med armene, der ligesom var et udtryk for at beskytte sig selv. Derudover, så vidt jeg kan forstå på min veninde, gik timerne ud på at lære en række teknikker, hvorpå man som kvinde havde mulighed for at forsvare sig over for overgreb.

mhiwnwi

Jeg har altid syntes jeg det var ret åndssvagt, for hvem har dog brug for det? Vi bor i Norden for helvede, her findes ingen personer, som i deres vildeste fantasi kunne finde på at begå et overgreb. I retrospekt runger den overbevisning en kende hult.

For seks dage siden blev jeg passet op af en mand på Gammel Torv i indre København. Han fulgte mig hjem til min lejlighed, som også ligger i København K. Det gjorde han på påskud af, at han ikke kendte nogle i København og godt bare ville sludre. Jeg tænkte fint nok, vi kan sagtens sludre, så jeg var venlig og sludrede løs. Da vi ankom til min adresse, og jeg skulle til at låse mig ind i min gård, spurgte han, om jeg havde tænkt mig at invitere ham med op, hvilket jeg naturligvis ikke havde. Det resulterede i, at han fik mast sig ind mellem porten og mig – og så stod han inde i min gård. Indrømmet panikkede jeg ret voldsomt, mit hjerte hamrede, og jeg forsøgte på bedste diplomatiske vis, at fortælle ham, at det nok var bedst, at han gik ud af min gård igen. Problemet var bare, at det ikke lige var det, han selv havde i tankerne, så han tog fat i mig, og i det sekund begyndte jeg at råbe, råbe af mine lungers fulde kraft. Min gård er lille og akustikken er vanvittig, så jeg ved af erfaring, at, uanset hvilken sal man bor på, kan man høre alt, hvad der foregår nede i den gård. Så jeg råbte. Den eneste gang jeg kan erindre at have råbt så højt, var til min første B-Boys koncert i Trommen i Hørsholm. Han blev meget forskrækket, og mens jeg krampagtigt holdt fast i dørhåndtaget, så han ikke kunne bære mig nogen steder hen, råbte jeg til ham, at alle mine naboer ville vågne lige om lidt, og når det skete, ville han have et seriøst problem i den kommende retssag. Det skræmte det sidste af hans tyndslidte sjæl ud af kroppen på ham, så han gik sin vej med truslen om, at han ville komme tilbage efter mig. Han er ikke kommet tilbage efter mig endnu. Men jeg har alligevel følelsen af, at jeg ser ham over det hele.

Tilgengæld skulle der ikke gå mere end et døgn, før mand nr. 2 forsøgte at gøre ham nummeret efter.

Han passede mig ligeledes op ved Gammel Torv, da jeg var på vej hjem fra en fest på Nørrebro. Han startede samtalen ud med at spørge, hvad jeg hed. Jeg bildte ham ind, at jeg hed Anna, og så satte jeg farten op, således at jeg fik et forspring i menneskemylderet. Han råbte “I like you, Anna – I really want to fuck you, Anna” (for han var ikke dansk), hvilket fik mig til sætte benene på nakken og løbe det bedste, jeg havde lært, således at mit forspring var så stort som muligt, når jeg ude foran porten skulle bruge tid på at finde mine nøgler nede i min kæmpe dametaske fyldt med alverdens lort. Det lykkedes mig, at smække døren til min gård lige i knolden på ham. Så stod han ude foran og råbte på mig, Anna, så højt at jeg kunne høre ham oppe fra min lejlighed.

Det er fem dage siden nu, og jeg kigger mig stadig over skulderen, og jeg mistænker alt med en pik mellem benene, der bare så meget som værdier mig et blik efter kl. 21.00, for at være voldtægtsmænd. Og jeg hader det, jeg hader at være bange for min egen by.

Kan det virkelig være sandt, at det fuldstændigt er gået min næse forbi, at København er blevet farligt sted for en kvinde at færdes? Eller har det altid været det?


  • 0

Min kusse er da noget særligt, er den ikke?

Category:bekendelser,elske,ensom,feminisme,fordomme,frisindet,Ikke kategoriseret,jalousi,kærlighed,køn,Kusse,kvinder,selvindsigt,veninder

Jeg har altid været af den opfattelse, at kusser er forskellige, meget forskellige. Både i udseende, men også i følelse og lugt. Den opfattelse har egentlig passet mig helt fint, for den ophæver ligesom det eventuelle, og meget tystys, konkurrence-mindset kvinder kan have med andre kvinder om deres kusses ve og vel.

IMG_2989

For at være helt ærlig, så har tanken om, at min kusse er unik gjort rigtig mange fine ting for mig. Særligt i mine teenageår, hvor jeg som den eneste pige i 9.a ikke var glatbarberet og i øvrigt heller ikke kunne finde ud af at stikke en tampon op, og det til trods for, at min møgdom (desværre) allerede var røget der.

Men forleden sker der så det – det frygtelige og måske i retrospekt også ret beroligende – min veninde og jeg dufter til hinandens kusser. Ja, det kan i første omgang godt lyde lidt sært, men det var det egentlig ikke. Ihvertfald ikke lige i den kontekst. Vi har forinden haft en lang snak om, at min kusses odour ændrer sig, hvis jeg får en ny, men fast sexpartner. Så skal kussen igennem en lidt sur fase. Det tager gerne en lille måned, før den ligesom finder tilbage i sine vandte rammer. Meget normalt og ikke noget, som rigtig kan få mit pis i kog.

Men i forlængelse af den snak, falder emnet altså på ens egen personlige kusseduft. Og så tog det ene det andet, og pludselig havde min veninde og jeg begge to klør fem ned og rode rundt i vores respektive kusser og så kunne man ellers få lov at snuse til den andens fingre, der altså nu duftede af kusse. En kusse, som ikke var ens egen vel at mærke. Mit første udbrud var, at hendes kusse duftede ligesom min, og på daværende tidspunkt var det en forfærdelig opdagelse jeg havde gjort mig. Hun kan ikke komme her og tage min helt egen individuelle kusseduft fra mig. Det kan hun simpelthen ikke. Det er ikke okay, for det er jo min duft, det er den duft, som får mig til at føle mig hjemme, min egen private duft og det er simpelthen ikke okay, at hun fratager mig den, ved at dufte ligesom jeg.

Det siger jeg til hende, naturligvis med et grin, men lidt sandhed var der alligevel i det. Hendes eneste kommentar, som jo er ret sand, og som jeg efterfølgende virkelig har taget til mig er var, “Yngsten, at vores kusser dufter ens, betyder blot at vi har et sundt miljø mellem benene. Det kan godt være vi ser forskellige ud og føles forskellige, men der er jo et vist klima, som skal forekomme i alle sunde kusser” – underforstået, du har en sund kusse og alle sunde kusser dufter mere eller mindre som din. Okay well, det kan jeg jo sådan set godt se rigtigheden i, og det er egentlig en meget fin viden, at min kusse dufter helt normalt af sund kusse. Men der går nok lige lidt tid før jeg vender mig til tanken om, at min kusses duft ikke er så særlig som jeg gik og troede.

Og nu tænker I sikkert, hvorfor det billede? Det har da ikke ret meget med indlægget at gøre. Og det har det egentlig lidt. Den ‘skrivende’ Kussesump har lige været værter for Kvinfos Tabusalon-arrangement, der hed “Kussens Hemmelighed”, hvor der bl.a. blev talt en del om, hvad man skal kalde kussen. I den forbindelse dukkede pigenavnet “Fie” op som synonym for kusse – den lader jeg lige stå lidt… Derudover faciliterede vi til arrangementet også en tegnekonkurrence, hvor man kunne farvelægge kusser. Den lader vi også lige stå lidt, mest fordi den leder hen til min pointe.

Nu har den ‘spillende’ Kussesump lige været i Aalborg og spille forestilling og der stødte jeg på ovenstående skilt på “Kunsten – Museum of modern art”. Desværre fandt jeg aldrig ud af, hvad det ville sige at farvelægge sin Nana, da døren ind til rummet, hvor dette kunne ske, var lukket – men jeg håber virkelig ikke, at det havde noget at gøre med den første tanke, som fór gennem hovedet på mig. Og i så fald fy! Stakkels kusse og stakkels Nana.


  • 0

Hvad kvinder bør…

Category:bagklogskab,bla bla bla,dramaqueen,jalousi,kælling,kvinder,mandelogik,nosser,tilgive,veninder,venner

Titlen på dagens blog gemmer ikke på en liste over ting, vi kvinder bør gøre, hverken i mændenes eller medkvindernes øjne. Nej, den gemmer på en lille liste over, hvad jeg helt personligt mener, at kvinder bør have. En liste som muligvis bygger på meget personlige oplevelser over de sidste måneder, men som i det store hele faktisk er rimelig universel – hvis jeg da selv skal sige det.

Hvad kvinder bør have:

1: Nosser.
De metaforiske af slagsen selvfølgelig. For som de fleste kvinder efterhånden har opdaget, så findes der en stor gruppe mænd, for hvem et ægte par af slagsen ikke er ensbetydende med evnen til at bruge dem. Derfor bør kvinder have et par i reserve til f.eks. at sige fra, når den forkerte rigtige mand dukker op… Eller til at rette skaden og stoppe den forkerte rigtige flirt i tide, hvis ikke man fik sagt fra fra starten. Jeg fandt mine for nylig, jeg havde glemt, at jeg havde dem.

2: En indre kælling.
Ikke at forveksle med nosserne. Den indre kælling er hende, der bor inde i din mave og tager sig af alle de upassende reaktioner, så du på ydersiden kan forblive et fattet og empatisk menneske. Det er hende, der holder dansefest, når eksens nye kæreste har fået bøjle på tænderne (som voksen), og hende der skyder konfetti af, når ham/hende, der ynker sig til alt, endelig dumper en eksamen. Lige pt. er jeg ved at lære min indre kælling om jalousi, for det er netop den slags irrationelle reaktioner og følelser, som hun kan tage sig af, så vi som normale velfungerende mennesker ikke skal grave vores egen grav offentligt, hver gang vi får et lille stik i brystet.

3: Evnen til at tilgive.
Ikke for enhver pris selvfølgelig, man skal mene det, ville det og vigtigst af alt; gøre det uden at gå på kompromis med sig selv. Men måske netop i forlængelse af ovenstående punkt ville det klæde kvinder med lidt tilgivelse, ikke at bære så meget nag eller brænde alle sine broer ned for dramatikkens skyld. Jeg skrev om det i “Fra pyroman til brobygger”, og selvom det venskab viste sig at blive mere besværligt end som så, så holder jeg fast i min tilgivelse, og han er stadig min ven, kaos til trods.

4: Veninder.
Ikke dem du altid har det sjovt med, eller dem der gejler alting fuldstændig op ved bare den mindste tilstedeværelse af hankøn i dit liv. Nej de veninder der på et splitsekund kan se eller høre på dig, hvordan du virkelig har det – det være sig på både godt og ondt og nogle gange, før du selv er klar over det. De hænger ikke på træerne, for det meste skal de læres op, og du skal selv åbne op for det. Men ind i mellem dukker de op ud af den blå luft, spørger dig, hvordan du har det, og fejer dit “fint tak” af vejen med et “det er løgn, men det snakker vi om senere”. Andre gange skal der en temalørdag om kussen og en spontan søndagsbrunch til, før man opdager dem. Mine to bedste aner jeg dog ikke rigtig hvornår eller hvordan dukkede op, men jeg kan ikke undvære dem.

5: Venner – dem med hår på brystet.
Det kan selvfølgelig være, at din kæreste er din bedste ven, og du ikke har brug for andre mænd i dit liv. Det kan jeg som sådan godt have respekt for. Men i tilfælde af, at du ikke er så heldig, så er en mandlig ven altså mere værd, end man nogen gange giver dem credit for. Ikke kun fordi at han forstår mænd og deres hjerner en del mere, end du selv gør og derfor kan være ganske nyttig, men også fordi, at hans tilgang til verden er lidt anderledes end din. Jeg har altid været bedst til drengevenner, fordi jeg simpelthen ikke magter det drama, piger bygger op om hinanden eller om verden. Og jeg har ingen kontrol over min egen indre dramaqueen, hvis ikke jeg ind i mellem får et skud udramatisk mandelogik lige i solar plexus – uforsødet og ærligt.

Man kan mene, at den vigtigste ting, kvinder bør have, er troen på sig selv. Det er jeg også fortaler for, men det er ikke altid lige nemt at opretholde den tro eller opbygge den, hvis ikke man havde den i forvejen. Det er så her min lille liste gerne skulle gøre gavn. Har man sagt fra en gang, tør man gøre det igen. Anerkender man sin indre kælling, stopper man forhåbentlig også med at være flov, over de menneskelige følelser vi alle render rundt med, hvor grimme de end er. Lærer vi ægte tilgivelse, er det nemmere at komme videre og vigtigst af alt – venner der tror på en, gør det lidt nemmere at tro på sig selv.

Og sådan ca. NU sidder den ene af mine mandlige venner et sted i Århus og ryster på hovedet af mig, fordi jeg har nået mit bla bla bla stadie og lommefilosofiske bagklogskab. Så jeg må hellere stoppe for i dag. God torsdag alle sammen – I er nogle smukke, smukke mennesker!!


  • 0

Er jeg så ikke en rigtig kvinde?

Category:30+,ældstekussen,bekendelser,børn,fordømt,frustration,køn,kønsroller,kromosomer,kvinder,moderkusse,powerkvinde,problemer,selvindsigt,single,skruk,undtagelsestilstand,voksne

Ja, det er et temmelig stort spørgsmål. Og jeg mener det helt alvorligt, for jeg bliver faktisk i tvivl nogle gange. Bevares, jeg har alt der skal til – bryster, kusse, periodisk lavt selvværd, 2. dags tømmermænd efter et awesome nytår (wait, det vidner vist kun om, at jeg bliver 30 næste gang) modvillig tendens til drama og den rigtige kombination kromosomer – men er det nok? Noget tyder på, at det ikke er, for jeg fejler åbenbart på et ganske vigtigt punkt; Jeg har ikke planer om at skulle have børn! 
Det er sådan cirka her, min omverden går i noget der ligner undtagelsestilstand – for kvinder som jeg, det siger jo sig selv, er en direkte trussel mod vores samfunds videre eksistens – åh jo, den har jeg fået smidt i hovedet. Og for øvrigt også fordømt til livet som evig single, med dertilhørende kattehjem og let lugt af urin hængene om sig. (læs kusse til salg.). Men hvorfor er det sådan?

Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg ikke hører til børnehader gruppen. Jeg elsker børn, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg også temmelig god til dem. Jeg har set min del til fyre med børn, arbejdet i børnehaver, er yndlingstante, dobbelt op på faster og elsker det. Men alt det forsvinder fra folks hukommelse, det øjeblik jeg siger højt, at jeg aldrig har været skruk. Ikke skruk som i “Nååååårh se de små babytær”, eller “jeg smelter når min venindes datter på 3 siger, at jeg aldrig må ta hjem” – nej skruk, som i det min venindes kæreste beskriver som hendes æggestokke, der er kravlet op og har overtaget hendes hjerne. Den der slags skruk, der helt fysisk kan overtage en kvinde. Det har jeg aldrig prøvet. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig kvinde? 

Betyder det ikke bare, at jeg ikke er nået dertil endnu, måske aldrig gør. Jeg mener ikke man skal få børn, medmindre man selv kan forestille sig det, bare lidt. Man skal være klar til at ændre sit liv og sin livstil for good. Ikke nødvendigvis glemme sine egne behov, men som minimum være klar til, at en andens kommer først. Det er jeg ikke. Det bunder i mange ting; jeg kender ikke mig selv godt nok endnu, tanken om at skulle have det totale ansvar for et lille væsen skræmmer mig, tanken om at få større bryster under graviditeten skræmmer mig omtrent lige så meget, som tanken om deres tilstand bagefter og vigtigst af alt – jeg er single. Jeg får kastet i hovedet mindst en gang om måneden, at det hele vil ændre sig, når jeg har fundet ham, jeg har lyst til at få børn med, og selvom jeg ikke kan afvise at det er sandt, så kan jeg heller ikke bekræfte det. Jeg har siddet med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig at få børn med, og stadig ingen skruk følelse, og intet behov for at studere min mensescyklus nærmere. 
Men bevares, det kan jo ske, at jeg må æde mine ord på et tidspunkt. Men det tidspunkt er ikke nu. Jeg mener selv, at jeg har et ret sundt forhold til det at skulle gøre noget så stort og livsændrende som at få børn, men det er svært at opretholde troen på ens sunde sindstilstand, når jeg konstant bliver mødt med undren og en lille portion foragt for min anderledes holdning til emnet. Vi er nået til et punkt, hvor min farmor faktisk er begyndt at føle sig personligt ramt over, at jeg ikke har tænkt mig at give hende oldebørn. Det ville jo også være forfærdeligt, hvis hun skulle nøjes med de to hun allerede har, eller de der potentielt kan komme fra de 3 andre barnløse børnebørn. Ikke et ondt ord om farmor, hende elsker jeg højt, men hendes reaktion på emnet er blot noget, jeg møder lidt oftere, end jeg gerne ville – og det er progredierende i takt med, at jeg bliver ældre.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder med den her følelse, når børn bliver bragt op i tilfældig samtale. Det kan jeg ikke være. Men søde kære skrukke venner, kvinder som mænd, en fornuftig tilgang til det at skulle sætte børn i verden, er ikke unormal. Det kommer bare i forskellige versioner, og min indebærer tilfældigvis bare en mulighed for slet ikke at gøre det. Det gør mig vel ikke mindre kvindelig end andre kvinder. Eller mindre normal. Det gør mig til gengæld en lille smule træt og temmelig usikker. For jeg er da en kvinde… er jeg ikk?!


  • 2

Stalkeren

Category:Facebook,kvinder,stalker
Jeg starter dette indlæg med en bekendelse. Jeg stalker virkeligt mange mennesker på facebook. Nogle gange så meget, at jeg er nødt til at spille dum, når jeg møder dem i virkeligheden. Det er altså temmeligt akavet at møde en kvinde (eller mand, men det er oftest kvinder, jeg stalker), som jeg aldrig har mødt før, men samtidig vide, hvor hun var på sin seneste ferie, hvad hun spiste til middag i går, hvem hun er venner med og hvem hun har været kæreste med. Det er faktisk temmeligt svært at reagere overrasket på historier, man har læst eller set flere gange end Pretty Woman og Den Eneste Ene.
Men hvorfor stalker vi andre kvinder på Facebook? Den søde fyrs veninder og ekskærester. Ekskærestens nye kæreste. Vores veninders veninder. Ekskæresten. Hvad forventer vi at finde? Grimme billeder fra en beskidt fortid? Afslørende billeder af nye og gamle flammer? Og hvorfor tror vi overhovedet, at facebookprofilen taler sandt?
Lad os lige for sjov gennemgå den information, man kan finde på undertegnedes profil, hvis vi ikke er venner. Mine profilbilleder; forholdsvis gode billeder af mig selv, som er udvalgt, fordi jeg synes, at jeg ser sød/smuk/sjov/kvik ud på dem. Mine coverbilleder; billeder jeg har taget eller fundet på internettet, fordi de udtrykker, at jeg er en belæst, berejst og kreativ personlighed. To offentlige statusopdateringer om mine meritter; udelukkende succeshistorier. Let’s face it. Facebook er et mekka af selviscenesættelse. Hvornår lægger du nogensinde selv et billede op, hvor mavedellen titter frem over joggingbuksekanten, og du spiser Ben&Jerrys ud af bøtten foran fjernsynet, mens en dårlig chickflick trækker sorte mascarastriber ned af dine kinder? Selvsagt findes der folk med mindre selvindsigt (og som måske endda klædeligt er mindre selvbevidste) end jeg. Og folk, der ikke er bevidst om deres privatindstillinger. Sæt jer ind i det. I bliver glade for det i fremtiden – eller bare nu, hvis I har mere end 50 venner. 
Og alligevel gør vi det allesammen. Ja, også dig. Ingen grund til at være hellig. Din profil er også blevet stalket tusindvis af gange. Sikkert også af mig. Men hvad om vi holdt op med at lede efter små pletter af skam på andre kvinders polerede overflader, og i stedet fokuserede på, hvor skønne disse kvinder er. Hver og én. Også stalkeren.

Arkiver

Kategorier