Category Archives: nørd

  • 6

Mit kønne luksusproblem

Category:appelsinhud,firstworldproblems,køn,luksusproblemer,nørd,skønhedsfejl
Hvad jeg nu har tænkt mig at skrive kommer med al sandsynlighed til at lyde både opblæst, arrogant og overfladisk. Det er jeg helt bevidst om. I kan kalde det et luksusproblem, hvis I vil. Ikke desto mindre, er det et problem, som jeg har tumlet en del med. Og ja, det siger måske lidt om størrelsen på mine andre problemer. Det er jo ikke hungersnød i Afrika eller  livstruende sygdom. Problemet er simpelthen – at jeg er en ret køn pige. Nogle har endda kaldt mig smuk. Jeg er ikke nogen modelskønhed, men jeg har tilpas mange gange fået at vide, at jeg af mange mænd (og kvinder) betragtes som lækker.
Og hvorfor er det så et problem, spørger I sikkert. Det er det som sådan heller ikke. Nogen gange tager det bare lidt overhånd.
Jeg opdagede det for første gang, da jeg kom i gymnasiet. Lige pludselig var der en masse fyre, der fandt mig interessant – det hjalp selvfølgelig også, at mine bryster voksede fra en A- til en DD-skål på et halvt år, bevares. Og jeg dyrkede det for fuld smadder. Det var selvfølgelig også helt lidt selvforskyldt, men pludselig måtte jeg konstatere, at jeg blev opfattet som overfladisk, smådum – og, nå ja, køn. Og jeg havde måske lidt forventet, at det bare var en periode i mit liv. At det ville være overstået efter tre år i Nordsjællands svar på Paradise Hotel. Desværre må jeg her fem år efter, at jeg forlod gymnasiet stadig møder disse forventninger. Og det til trods for, at jeg af mine nærmeste venner oftest opfattes som temmelig nørdet. 
Jeg lytter til P1 halvdelen af døgnets vågne timer, holder avis og læser tunge bøger i min øreklapstol. Jeg betragter egentligt mig selv som en forholdsvis interessant og begavet selskab – dog måske især for mennesker, der har passeret pensionsalderen. Faktisk har jeg oftest oplevet, at jeg kommer betydligt bedre ud af det med forældre og bedsteforældre, end med folk på min egen alder. Og det er jo også derfor, det nogen gange bare er nemmere, omend utroligt utilfredsstillende, at være køn og blond frem for det lidt nørdede mobbeoffer.
Så nu har jeg altså i en lang periode prøvet at slå kontra. Klædt mig i tøj, der ikke ligefrem fremhævede mine kvindelige attributter (her taler jeg altså ikke kun om bryster, som man måske kunne tro. Slå selv ordet op i en ordbog, hvis du ikke ved, hvad det betyder). Nå, men hvorom alting er. Så virkede det faktisk lidt. I hvert fald for min egen selvforståelse. Men bestemt ikke til det bedre. Jeg holdt op med at føle mig attraktiv og tiltalende. Bevares, jeg oplevede også at folk, primært mænd, talte til mig på en anden måde. Jeg formåede ind i mellem at blive en af drengene. Men ærligt talt, så vil jeg faktisk også gerne have lov at være kvinde. Og en attraktiv en af slagsen. Det er bare ikke det samme som at være ubegavet eller overfladisk. 
Jeg havde for nylig denne samtale med et herrebekendtskab. Han syntes bestemt, at det var de mest fjollede og unødvendige overvejelser at gøre sig. For når man nu var en køn pige, så var det da bestemt bare at nyde det. Og selvom han selvfølgelig kunne have ret i det, så gør det det altså ikke mindre kompliceret i mit lille kønne hoved. Det siger måske i virkeligheden også lidt om kompleksiteten af det lille hoved, at jeg kan bruge så meget energi på det. Og selvfølgelig er det også mega fjollet. Og jeg burde selvfølgelig bruge min mentale energi på noget andet. Det er jo ikke eksistentialistiske problematikker i Sartre-klassen. Der kommer nok aldrig en stor roman ud af mit livs genvordigheder. 
Det, at jeg er en køn pige, ligger som en fornuftspræget del af min bevidsthed. Jeg har fået det at vide så tilpas mange gange, at jeg er bevidst om, at det er sådan jeg bliver opfattet. Men det betyder bare ikke, at jeg ikke nogen gange bliver i tvivl. Jeg har også dage, hvor jeg føler mig som den grimmeste kvinde på jorden, hvor appelsinhuden på mine baglår synes at have bredt sig ned til anklerne. Hvor poserne under mine øjne inderholder til liter sand. Hvor min topmave ikke længere er nuttet men bare et bælte af rå medister omkring min talje. Og når man så siger det højt, får man at vide, at man skal tage sig sammen, at man da bør vide og forstå, at man er smuk og køn og attraktiv. For det er åbenbart usolidarisk at brokke sig over appelsinhud, store lår og bollehåndtag, når man bliver betragtet som køn.

Skal jeg bare holde min kæft og nyde, at jeg ser ud som jeg gør? Klappe i, når andre brokker sig over deres skønhedsfejl og holde mund med mine egne? Kan jeg overhovedet tillade mig at bruge jeres tid og internettets plads på den her slags undseelige problemer? Eller er det OK at synes,  det er lidt svært at være køn og nørdet og at det bliver en linedans i stilletter mellem de to yderpoler?


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...