Category Archives: pikkemænd

  • 0

Gæsteblog: Mythbusters – min røv er også følsom

Category:bekendelser,Erotik,feminisme,fordomme,heteronormativ,kønsroller,morgenfjæs,Penis,pik,pikkemænd

Endnu en gæsteblogger har meldt sig under fanerne. Vores allerførste mandlige gæst for at det ikke skal være lyv. Byd velkommen til ikke-bare-pikken-pikken (I vil forstå det, når I har læst teksten). Nyd den.

Der er en opfattelse af forskellen på kvinders og mænds seksualitet, der desværre fylder godt op ikke alene i populærkulturen, men også bag nedrullede gardiner. Grundlæggende set er omdrejningspunktet kvindens kompleksitet og, modsat, mandens enkelthed. I min omgangskreds er det både mænd og kvinder, der klamrer sig til den.

Som barn af firserne og ung i halvfemserne stødte jeg første gang på denne mytologi, for det er det det er, i seksualundervisningen. Den halvdel der ikke var dedikeret kvindens cyklus handlede om forskelle i liderlighed. Vi mænd, eller retteligt drenge, måtte forstå, at vi ikke bare sådan uden videre kunne regne med en pige også var tændt. Det krævede albuefedt, tålmodighed og en god portion empati overhovedet at komme i gang med et samleje. Og det handlede om at have en holistisk (jeps, jeg gik på friskole) tilgang til møget og komme hele kroppen rundt inden man ramte kussen. Det var sgu nok en meget god ting, at lære en flok unge drenge. Men hvad lærte pigerne så om os? Efter min erindring intet udover at en stakkels frivillig fik lov til, efter drengene igen var blevet sendt i gården med en bold 5 minutter i frikvarter, at sætte et kondom på en agurk. En vittighedstegning fra tiden opsummerede meget godt vores opfattelse. Et postkort, der viste henholdsvis mandens og kvindens erogene zoner. Ved kvinden gik der streger til nakke, bryster, inderlår, knæ, numse, kusse og en håndfuld andre områder. Ved manden 10 streger til pikken. Kæft der var sjovt.



Tager man et bredere vue ud over populærkulturen og seksualkulturen, står det hurtigt klart at denne opfattelse er fundamentet for en masse seksuel aktivitet og forestillingerne om den. Tænk på stort set alt rom-com/sit-com mellemkønslig humor. Min generations yndlingsshow (hvad var dét i øvrigt for en sær kollektiv trance?), Friends, er disse interaktioner typisk baseret på den præmis, at mændene er seksuelt ensporede: så meget som muligt, woop, woop, fisse! Kvinderne skal vindes, scores før de underlægges et langt forspil. Og manden vil bare knalde. Vores egen Lars Von Trier lavede for nyligt en film, hvis bærende præmis var det fascinerende ved den komplekse og vildtvoksende kvindelige seksualitet. Og manden vil bare knalde. Selv om han havde valgt ikke at lade en gymnasieklasse skrive dialogen i deres filosofitimer, havde det været en ganske uinteressant præmis. For den er alle steder i forvejen.

Og nu til de faktiske forhold mellem mænd og kvinder, for her ligger mytologien også som en tung dyne over seksuelt samvær. Efter en lille håndfuld længere forhold i mine omtrent 34 år må jeg være knap 1.000 timers forspil i underskud. Ikke at det handler om balance på kontoen. Overhovedet ikke. Al den røren og kyssen og slikken fra top til tå, om det så er klassiske ting som bryster og kusse eller i populær forstand mere vilde ting som tæer og numse, er et privilegium. Men derfor kan den normale overgang fra dette forspil til samlejet alligevel være lidt kedelig. Temmelig kedelig faktisk. Helt typisk fra drejebogen: en hånd ned til pikken for lige at tjekke, om den er hård nok til at madammen kan give den adgang. Slut. Så får I ikke mere for den 25 øre.

Måske jeg har været uheldig, men billedet bekræftes fra flere venner og bekendte. Det er for tamt, shit det er tamt, men bygger, tror jeg, på føromtalte mytologi. Manden kan altid tænde på noget, og så er der ingen grund til at bruge krudt på det lort (Det lyder egentlig også meget rart. Skal vi bytte et årtis tid?) Samtidig er der dog også mange mænd i min omgangskreds, der klamrer sig til forestillingen. Manden vil bare knalde, kvinden er åh så sofistikeret. Så kan kvinden få lov til at dyrke en ligeledes kulturelt indlejret prinsessefetichisme og samtidig giver myten manden en let tilgængelig hjælp til mandlig identitetsskabelse, hvor man samtidig ikke behøver stresse over, om man er bøsse fordi ens røv faktisk godt kan lide at blive rørt ved. Slap af. Selvfølgelig kan den det.

Grænserne for en mands seksualitet er i et forhold ofte indflettet i de her tåbelige ideer. Der er ikke nogen biden i brystvorter eller legende tunger på inderlårene. Nope. Manden vil kun knalde og ingen for forventer andet. Det er penetration og så tænker vi ellers på naturfagslæreren fra gymnasiet i håbet om at nydelsen for partneren forlænges. Egentlig havde jeg forestillet mig, at det rettede sig til med tiden, men det har ikke været tilfældet indtil videre. Omvendt er der vel ingen, der alvorligt forestiller sig, at en mands krop er dyppet i stearin fra fødslen, hvor en eller anden jordemoder holdt fast i pikken, som dermed blev eneste erogene zone. I en mindre videnskabelig kultur, ville denne skabelsesmyte sikkert have fungeret meget godt; en moderne version af Achilleus.

Konsekvensen er desværre, at sex bliver lidt kedeligt. Og at ingen er så glade som de kunne være. Forudsigeligt og asymmetrisk. Nu er det ikke sådan, at kvinder bare må komme i gang. For ligesom kvinder har et ansvar for at sørge for, at deres partner fatter hvad de vil, og det er typisk ikke spor komplekst efter min erfaring, er det mænds ansvar at bryde med nogle af de ovenstående forestillinger. Kom nu i gang. Strut for helvede lidt med den røv! Eller den armhule, whatever. Det er der ingen skam i. Eller det burde der ikke være, hvis ellers vores opfattelse af kønnene var lidt mindre heteronormativ. Og dét er alt, alt for kedsommeligt og lukker ned for masser af let tilgængelig nydelse. Måske skulle vi i stedet huske på Marquis de Sades noget udvidede naturforståelse. For ham var noget naturligt, hvis det forekom. Ergo var det helt naturligt at hans familie skulle indsmugle store dildoer til ham, da han sad fængslet i Bastillen. Det er da en charmerende, omend potentielt lige bred nok, forståelse af naturlighed.

Seksuel frigørelse har altid været nært sammenknyttet med feminismen og andre frigørelsesbevægelser. Alligevel er det som om, der mangler hele erkendelsesområder. Det faktum at mandens nervesystem faktisk er ganske veludviklet, er et af dem. I de enkelte forhold turde det ellers ligge lige for. Det er rart at blive rørt ved. Det synes din partner også. Selvom han er en mand. Men vores forståelse af hinandens krop og lyster er desværre alt for ofte mere påvirket af vores indlærte, og dybt forkerte forestillinger om kønnene. Hvis sex stadig er politisk, så er det her frontlinjen. Kvinde, du er aldrig mere feministisk, end når din tunge cirkler omkring din kærestes ringmuskel.



  • 0

Min pik er lille, til gengæld er den spids!

Category:dendrofil,Fetterlein.,gørelsen,lille pik,mindrepikskompleks,mindreværdskomplekser,negerpik,øloplukker,pik,pikkemænd,slap fjabbe,stor pik,størrelsen
Jeg har fået pik. Negerpik…fra Bali – og jeg er virkelig glad for den. Den ligger på min hylde over sengen og stråler. Nu har den egentlig funktion af øloplukker eller samfundshjælper, som man kaldte det i 80’erne (det gi’r vel i virkeligheden det navn en helt ny og langt bredere betydning?), men tag ikke fejl, hvis man ville, så ku’ man godt. Det har jeg nu ikke behov for. Den er, omend nydeligt håndskåret, i træ, og tanken om indvortes splinter er vist kun noget, der kan gøre en dendrofil våd i trussen. Men smuk, det er den, dog en smule lille i forholdt til, hvad man måtte forvente, eller hvad fordommene fortæller os. (Okay, indrømmet – hvad min erfaring fortæller mig!)

Det kan selvølgelig også være, at det er ganske bevidst, at man har udskåret denne smukke glans i en mindre udgave, end fordommene fortæller for ikke at støde nogen, eller give fx mine danskerblege mandlige husbesøgende mindreværdskomplekser, inden de har fået bukserne af. For det får de jo, altså mindreværdskomplekser (og bukserne af). Jeg er stødt på det nogle gange efterhånden, kamufleret som selvironi eller dårlige jokes ala “jeg bliver jo nødt til at have så mange tatoveringer med så lille en pik”, men stadig et mindreværdskompleks – eller lad os kalde det mindrepikskompleks, for det er jo det det er.

Men det er jo helt i omvendtland! Det er ikke jer mænd, der har den slags problemer, det er os. Kvinder er verdensmestre i mindreværd. Vi sammenligner os selv med alle de andre høns hele tiden og mener konsekvent aldrig, at vi er smukke eller smukke nok. Og det er måske derfor, jeg bliver så overrasket, når jeg hører fyre komme med deres små “min-pik-er-lille-sig-noget-pænt-om-den”-bemærkninger. Jeg glemmer, at mænd også har kropslige issues. Jeres er bare, for det meste, kogt ned til et lille nagende punkt, hvor vi kvinder hele tiden kan finde uendelig mange fejl hos os selv, uanset størrelse, længde, vægt eller skål.
Jeg ved, fordi jeg er kvinde, og en frodig en af slagsen, hvorfor og hvordan jeg kæmper med kropslige idealer. Men jeg glemmer, at mænd også bliver bombarderet med dem, og især det – for er der i virkeligheden ikke kun et som rammer så bredt? (Generalisering fremmer forståelsen.) Den evige snak om størrelsen eller gørelsen? Og ja, det er bl.a. vores skyld, men lad os lige få en ting på det rene –  hvad det angår –  så har I ligeså mange forskellige størrelser som os, hvilket faktisk betyder, at du kan have en lille pik og være stor hos nogle kvinder, eller have en stor pik og være lille hos andre. Forskellen er blot, at vores omkreds ikke kan ses med det blotte øje. (Ville det hjælpe, hvis mænd begyndte at brokke sig over slappe kvinder, i stedet for at vi brokker os over små pikkemænd?)

Jeg må indrømme, at jeg da jævnligt taler om denne størrelse, højlydt, og glemmer, at det nogle gange lyder, som om jeg også leder mere efter størrelsen end gørelsen – selvom det slet ikke er tilfældet. Vi har en leg i Kussesumpen, der hedder “større eller mindre end”, som sjovt nok for den, der hører det ude af kontekst, lyder, som om vi nedgør størrelsen af vores sexpartneres pikkemænd. Det gør vi ikke. Vi forholder os til dem, uden at kommentere vores egen størrelse, hvilket kan synes hyklerisk for nogen, men absolut ikke er mere seriøst, end (hvad jeg håber) Fetterleins flirten med musikken er. Så derfor undskyld! Undskyld drenge, hvis jeg nogensinde har givet jer en ide om, at I må og skal have en pik, der er større end gennemsnittet for at tilfredsstille mig. Jeg har prøvet lidt af hvert, og indtil videre er den, der har voldt mig mest problemer, altså én i den større ende af skalaen.

Allermest, undskyld på mine medkvinders vegne, når de råber højt om, at en stor pikkemand er bedst. Det er misforstået, at det er sådan, alle kvinder har det. Og lad aldrig nogen bilde dig andet ind.
Jeg så en fyr på et tidspunkt, som selv mente, helt matter-of-fact-agtigt, at han var meget lille, men som havde formået at gøre to ekser gravide på p-piller og en tilfældig på et onenightstand. Det er hans piks bedrifter, der helt urinstinkivt siger noget om hans mandighed og ikke hans egentlige størrelse.
Freud talte om penismisundelse, og jo, jo, jeg er da misundelig på den, men nok mest i den forstand, at jeg da gerne havde en til rådighed hele tiden (og min lille bitte indre feminist så da også gerne, at hun delte de privilegier ,den fører med sig), men hvis det “lille” vedhæng kommer med et følge af en ekstra ting på min krop at være utilfreds med, så takker jeg pænt nej. Jeg er helt tilfreds med dens nuværende funktion i mit liv.

Så drop mindrepikskomplekset drenge. Vi kan godt lige jeres pikkemænd. I promise.


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...