Generation Vatpik

Jeg har været single i et halvt år, så nu er det vidst på tide at komme tilbage på kødmarkedet. Eller hvad man nu skal kalde det. Jeg er en person, som til tider er meget utålmodig. Jeg hader at vente, vente på et svar, spille det der spil, ’kærlighedspillet’, hvor der skal gå x antal timer, før man svarer hinanden, hvor man ikke må virke for interesseret, osv. Det kan ind i mellem gøre det vanskeligt at være på datingmarkedet.

De senest måneder er  det alligevel lykkedes mig, at løbe ind i nogle fyre, eller mere præcis to fyre, som jeg synes var meget attraktive.

Lad os begynde med den første fyr:

Jeg så ham en dag, hvor han sagde hej til mig. Han er meget flot og smilede sødt, så jeg tænkte: hvorfor ikke spørge, om han har lyst til at drikke en kop kaffe en dag? Det er jo ganske uskadeligt. Så det gjorde jeg! Jeg sendte ham simpelthen følgende besked: »Hej, jeg synes du ser helt vildt sød ud, så jeg tænkte på om du har lyst til at drikke en kop kaffe en dag?«

Men kender du det, du ser én, du får aldrig spurgt, og de spøger i dit sind, fordi du aldrig fandt ud af, om han nu var ham?

Det er første gang, jeg gør sådan noget. Men kender du det, du ser én, du får aldrig spurgt, og de spøger i dit sind, fordi du aldrig fandt ud af, om han nu var ham? Så jeg tænkte, hvad fanden har jeg at miste og sendte beskeden af sted. Uger gik … intet svar. Ikke så meget som et »øh nej tak«. Intet.
Så gik min hjerne selvfølgelig i gang: Du er også for tyk, for grim, han dater kun modeller, det bliver du aldrig. Måske er han homoseksuel? Det var også alt for stalker-agtigt af dig at gøre sådan. You get the point. Heldigvis – efter et par ugers diskussion med mig selv – kom jeg frem til, at han er bare en vatpik. En vatpik, der ikke engang tør give et ordentligt afslag. Hvad fanden skulle jeg også bruge sådan en til? Intet.

Heldigvis – efter et par ugers diskussion med mig selv – kom jeg frem til, at han er bare en vatpik.

Det bringer os til den anden fyr:

Ham her var der mere ved. Vi mødtes til en fest, der var kemi, vi kiggede lidt længe på hinanden, altså længere, end du normalt ville kigge på en fremmed. Vi krammede farvel efter festen, og hver gang vi stødte på hinanden efter den fest, smilte vi til hinanden og vinkede.

Klip til næste fest. Vi snakker, eller jeg snakker mest, han brugte mest tid på at lege genert, kigge lang tid på mig, smile, ja du ved: alt det gode ved en teenage-flirt. Han forsvandt ikke fra mig, de gange han fik chancen. Vi sagde farvel igen. Alt var godt. Vi smilte de næste dage, når vi stødte ind i hinanden, vi vinkede. Han inviterede mig dog ikke ud, men han var selvfølgelig også genert. Igen tænker jeg, jeg smider en besked. Altså ’vil du drikke en kop kaffe’-beskeden.

Alt var godt. Vi smilte de næste dage, når vi stødte ind i hinanden, vi vinkede. Han inviterede mig dog ikke ud, men han var selvfølgelig også genert.

Nu sidder jeg så her igen: intet hørt. Intet.Igen er hjernen tilbage: Du er for grim, for tyk, han dater kun modeller … blah, blah, blah. Man stopper ikke bare lige en kvindehjerne, desværre. Den kører for fulde drøn.

Mens jeg sidder her, og føler mig som den halvtykke, grimme kvinde, som er lidt for stalker-agtig, så slog det mig: Er mænd bare blevet en flok vatpikke? Som ikke engang tør sig pænt nej tak til en kop kaffe? Det må I sgu kunne gøre bedre.

Så kære vatpik-mand.

Giv et svar, også selvom det er negativt. Jeg dør ikke af det. Faktisk bliver jeg kun glad for svar, uanset om det er et positivt eller negativt et af slagsen. I det mindste er det et svar (ja, så taknemmelig bliver man med tiden). Ellers ender det med at ingen kvinder tør tage et initiativ igen, hvis man bare ender med at føle sig som en idiot

Giv et svar, også selvom det er negativt. Jeg dør ikke af det.

Tag dine vatnosser i hånden, smid et nej, men for guds skyld, lad dog hver med at ignorere beskeder. Det er simpelthen for tarveligt over for mig eller andre kvinder, der egentlig bare giver dig et kompliment.

Hvordan man (ikke) håndterer dårlig sex

For nogle måneder siden havde jeg, hvad jeg nok vil betegne som det dårligste sex i mit voksne liv. Hvor slemt kan det være tænker du – temmelig slemt. Jeg tænker ikke umiddelbart, at det faktum, at vi begge var ret fulde, var eneste undskyldning for et utroligt miserabelt forsøg på penetration, som til gengæld foregik helt uden forspil fra hans side – og en god portion bramfrie kommentarer fra min.

Her følger min beretning om alle de fejl, jeg (og han) begik den nat.

Først mødtes vi sent om natten (fejl nr. 1) på Istedgade (fejl nr.2) . Vi havde begge været ude siden sidst på eftermiddagen og var derfor temmelig fulde. Men vi har flirtet i to år, endelig været på date nogle uger i forvejen, så nu var der ingen vej uden om (det der med at lægge op til den slags i årevis er forøvrigt også en fejl: forventningspresset er enormt).

Så tog vi direkte hjem til ham (måske havde en enkelt drink i hinandens selskab lige løsnet lidt for den spændte situation), hvor han smed mig på sengen, tog mit tøj af og forsøgte at presse forholdsvis meget diller op i min totalt uforberedte kusse. Her gik jeg og troede, at den slags var overstået i teenageårene, og at mænd over 30 faktisk havde hørt om forspil, men ak nej. Så da han havde maset rundt mellem mine ben uden videre succes, måtte jeg simpelthen lige tage et alvorsord med manden: “Hey Preben (det hedder han ikke, men her hænger vi ikke folk ud med navn), det der, du har gang i, virker ikke rigtigt for mig”. Han virkede helt forundret over, at jeg havde stemmens brug, når nu han var ved at servere guddommelig elskov for mig. Jeg tog ham i hånden og forsøgte – helt håndholdt – at vise ham, hvordan projektet kunne blive minimalt mere tilfredsstillende for mig, og gøre det muligt for ham at trænge op i mig uden at begå vold på mine slimhinder. Det virkede han ikke videre interesseret i…

Så forsøgte han igen, nu med lidt mere held, at mase rundt med sin veludrustede manddom. Men da det stadig var ubehjælpsomt, måtte jeg endnu en gang stoppe ham. Denne gang med det meget kontante spørgsmål: “Preben, hvor mange kvinder har du egentlig været i seng med?” (Jeg havde en ret sikker formodning om, at det var mange). Med det spørgsmål tog jeg ham tydeligvis med bukserne nede (faktisk lå de på gulvet ved siden af sengen), og han standsede med det samme sine anstrengelser. “Hvorfor spørger du om det?” (Indrømmet, der var ikke det mest elegante spørgsmål, men jeg var seksuelt frustreret som bare pokker, og så er jeg altså ikke skide diplomatisk) “Jo altså, jeg tænkte bare, at hvis du har forsøgt det her med andre kvinder, så må jeg undres over, at ingen tidligere har sagt fra”.

Og så sluttede de seksuelle eskapader (eller hvad vi nu skal kalde det) med et “Måske skal vi prøve i morgen i stedet. Jeg er meget fuld”, en del kys og en ske-formation under dynen.

Næste morgen blev der dog ikke meget sex. Vi skulle begge op og videre med dagens gøremål, men han insisterede på, at vi måtte prøve igen en dag, hvor vi begge var ædru. Siden har jeg ingenting hørt fra manden. Det skal nok blive festligt, næste gang vi løber på hinanden…

Jeg håber, jeg i det mindste har gjort ham – og hans fremtidige kvindelige bekendtskaber – en tjeneste.

Uventet udfald af Happn og Tinder

Nu har jeg efterhånden været på datingmarkedet længe. Det har ikke været den store succes – i hvert fald ikke, hvis målet var at få en kæreste. Til gengæld er der sket noget andet, som i og for sig var lidt uventet – men ikke helt dumt. Nogle af de fyre, jeg har datet, er nemlig blevet hængende.

Den første og jeg måtte indse, at vi nok ikke var skabt for hinanden – jo på papiret var det et godt match – men i praksis var der bare ingen gnist. Det var ret smertefrit for os begge to. Og så troede jeg egentlig, at det skulle ende der, men nej. Han blev ved med at skrive for at sludre, grine af noget, nogen havde skrevet på facebook eller i avisen, spørge mig om noget arbejde, etc. Og efterhånden er der vel sket det, at vi er gået hen og blevet venner – ja, jeg er sågar inviteret til hans fødselsdag næste måned.

Den anden var også en ‘good on paper-guy’. Desværre udeblev sommerfuglene i maven (ja, det er et begyndende tema), og jeg endte det efter 3-4 dates. Det var han vist ked af, men ellers tog han det pænt, selvom han blev ved med at dukke op på sociale medier: facebook, snapchat og sådan. i dag er han faktisk i top 5 blandt mine snapchat-venner. Det er også ret heldigt; vi mødte hinanden på Happn, hvilket selvfølgelig betyder, at han bor rundt om hjørnet – det kunne godt være blevet grimt.

Det var ikke lige nye venner, jeg havde forventet at få, da jeg downloade Happn og Tinder. Men når nu der ikke er kommet en kæreste ud af swiperiet – så var det da ikke det værste, der kunne ske. Faktisk er det en ret positiv overraskelse, og måske en påmindelse til alle andre, der enten er bange for at kaste sig ud i dating eller bare ikke tror, der kan komme noget godt ud af det. Det kan der – også selvom det ikke er prinsen på den hvide hest. Og hvem ved, måske har de nye drengevenner nogle søde singlevenner?

Indtil da er det her det bedste match, jeg har fået.

tinder

Mænd med magt; kvinder med …?

Der er sket noget ganske upraktisk. Ja, måske endda lidt problematisk. Forleden morgen vågnede jeg af en meget virkelig og ikke helt platonisk drøm. Det var selvfølgelig meget rart, men det betød også, at jeg måtte indrømme, at jeg vist er gået hen og blevet lidt lun på (er der stadig nogen, der siger det) min universitetsunderviser. Han er høj, flot og vanvittigt begavet – og ja, især det sidste går altså lige i trusserne. Han er så vidt vides ret så afsat, men selv hvis han ikke var, så er det her jo ikke ligefrem noget at forfølge. Det kan næsten kun gå galt. Så jeg holder mig til at drømme om ham om natten, bruge utroligt meget tid på universitetet og håbe på at rende ind i ham, det giver sådan et rart sug i maven.

Selvom det ikke skal være noget, så er det sådan set ikke helt ubehageligt. Men det har fået mig til at tænke. Det ville langt fra være første gang, at jeg faldt pladask for en mand i en eller anden form for magt- eller autoritetsposition. I mine tidligere dage har der fx været en gymnasierlærer, en chef, en instruktør på et amatørteaterprojekt, jeg medvirkede i og en toppolitiker – blot for at nævne nogen. Men hvorfor egentlig?

Der er selvfølgelig de sædvanlige forklaringer om faderkomplekser – og bevares, jeg har længe haft et ikke helt uproblematisk forhold til min far, men det virker alligevel lidt for nemt. Også selvom magtforholdet følgeligt også har bidraget med en vis aldersforskydning. Selvfølgelig har det i visse tilfælde også været forbudt, hvilket selvfølgelig også betyder noget. Alligevel tror jeg, at der er noget mere. Det ser selvfølgeligt lidt ugleset, at man som moderne, selvstændig kvinde tænder på magt. Det virker nærmest oldnordisk. Men det virker altså nu en gang,

Mænd med magt er sexede (bevares ikke dem allesammen. Eksempelvis skulle jeg nok indtage mere end et enkelt tequilashot, før jeg ville kunne forføres af landets statsminister). Magt er sexet, fordi det implicerer en vis portion talent, ambitioner og hårdt arbejde (for de fleste), men mest af alt så er magt hos mænd er sexet, fordi det giver mig en følelse af magt – altså når forførelsen lykkedes. Når den ikke gør, giver det blot en følelse af afmagt – uagtet, hvem mandfolket måtte være. Magt hos mænd giver mig en følelse af magt. Ja, jeg sagde det. Når man kaster sine glubske øjne på  en mand, der er klog og dygtig og har styr på sit shit, så er tilfredsstillelsen ved at se ham med tungen ud af munden, med øjne som en hundehvalp, at han bliver til en begejstret teenagedreng omkring én bare virkelig stor. Måske ikke det mest flatterende træk ved min karakter, men sex og tiltrækning er bare sjældent så ridderligt, som man kunne ønske sig.

Det giver mig en følelse af magt, når mænd med magt begærer mig. Seksuel magt, helt klart, men det er nu også er ret stor magt. Og en magt, som jeg ikke skammer mig over at nyde. Bevares, jeg kunne da sikkert også nyde selv at sidde i en magtposition; mine professionelle ambitioner går sådan set i den retning – og selvom jeg ikke har tænkt mig at knalde mig til tops (faktisk tvivler jeg på, at det reelt kan lade sig gøre. Uanset hvor adræt man måtte være på lagenerne – eller på skrivebordet), så er det altså stadig pissehot. Punktum. Basta.

Heldigvis hersker der ikke et én-til-én forhold mellem sex og resten af verden.

Og så vil jeg nok fornøje mig med fantasierne og lade alle ideer om høje, flotte universitetsundervisere blive ved med at være fantasier. I hvert fald så længe jeg er på universitet. Derefter ved ingen jo, hvad fremtiden vil bringe.

Indrøm det, Underwood (ja ja, det er et Oscar Wilde-citat, Underwood er bare ligesom et præmieeksempel lige nu) havde ret…

 

Stop, stop, det er min krop!

Jeg har en norsk veninde, der nu er bosat i den anden ende af Danmark. Hun er en af mine fineste veninder, som jeg desværre ikke ser ret ofte. Hun er opvokset i Oslo og har gået til feministisk selvforsvar, da hun var teenager. Det er et års tid siden, hun fortalte mig det, og jeg grinede lidt af det og syntes, det var fjollet. Misforstå mig ikke. Hver eneste kvinde har ejerskab over sin egen krop, et ejerskab, som ingen andre har over den, kan tage over den eller købe sig til. Ikke en gang et klap i røven af en random mand i Kødbyen er okay.

Dog kan jeg alligevel huske, at jeg tænkte, at det var lidt et overdrev at oprette hold, hvor norske teenagepiger kunne gå til feministisk selvforsvar. Hvad betyder feministisk selvforsvar egentlig overhoved? Til feministisk selvforsvar havde de et kampråb, der lød “Stop, stop, det er min krop“, og så skulle de lave nogle fagter med armene, der ligesom var et udtryk for at beskytte sig selv. Derudover, så vidt jeg kan forstå på min veninde, gik timerne ud på at lære en række teknikker, hvorpå man som kvinde havde mulighed for at forsvare sig over for overgreb.

mhiwnwi

Jeg har altid syntes jeg det var ret åndssvagt, for hvem har dog brug for det? Vi bor i Norden for helvede, her findes ingen personer, som i deres vildeste fantasi kunne finde på at begå et overgreb. I retrospekt runger den overbevisning en kende hult.

For seks dage siden blev jeg passet op af en mand på Gammel Torv i indre København. Han fulgte mig hjem til min lejlighed, som også ligger i København K. Det gjorde han på påskud af, at han ikke kendte nogle i København og godt bare ville sludre. Jeg tænkte fint nok, vi kan sagtens sludre, så jeg var venlig og sludrede løs. Da vi ankom til min adresse, og jeg skulle til at låse mig ind i min gård, spurgte han, om jeg havde tænkt mig at invitere ham med op, hvilket jeg naturligvis ikke havde. Det resulterede i, at han fik mast sig ind mellem porten og mig – og så stod han inde i min gård. Indrømmet panikkede jeg ret voldsomt, mit hjerte hamrede, og jeg forsøgte på bedste diplomatiske vis, at fortælle ham, at det nok var bedst, at han gik ud af min gård igen. Problemet var bare, at det ikke lige var det, han selv havde i tankerne, så han tog fat i mig, og i det sekund begyndte jeg at råbe, råbe af mine lungers fulde kraft. Min gård er lille og akustikken er vanvittig, så jeg ved af erfaring, at, uanset hvilken sal man bor på, kan man høre alt, hvad der foregår nede i den gård. Så jeg råbte. Den eneste gang jeg kan erindre at have råbt så højt, var til min første B-Boys koncert i Trommen i Hørsholm. Han blev meget forskrækket, og mens jeg krampagtigt holdt fast i dørhåndtaget, så han ikke kunne bære mig nogen steder hen, råbte jeg til ham, at alle mine naboer ville vågne lige om lidt, og når det skete, ville han have et seriøst problem i den kommende retssag. Det skræmte det sidste af hans tyndslidte sjæl ud af kroppen på ham, så han gik sin vej med truslen om, at han ville komme tilbage efter mig. Han er ikke kommet tilbage efter mig endnu. Men jeg har alligevel følelsen af, at jeg ser ham over det hele.

Tilgengæld skulle der ikke gå mere end et døgn, før mand nr. 2 forsøgte at gøre ham nummeret efter.

Han passede mig ligeledes op ved Gammel Torv, da jeg var på vej hjem fra en fest på Nørrebro. Han startede samtalen ud med at spørge, hvad jeg hed. Jeg bildte ham ind, at jeg hed Anna, og så satte jeg farten op, således at jeg fik et forspring i menneskemylderet. Han råbte “I like you, Anna – I really want to fuck you, Anna” (for han var ikke dansk), hvilket fik mig til sætte benene på nakken og løbe det bedste, jeg havde lært, således at mit forspring var så stort som muligt, når jeg ude foran porten skulle bruge tid på at finde mine nøgler nede i min kæmpe dametaske fyldt med alverdens lort. Det lykkedes mig, at smække døren til min gård lige i knolden på ham. Så stod han ude foran og råbte på mig, Anna, så højt at jeg kunne høre ham oppe fra min lejlighed.

Det er fem dage siden nu, og jeg kigger mig stadig over skulderen, og jeg mistænker alt med en pik mellem benene, der bare så meget som værdier mig et blik efter kl. 21.00, for at være voldtægtsmænd. Og jeg hader det, jeg hader at være bange for min egen by.

Kan det virkelig være sandt, at det fuldstændigt er gået min næse forbi, at København er blevet farligt sted for en kvinde at færdes? Eller har det altid været det?

Datingmysterier 1: I omvendtland

Jeg er tilbage på datingmarkedet, selvom jeg egentlig ikke bryder mig særligt om det. Jeg er færdig med Tinder (det giver mig stress), jeg gider virkeligt ikke den der indknepningsfase, og jeg bliver nok aldrig rigtig god til at stå og nippe til en drink og slå smut med øjnene, mens jeg venter på, at en mand kaster sine øjne på mig. Ud på datingmarkedet må jeg altså, så drømmen om et lille hus i en stor have med en hængesofa og et æbletræ kan blive til virkelighed (eller en aller anden mindre provinsiel udgave af parforhold); jeg håber stadig på scenariet om tre dates og en diamantring.  Men jeg må som rimelig selvstænding, feministisk anlagt ung dame konstatere, at der er visse regler på det marked, som jeg ikke forstår.

Jeg har mødt denne her fyr. Vores første date var perfekt. To timers gåtur i vintersol med kaffe efterfulgt af to timers sludren på et tilrøget værthus. Vi havde virkelig meget at snakke om og besluttede hurtigt, at vi skulle ses igen. Den følgende gang blev så en sen fredag nat, hvor han tidligt på morgenen fulgte mig til metroen og gav mig et enkelt farvelkys på munden. Egentlig meget passende, syntes jeg. To dage efter modtager jeg så en mindre roman på min facebook-chat; han er ikke sikker på at vi har kemi, han vil gerne spille med åbne kort, etc. For mig en ret voldsom vurdering at komme med efter halvanden date, og jeg fortæller ham, at det, synes jeg, er tidligt at sige noget om, men hvis han har det sådan, er der næppe grund til at ses igen. Han beslutter sig så trods alt for, at han alligevel gerne vil ses igen. Og så er det her, det for alvor bliver mærkeligt.

Vi har nu datet i tre månederes tid. Vi har været på kunstmuseum, til julegudstjeneste med hans arbejde, til medaljeoverrækkelse (ja, I kan selv gætte på, hvad manden laver) og generelt bare en helt masse ting, som jeg betragter som ret seriøse – men på intet tidspunkt siden den famøse fredag nat, har manden forsøgt at kysse mig endsige røre mig mere end et flygtigt kram. På et tidspunkt besluttede jeg tage sagen i egen hånd. Jeg forsøgte sådan lidt diskret at gøre mig til, fx lagde jeg en hånd på hans lår under den famøse gudstjeneste (tror ikke, det er sådan rigtigt syndigt i kirken – men det er ikke et sted jeg frekventerer ofte nok til at kende alle reglerne),  hvor den så fik lov at ligge helt uberørt til det blev for pinligt for mig, og jeg måtte trække den til mig. Han synes tydeligvis ikke, at vi skulle holde i hånden. Min fejl! Måske var det bare kirken, men jeg forstår virkelig ikke, hvad der foregår her.

Vi taler åbent om vores fortid, vores dating- og sexhistorie, så jeg ved, at han har været om sig. Men et eller andet er altså sært. For mig er det her simpelthen den omvendte verden. Hold kæft, jeg har kendt mange mænd, der gerne ville kysse og kneppe, men som helst var fri for at foretage sig noget som helst andet sammen endsige præsentere mig for deres kolleger og lignende. Så hvad gør jeg her? Accepterer hans forklaring om den manglende kemi? Men hvorfor så alle de officielle arrangementer? Er jeg en præmie, han viser frem? En slags trofæ?

trophy wife

Jeg er simpelthen ikke sådan en prinsesse, der trives på en piedestal – man må sgu godt også bare have beskidt sex, eller i hvert fald vil jeg gerne snaves i gulvet snart. Måske skal jeg bare finde en anden til at gøre det. Slutteligt er der selvfølgelig også den mulighed, at manden er flintrende homoseksuel, og at jeg i virkeligheden udgør hans ‘skæg’. Det ville forklare så meget. Og gøre underværker for min selvtillid.

Spøgelser og alarmklokker, der bimler og bamler

Jeg er begyndt at se ny. Wow, vildt nok tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Jeg er sådan set egentlig ret glad for ham. Forelsket? Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra. Om jeg har fortalt ham det? NEJ, for helvede, nej, er du dum eller hvad? Om jeg kommer til at fortryde, at jeg poster det her blogindlæg i stedet for at lade det ligge i bunken af blogindlæg, der aldrig bliver udgivet? Øh JA, bigtime.

Og netop grundet det faktum, at jeg er lidt mere end bare glad for ham, må jeg altså bare konstatere, at jeg har nogle spøgelser, der hjemsøger mig. Eller, spøgelserne hjemsøger mig sådan set ikke rigtig længere, men måden de behandlede mig på, eller måden jeg lod dem behandle mig på, dén hjemsøger mig.

Du får lige et kort indblik i, hvordan den der behandling, helt subjektivt selvfølgelig, er foregået:

Vi (altså de 117 fyre i min fortid og jeg) har været glade et stykke tid. Deres måde at kommunikere på ændrer sig pludselig. De er stoppet med at respondere på spørgsmål og har pludselig enormt travlt og derfor ikke tid til at ses. De er på den måde stille og roligt smuttet ud af bagdøren – uden at lukke den helt. Og jeg har ikke forstået, hvad der er foregået. Lige ind til det er gået op for mig, at de på den ene eller anden måde har fucket op, har været sammen med en anden, eller at deres kunst altid vil komme i første række, eller at de simpelthen har fået kolde fødder. Og når det er gået op for mig (helt sikkert alt alt for sent), så er jeg gået min vej. Men indtil da, har jeg kæmpet rundt og pakket det faktum, at de ikke svarer mig på de mest simple ting, så som, “skulle vi sige kl. 17 i dag?”, ind i “arh, han har jo bare travlt”. Og når de så aflyser i sidste øjeblik, fordi de havde glemt, de skulle passe deres moster døde kanariefugl, har jeg aldrig sat noget som helst spørgsmålstegn ved det.

Jeg synes ikke, jeg er krævende eller på nogen måde klistrende, helt ærligt, det synes jeg virkelig ikke. Jeg har selv møgtravlt og løber rundt. Så jo, selvfølgelig skal jeg leve mit liv, og han skal leve sit. Jeg forventer eller forlanger ikke at skulle inkluderes 100% i hans liv, men jeg forventer at han fortæller mig, hvad der foregår, hvordan han har det osv. Og så forventer jeg i øvrigt også, at når de travle perioder rammer os, så er vi gode til at kommunikere. Måske er det, fordi jeg er indrettet sådan, at når har jeg mødt én, jeg godt gider at investere tid og følelser i, jamen så finder jeg tiden, om det så betyder jeg skal løbe lidt stærkere eller have min telefon med på toilettet for at nå og få svaret på den der besked.

Ja, jeg er en fucking romantiker. Og det er en fucking hæmsko. For jeg forventer på en eller anden måde også, at vedkommende jeg dater har det på samme måde som mig, om de så også er nødt til at slide deres skosåler i sænk og pisse uden hænder for at svare mig. Sådan er det bare virkelig sjældent. Og så ender jeg med at blive såret og enormt urolig.

Hvilket leder mig tilbage til min indledning. Jeg har mødt en fyr. En fyr ,som jeg ikke kender ret godt, men som jeg synes er skøn. Og jo, han er kunster. Vi er netop nu løbet ind i en af de der travle perioder, som har resulteret i, at vi ikke har set hinanden i noget tid, hvilket vi nok begge to godt vidste ville ske. Og i den første halvdel af tiden, var vi vildt gode til at kommunikere og inkludere hinanden i, hvad der lige foregik. Men så, så skete der noget. Fra den ene dag til den anden, så stoppede han med at svare mig. Eller, jeg fik halvfesne svar kl. røv om natten, som jeg i øvrigt ikke kunne bruge til noget. Det er den del af det, som gør mig nervøs. At det er sket over night.

Da jeg så endelig havde taget mig sammen til at skulle fortælle ham om de der spøgelsers indvirken på mig, aflyste han. Og det gjorde han med god grund – der var storm. Men det betød jeg blev fucking ulykkelig og fucking skuffet. Hvilket han måske godt kunne mærke. Så han spurgte til det og jeg endte med at give ham hele smøren pr. mail. En virkelig dårlig idé, fordi det aldrig vil blive så nuanceret som jeg havde ønsket mig, og han tolkede det selvfølgelig også som om at jeg prøvede at lægge bånd på ham, meget ordret citeret: “Jeg er nødt til at lave det jeg skal og det har jeg også lyst til. Jeg er ikke ude på at gøre dig noget dumt, men jeg kan kun give det jeg giver lige nu 🙂(sic) Med andre ord, du kommer i anden, ja, eller en række længere nede, og du skal ikke prøve at lægge bånd på mig. Well, det havde jeg sådan set heller ikke tænkt mig.

Jeg svarede bare sødt, for jeg magtede ikke at tage den her snak på mail. Og det fortryder jeg måske nu, for nu har jeg ikke hørt fra ham, og jeg går og har konstant en lille smule ondt i maven.

Mest af alt, har jeg lyst til at pakke mine ting og skride. Alle mine alarmklokker bimler og bamler, jeg kan ikke sove om natten, og jeg har ikke spist i dage. Det er 100% mig, der overreagerer, men al min historie taget i betragtning, så har jeg virkelig svært ved at håndtere det, der foregår, også selvom det helt sikkert er, fordi han har travlt. Men let’s face it, SÅ travlt tror jeg bare ikke, det er muligt at have.

Diagnose: Sygelig tendens til luftkasteller

Jeg betragter egentlig mig selv som et rimeligt rationelt væsen. Måske med et lidt forkvaklet forhold til litteratur og en tendens til at købe sko, jeg aldrig rigtigt kommer til at gå i, men alligevel – rimeligt rationel. Men når jeg møder en ny mand, så rammes jeg af midlertidig sindssyge. Min fantasi fostrer helt fantastiske og dybt urealistiske idéer, som den stakkels mand på ingen måde kan leve op til – eller i sin vildeste fantasi forestille sig.

Tag nu dette eksempel. I foråret 2012 arbejdede jeg på en børneteaterforestilling. Vi var alle frivillige og gjorde det bare for fornøjelsens skyld. Scenografen var en ung (25 – det er nyt for mig med mænd på min egen alder. Jeg burde få en præmie), universitetsstuderende, fåmælt og smadderpæn fynbo.

Allerede første gang jeg havde talt med ham, havde jeg besluttet, at han var pisse intelligent og hammer interessant – ja, det er noget, man som kvinde beslutter, om en mand er. For det er i virkeligheden ikke så vigtigt, hvilken type han er – det er vigtigt, hvilken type, jeg tror han er. Jeps, jeg har et alvorligt problem med at omdanne tumpede fyre, der helt sikkert ikke er gode for mig, til prinsen på den hvide hest, hvorefter det så kan gøre rigtigt ondt, når han ikke vil have mig. Bravo!

Nå, men altså, tilbage til historien. Den unge mand og jeg kysser lidt rundt under teaterforløbet, har lidt sex og fortsætter bagefter. Cirka en gang om ugen fortæller han mig, at han ikke vil have en kæreste, ikke er klar til det, har for meget bagage, er følelsesmæssigt utilgængelig osv. Og hvad gør jeg – jeg siger da bare: “Bare rolig, jeg kræver intet af dig andet end ærlighed”. Og til mig selv og mine veninder siger jeg: “Han skal bare have lidt tid. Man må aldrig presse dem (mændene altså).”

Flere gange står han op om natten og kører sin vej, fordi han af den ene eller den anden grund ikke kan sove ved siden af mig. Det gør ondt som bare fanden, men jeg insisterer på, at han selvfølgelig bare skal have lidt plads. I mellemtiden bygger jeg luftkasteller – store luftkasteller:

Han er sådan en friluftstype – hvilket glæder en gammel spejder som mig. Så kan vi tage på vandreferie sammen, eller rejse på tomlen gennem Europa. Eller vi kan køre på hans motorcykel, der godt nok PT er ude af drift, men som til gengæld hedder det samme som mig. Ja, ikke opkaldt efter mig selvfølgelig, det er vores bekendtskab for nyt til, men blot fordi han synes, navnet er pænt. Det må være skæbnen! Og så er han praktisk. Ud over at skrue på sin motorcykel, så kan han bygge ting. Så kan han passende lave de der indbyggede reoler, jeg drømmer om, når vi skal flytte sammen (ja, jeg ved det, manden vil ikke en gang være kærester – og jeg drømmer om lejlighed, børn og en christianiacykel – flot!).

Vi har oven i købet mødt hinanden, mens vi lavede teater, endnu et perfekt match. Så til foråret kan jeg tage ham med op til mit lille teaterfællesskab og introducere ham – og alle vil elske ham, og det vil blive helt skønt, og vi vil være ih-så-åh-så lykkelige.

Desværre endte historien ikke lykkeligt. Jeg fik et knust hjerte, han fik en ny kæreste – glemte at fortælle mig det, da vi kom til at kysse lidt igen – og jeg stod der med mascara ned af kinderne og lagde mig hjem i seng med en brun papirspose fra Mc Donald’s. Så kunne man måske mene, at jeg havde lært lektien – men nej!

For et års tid siden løb jeg til en julefrokost ind i en fyr, som jeg tænkte, egentlig var meget skøn. Vi kyssede lidt rundt og endte med at tage hjem sammen. Han var nyligt kommet ud af et langt forhold og havde desuden et barn med en kvinde, han ikke længere var sammen med – en sublim pakkeløsning helt uden sammenligning. Her burde mine alarmklokker nok være begyndt at ringe, men tvært i mod syntes jeg bare, at han var ih-så-åh-så interessant.  “Han har bare haft nogle dårlige erfaringer”, sagde jeg til mig selv og mine veninder. Det kan jo fikses. Og han var musikalsk, kreativ og dygtig. “Næ, er det Tolstoj, der står der i din bogreol? Hvor skønt – vi er helt sikkert skabt for hinanden.”

Jeg har erfaring med pap-børn – og jeg er rimelig god til det, så tanken om hans lille søn skræmte mig slet ikke. Han var ikke bosat i København, men til gengæld i Nordsjælland, hvor jeg ofte slår mine folder. Se det var dæleme praktisk. Og han har bil – så dejligt, så kunne vi køre op til familiens ødegård i Sverige på forlænget weekend; lægge puslespil, læse tykke bøger og gå lange ture – ih, hvor skønt. Det var selvfølgelig lidt svært, når han ikke besvarede mine sms’er, men han havde jo sagt, at han var dårlig til det. Og jeg sagde: “bare rolig, jeg kræver intet af dig andet end ærlighed”, når han blev bange for mine forventninger, “vi tager det stille og roligt”.

Flere gange hørte jeg historier om meget unge piger, som han eftersigende kyssede rundt på, men når jeg konfronterede ham, fortalte han, at det bare var sladder – og den slags er folk i provinsen jo gode til, så jeg åd det råt. “Vi tager det stille og roligt.”

Desværre måtte jeg siden erfare, at “stille og roligt” i virkeligheden betød, at han også gerne ville kneppe et pigebarn på 18 samtidig. Det var jo ikke lige en del af min pakkeløsningsfantasi. Så stod jeg der igen med den brune pose fra Mc Donald’s og måtte konstatere, at min prins på den hvide hest, i virkeligheden bare var en forvokset teenagedreng klædt ud i mine drømme og min fantasi.

Så siden har jeg begrænset fantasien til hyggeskriblerier og prøver at se verden som den er. Væk med de lyserøde, hjerteformede briller, der får alting til at ligne en romantisk komedie med Kirsten Dunst. Det er den tydeligvis ikke. Og vupti skete der noget magisk. Jeg mødte en mand, som på ingen måde passede ind i mine luftkasteller. Han var alt andet end det, jeg gik og troede, at jeg skulle have. Faktisk var jeg slet ikke interesseret til at begynde med, men han stod fast og inviterede mig ud gentagne gange. Og han var da sød og begavet – men min hjerne gik ikke i selvsving, og så kunne det jo ikke være rigtigt. Alligevel blev jeg ved med at sige ja, og i dag har jeg en dejlig kæreste. Selvom jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad der skete. Hvor var luftkastellerne og de vilde krumspring, min fantasi plejer at gøre?

For alt andet taget i betragtning, så er de der fantasifostre fantastiske og skønne. Og til tider kan jeg da godt savne dem. Luftkastellerne bliver så smukke i gennem de der lyserøde, urealistiske briller. Og drømmer koster vel ingenting – andet end et knust hjerte i ny og næ.

Ungkusse søger moden mand


Jeg er en ung kusse – og stolt af det. Men jeg har en tendens til at finde sammen med ældre mænd. Og det er ikke kun de almindelige fem års aldersforskel vi taler om, men mindst otte og ofte mere. Jeg plejer at sige, at de kan noget andet, med hvad? Og er det absolut positivt? Holder det med ældre mænd?

Hmm nja altså.  For det første har de altid en masse bagage med sig, så som barn på vej,  en forlovet,  en kæreste, en stor krise i livet – find selv på flere. Er det noget, jeg gider bruge tid på i min alder? Jeg skal jo  leve livet – rende rundt fra diskotek til diskotek i en ti-hestes brandert. Ikke vide, hvad der er op og ned, men forhåbentlig finde en taxa og fremstamme min adresse.


Så hvad er det lige, der sker for min tendens? Er det måske, fordi jeg er 80 år inden i? Holder af at spille kort og går i seng kl 21 – helst ikke senere! Bruger dejlige gamle danske ord? Har en bingo klub om søndagen?

Nej, i virkeligheden skyldes det, at jeg har en illusion om, at ældre må være mere modne – de ikke vil holde mig for nar, de er ærlige og vil mig 100% uden at være teenage-forvirrede. Måske er jeg lidt naiv, for sandheden er dog en noget anden. Gammelt kød kan sgu også skuffe, været mere forvirret end små teenage drenge, lyve og alt andet, som ikke passer til min illusion.

Og det irriterer mig! Og ja, jeg ved godt, at det ikke er alle mænd over 30, der er sådan, men tillad mig lige at være bitterkussen! For jeg er træt af teenage-forvirrede mænd, som  gerne vil, og så ikke, og så vil de, også ikke. STOP det – vær en mand og gør, hvad du har lyst til. Og vil du gerne knalde mig, så drop det der ‘nu vil jeg, nu vil jeg ikke’-pis. Du er et skuffejern (ja, det er så den mandlig pendant til narrefisse, indtil der er fundet et bedre), når du gør det, og du har forhåbentlig selv mødt en narrefisse eller to i din tid – og det er ikke sjovt vel?!

Nå – bitterkusse slut. Holder de ældre mænd så? Det tror jeg, de gør. Det er nok mere mit valg af mænd, end det egentlig er deres alder, der er noget galt med. Og dumme mænd kommer (desværre) i alle aldre. Men jeg har besluttet at tage sagen i egen hånd. Fra nu af skal alle, der har en bagage screenes. Og alt der bipper (her snakker vi: gift, forlovet, kæreste, gennembrud med X’er og så videre i den dur) skal ikke nyde noget som helst af mig.

Tilgiv mig Moder – for jeg har syndet

Jeg betragter mig selv som feminist. Faktisk en ret ihærdig én af slagsen. Jeg mener i fulde alvor, at der er rigtigt mange kampe, der stadig skal kæmpes. Bevares, kvinderne har fået stemmeret og en plads på arbejdsmarkedet, men der er lang vej endnu. Især i forhold til den måde vi taler om køn og seksualitet på. Det kan gøre mig oprørt og temmelig pinligt berørt, at vi lever i et samfund, hvor landets store public service udbyder kan vise stærkt nedladende og sexistiske programmer i den bedste sendetid. Jeg vil undgå en længere diskussion af programmet, som jeg anser som pinligt og dårligt eksekveret – og som vi desuden bør tie ihjel.

Nå, men jeg er altså feminist. Jeg interesserer mig for, og forholder mig kritisk til, de sociale og sproglige konstruktioner, som vi tager for givet. Men jeg har det lidt svært med begrebet, mest fordi det klinger af afbrændte bh’er og vrede. Og jeg er altså ikke vred på mænd – i hvert fald ikke sådan generelt. Jeg har nok været vred på et par stykker af dem i sin tid. Og jeg kan godt lide at lege lidt med og skubbe til de stereotype kønsroller. Jeg elsker at tæve drengene i deres eget spil ved at tale mere om pik og patter og i et endnu mere beskidt sprog, end de selv gør. Jeg kan godt lide værktøj, og jeg er også ret ferm til at bruge det. Og hurra for det. Det er godt for mit image.

Men hvad stiller man så op, når man møder en mand med stor M, med store overarme, der kan flytte rundt på mig, som var jeg en lille nipsting, og jeg bliver helt blød i knæene? Eller når man tager sig selv i at fantasere om voldtægt? (Ja, alle kvinder har voldtægtsfantasier. Og der er KUN EN FANTASI!). Det er jo decideret pinligt. Og det er virkeligt skidt for mit image. Jeg har flere gange overvejet at blive lesbisk. Det er ligesom det ultimative opgør med kønsstereotyperne. Det ville jeg gerne. Men jeg har bare et problem. Jeg er alt for pjattet med mænd – også dem med store arme og hår på brystet, som hovedrystende finder mig både kær og let fjollet, når jeg hidser mig op med mine vrede, feministiske ytringer. Undskyld! Tilgiv mig, du almægtige feminisme – for jeg har syndet.