Category Archives: ligestillig

  • 0

Stop, stop, det er min krop!

Category:feminisme,forsvar,Ikke kategoriseret,Kvindehad,kvinder,ligestillig,mænd,overgreb

Jeg har en norsk veninde, der nu er bosat i den anden ende af Danmark. Hun er en af mine fineste veninder, som jeg desværre ikke ser ret ofte. Hun er opvokset i Oslo og har gået til feministisk selvforsvar, da hun var teenager. Det er et års tid siden, hun fortalte mig det, og jeg grinede lidt af det og syntes, det var fjollet. Misforstå mig ikke. Hver eneste kvinde har ejerskab over sin egen krop, et ejerskab, som ingen andre har over den, kan tage over den eller købe sig til. Ikke en gang et klap i røven af en random mand i Kødbyen er okay.

Dog kan jeg alligevel huske, at jeg tænkte, at det var lidt et overdrev at oprette hold, hvor norske teenagepiger kunne gå til feministisk selvforsvar. Hvad betyder feministisk selvforsvar egentlig overhoved? Til feministisk selvforsvar havde de et kampråb, der lød “Stop, stop, det er min krop“, og så skulle de lave nogle fagter med armene, der ligesom var et udtryk for at beskytte sig selv. Derudover, så vidt jeg kan forstå på min veninde, gik timerne ud på at lære en række teknikker, hvorpå man som kvinde havde mulighed for at forsvare sig over for overgreb.

mhiwnwi

Jeg har altid syntes jeg det var ret åndssvagt, for hvem har dog brug for det? Vi bor i Norden for helvede, her findes ingen personer, som i deres vildeste fantasi kunne finde på at begå et overgreb. I retrospekt runger den overbevisning en kende hult.

For seks dage siden blev jeg passet op af en mand på Gammel Torv i indre København. Han fulgte mig hjem til min lejlighed, som også ligger i København K. Det gjorde han på påskud af, at han ikke kendte nogle i København og godt bare ville sludre. Jeg tænkte fint nok, vi kan sagtens sludre, så jeg var venlig og sludrede løs. Da vi ankom til min adresse, og jeg skulle til at låse mig ind i min gård, spurgte han, om jeg havde tænkt mig at invitere ham med op, hvilket jeg naturligvis ikke havde. Det resulterede i, at han fik mast sig ind mellem porten og mig – og så stod han inde i min gård. Indrømmet panikkede jeg ret voldsomt, mit hjerte hamrede, og jeg forsøgte på bedste diplomatiske vis, at fortælle ham, at det nok var bedst, at han gik ud af min gård igen. Problemet var bare, at det ikke lige var det, han selv havde i tankerne, så han tog fat i mig, og i det sekund begyndte jeg at råbe, råbe af mine lungers fulde kraft. Min gård er lille og akustikken er vanvittig, så jeg ved af erfaring, at, uanset hvilken sal man bor på, kan man høre alt, hvad der foregår nede i den gård. Så jeg råbte. Den eneste gang jeg kan erindre at have råbt så højt, var til min første B-Boys koncert i Trommen i Hørsholm. Han blev meget forskrækket, og mens jeg krampagtigt holdt fast i dørhåndtaget, så han ikke kunne bære mig nogen steder hen, råbte jeg til ham, at alle mine naboer ville vågne lige om lidt, og når det skete, ville han have et seriøst problem i den kommende retssag. Det skræmte det sidste af hans tyndslidte sjæl ud af kroppen på ham, så han gik sin vej med truslen om, at han ville komme tilbage efter mig. Han er ikke kommet tilbage efter mig endnu. Men jeg har alligevel følelsen af, at jeg ser ham over det hele.

Tilgengæld skulle der ikke gå mere end et døgn, før mand nr. 2 forsøgte at gøre ham nummeret efter.

Han passede mig ligeledes op ved Gammel Torv, da jeg var på vej hjem fra en fest på Nørrebro. Han startede samtalen ud med at spørge, hvad jeg hed. Jeg bildte ham ind, at jeg hed Anna, og så satte jeg farten op, således at jeg fik et forspring i menneskemylderet. Han råbte “I like you, Anna – I really want to fuck you, Anna” (for han var ikke dansk), hvilket fik mig til sætte benene på nakken og løbe det bedste, jeg havde lært, således at mit forspring var så stort som muligt, når jeg ude foran porten skulle bruge tid på at finde mine nøgler nede i min kæmpe dametaske fyldt med alverdens lort. Det lykkedes mig, at smække døren til min gård lige i knolden på ham. Så stod han ude foran og råbte på mig, Anna, så højt at jeg kunne høre ham oppe fra min lejlighed.

Det er fem dage siden nu, og jeg kigger mig stadig over skulderen, og jeg mistænker alt med en pik mellem benene, der bare så meget som værdier mig et blik efter kl. 21.00, for at være voldtægtsmænd. Og jeg hader det, jeg hader at være bange for min egen by.

Kan det virkelig være sandt, at det fuldstændigt er gået min næse forbi, at København er blevet farligt sted for en kvinde at færdes? Eller har det altid været det?


  • 0

Fordi det er 2015

Category:bekendelser,Facebook,fantasi,forelsket,hjertesorger,Ikke kategoriseret,ligestillig

Kære venner,

Velkommen til vores nye side. Vi håber, I bliver lige så glade for den, som vi er. For at fejre det – og julen – så giver vi jer et indlæg hver dag i denne uge, både egne og en række spritnye gæstebloggere.

Byd et hjerteligt velkommen til Pottekussen.

Jeg er blevet forelsket i en anden mand, end ham jeg har fulgtes med siden 1988. Jeg ved ikke, om det er et problem. Jeg er forelsket i en mand, der er yngre end mig, og en mand der er langt mere feminist-smart i munden, end jeg nogensinde bliver.

Jeg ved ikke, om han vil have mig. Det kunne godt være et problem. Men normalt er det sådan, for sådan en som mig med store bryster og stor røv og en frisk erotisk attitude, at hvis jeg vil, så vil han også. Med mindre han er til speltcykelstativer. Han har sådan et lidt for langt hår, ham jeg er forelsket i, det er mørkt og blankt, men sådan kan de godt lide det ovre på den anden side af dammen. Det kan jeg leve med. Han har six-pack, og den kan han godt lide at vise frem, især når han bokser for velgørenhed. Det tror jeg faktisk slet ikke er noget problem.

Så har han også øjne, der både driller og er sorgfulde. Jeg tror dog, han lukker dem under sex. Så siger han formodentlig: “oh God, you are too sexy”, mens han flexer armene, så tatoveringerne danser. Han har også en kone. Det kunne måske være et problem, men hun er en tv-personlighed, som laver helt vildt meget artigt-arbejde for kvinder, der har det svært. Bulimi og den slags.

Det lider jeg ikke af. Hun bliver ikke noget problem. Problemet er, at jeg ser lidt op til ham. Det kan være farligt i et forhold. Bevares, man skal ære og respektere den, der får lov at røre, men man skal ikke føle sig mindre, vel? Sagen er, at han siger virkelig seje ting, også selvom jeg indtil nu kun har omtalt hans udseende. Men det var vel det, der henledte mig på hans personlighed – at han så virkelig godt ud.

Han har netop vundet et vigtigt valg i sit hjemland. Og i den forbindelse skulle han vælge virkelig mange nye kolleger. Det gjorde han ret sejt. To af dem, han valgte, bar turban den dag, de officielt blev udnævnt. Og ham der står for det med våben, han ligner en ninja-kriger. Altså en god en af slagsen. Et frisk pust kalder pressen det. Og det friske pust har desværre ikke ramt mig alene. Billederne af ham uden tøj på er blevet delt meget i mit netværk, efterfulgt af #kugodt. Det bliver nok et rigtig stort problem.

For tiden er han i Paris på grund af klimatopmødet. Det er ærgerligt, at det ikke er et kvinders rettigheder-topmøde. Dem har vi egentlig ikke haft så mange af. For så ville jeg blive lidt mere forelsket i den pæne mand med de pæne meninger. Han blev nemlig valgt til premiereminister i Canada i sidste måned, og da pressen spurgte ham, om hvorfor der var så mange kvinder i hans regering (15 ud af 31) svarede han bare: “because it’s 2015”. Sådan har jeg aldrig fået den før fra en af magtens mænd.

Alligevel har troldspejlets splint ramt mig. Og det er nok det største problem. For helt ærligt: så flot sagt er det jo ikke. Det er bare et faktum. Han sagde det, og det blev delt hundredetusindvis af gange på internettet, fordi han ser godt ud, fordi han sagde det med de drilske øjne rettet lige mod den kvindelige journalist, som blev befippet af, at han var vedholdende, og så slog han ud med armene.

Jeg kan godt lide vedholdende mænd. Jeg kan godt lide Justin Trudeau, som han hedder. Men helt ærligt: vend denne her situation om: Vælg en kvindelig premiereminister, der har været elite beachvolleyspiller, og fotos af hende i bikini bliver delt igen og igen med et smægtende #kugodt under. Det er jo sexistisk.Det er nok et rigtigt problem. Men for hvem?

 


  • 0

Så tag dog ansvar!

Category:abort,børn,fadderskab,forældre,juridisk abort,ligestillig

Da en kendt og til tider temmelig provokerende finansmand for nyligt proklamerede, at han ikke villle vedkende sig fadderskabet til det ufødte barn, hans ekskæreste bar i sin mave, skabte det ramaskrig landet over, men især i feministiske kredse. Han har siden slået på tromme for den såkaldte juridiske abort, hvor manden kan fraskrive sig sit fadderskab. Og folk er blevet gale! “Han skal jo bare tage ansvar for sine handlinger og betale sit børnebidrag – han har jo helt sikkert råd.” Men er fadderskab ikke andet end en fast månedlig bankoverførsel? Er det kun af økonomiske årsager, at manden ville ud?

Denne tekst skal på ingen måde læses som et forsvar for Klaus Riskjær. Jeg har absolut ingen interesse i at tage den diskussion for ham. Til gengæld interesserer det mig, hvor hurtigt diskussionen om den juridiske abort bliver fejet af bordet med argumentet om ansvar. Især fordi der ligger en langt mere væsentlig diskussion lige bagved – nemlig en ligestillingsdiskussion i forhold til forældrerollen. Og det har de selvudnævnte feminister tydeligvis glemt.

Lige en indskudt note her. Jeg betragter mig selv som feminist i den forstand, at jeg ikke mener, at mænd og kvinder skal være ens, men derimod at de skal have lige rettigheder og muligheder. Jeg går derimod ikke med et ønske om, at kvinder skal overtage verden og undertrykke alle mænd som en hævnakt for patriarkatets storhedstid.

Tilbage til ligestillingen. Af biologiske årsager har kvinden primær adgang til barnets første levetid; hun bærer det i maven i ni måneder, gennemgår en smertefuld fødsel og de mange efterfølgende gener (sammensyet mellemkød, en livmoder, der skal trække sig sammen, brystbetændelse i forbindelse med amning osv.), og det er hende, der giver føden til ungen de første måneder af dens liv. Men det betyder for mig at se ikke, at det er mere hendes barn end faderens. I det tilfælde, at det var mere hendes, ville det forøvrigt ophæve mandens ansvar for at tage barsel, betale til mad, tøj osv. og desuden drage omsorg for kvinden og barnet. Nå, men altså – barnet er begge forældres ansvar og tilhører begge forældre (måske er det lidt voldsomt at tale om ejerskab i forbindelse med et levende menneske, men i mangel på bedre ord). Alligevel er det udelukkende kvinden, der beslutter, om barnet skal blive til eller ej.

Når en kvinde bliver gravid, er hun ikke forpligtet til at fortælle manden dette. Hun kan dog altid gøre det, skulle hun få brug for børnebidraget, men reelt set kan man som mand være blevet far uden at have den fjerneste anelse. Eller kvinden kan vælge at få en abort, uden at manden har noget at skulle have sagt i forhold til sit eget afkom. Jeg er fuldt ud klar over, at man ikke kan tvinge en kvinde til at bære et barn i ni måneder, bare fordi manden ønsker det, men man burde efter min overbevisning altid tage ham med på råd (selvfølgelig ikke i tilfælde, der involverer forskellige typer af overgreb, det er klart).

Nå men altså, manden har absolut intet at skulle have sagt – uanset om han vil eller ikke vil være far. Og nej, man kan ikke tvinge en kvinde til at forblive gravid. Og man bør heller ikke tvinge hende til at få en abort, hvis hun ikke ønsker det. Det er en traumatisk oplevelse for de fleste kvinder, og der skal man ikke tvinges ud. Men hvor er mandens rettigheder?

Jeg bliver så træt, hver eneste gang jeg hører nogen sige at hvis manden ikke vil være far, så kan han bare beskytte sig. For det første, fordi der efterhånden har været en del historier om mænd, der faktisk troede, at de var beskyttet – og så var de det ikke alligevel (kondom, der springer, kvinder, hvis p-piller ikke virker eller ikke er blevet tager – find selv på flere). Og for det andet, hvis argumentet mod den juridiske abort er, at mænd bare skal tage ansvar – så er det vel også argumentet mod den frie abort. Hvorfor skal kvinder ikke tage ansvar for deres handlinger, når de har haft ubeskyttet sex og er blevet gravide. Hvorfor kan de fraskrive sig forældrerollen, hvis manden ikke kan?

Når nu alt det er sagt, så er jeg ikke helt sikker på, at jeg er fortaler for den juridiske abort. Primært fordi den ikke løser problemet. Bevares, en mand ville kunne fraskrive sig det juridiske fadderskab og slippe for børnebidrag, men så er faderrollen jo negligeret til skaffedyr. Og der må være mere i det. Selvom man(d) får en juridisk abort, så risikerer man jo stadig, at der 18 år senere står en lyshåret pige med våde øjne på ens dørtrin og siger “du er min far!” Og den del af problemet kan vi jo ikke løse.

Så altså, dette er ikke et forsvar for den juridiske abort (eller Klaus Riskjær), men et indspark i en debat, der alt for hurtigt bliver lukket med argumentet om at tage ansvar. Kære vrede kvinder – hvad med om I tog ansvar? Både for at give jeres børn fædre, for at give jeres kærester, ekskæreste og one-night stands medbestemmelse i forhold til en eventuel graviditet – og for ikke at lægge låg på en meget væsentlig diskussion. Det er altså sådan ligestilling skabes.


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...