Category Archives: powerkvinde

  • 0

Er jeg så ikke en rigtig kvinde?

Category:30+,ældstekussen,bekendelser,børn,fordømt,frustration,køn,kønsroller,kromosomer,kvinder,moderkusse,powerkvinde,problemer,selvindsigt,single,skruk,undtagelsestilstand,voksne

Ja, det er et temmelig stort spørgsmål. Og jeg mener det helt alvorligt, for jeg bliver faktisk i tvivl nogle gange. Bevares, jeg har alt der skal til – bryster, kusse, periodisk lavt selvværd, 2. dags tømmermænd efter et awesome nytår (wait, det vidner vist kun om, at jeg bliver 30 næste gang) modvillig tendens til drama og den rigtige kombination kromosomer – men er det nok? Noget tyder på, at det ikke er, for jeg fejler åbenbart på et ganske vigtigt punkt; Jeg har ikke planer om at skulle have børn! 
Det er sådan cirka her, min omverden går i noget der ligner undtagelsestilstand – for kvinder som jeg, det siger jo sig selv, er en direkte trussel mod vores samfunds videre eksistens – åh jo, den har jeg fået smidt i hovedet. Og for øvrigt også fordømt til livet som evig single, med dertilhørende kattehjem og let lugt af urin hængene om sig. (læs kusse til salg.). Men hvorfor er det sådan?

Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg ikke hører til børnehader gruppen. Jeg elsker børn, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg også temmelig god til dem. Jeg har set min del til fyre med børn, arbejdet i børnehaver, er yndlingstante, dobbelt op på faster og elsker det. Men alt det forsvinder fra folks hukommelse, det øjeblik jeg siger højt, at jeg aldrig har været skruk. Ikke skruk som i “Nååååårh se de små babytær”, eller “jeg smelter når min venindes datter på 3 siger, at jeg aldrig må ta hjem” – nej skruk, som i det min venindes kæreste beskriver som hendes æggestokke, der er kravlet op og har overtaget hendes hjerne. Den der slags skruk, der helt fysisk kan overtage en kvinde. Det har jeg aldrig prøvet. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig kvinde? 

Betyder det ikke bare, at jeg ikke er nået dertil endnu, måske aldrig gør. Jeg mener ikke man skal få børn, medmindre man selv kan forestille sig det, bare lidt. Man skal være klar til at ændre sit liv og sin livstil for good. Ikke nødvendigvis glemme sine egne behov, men som minimum være klar til, at en andens kommer først. Det er jeg ikke. Det bunder i mange ting; jeg kender ikke mig selv godt nok endnu, tanken om at skulle have det totale ansvar for et lille væsen skræmmer mig, tanken om at få større bryster under graviditeten skræmmer mig omtrent lige så meget, som tanken om deres tilstand bagefter og vigtigst af alt – jeg er single. Jeg får kastet i hovedet mindst en gang om måneden, at det hele vil ændre sig, når jeg har fundet ham, jeg har lyst til at få børn med, og selvom jeg ikke kan afvise at det er sandt, så kan jeg heller ikke bekræfte det. Jeg har siddet med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig at få børn med, og stadig ingen skruk følelse, og intet behov for at studere min mensescyklus nærmere. 
Men bevares, det kan jo ske, at jeg må æde mine ord på et tidspunkt. Men det tidspunkt er ikke nu. Jeg mener selv, at jeg har et ret sundt forhold til det at skulle gøre noget så stort og livsændrende som at få børn, men det er svært at opretholde troen på ens sunde sindstilstand, når jeg konstant bliver mødt med undren og en lille portion foragt for min anderledes holdning til emnet. Vi er nået til et punkt, hvor min farmor faktisk er begyndt at føle sig personligt ramt over, at jeg ikke har tænkt mig at give hende oldebørn. Det ville jo også være forfærdeligt, hvis hun skulle nøjes med de to hun allerede har, eller de der potentielt kan komme fra de 3 andre barnløse børnebørn. Ikke et ondt ord om farmor, hende elsker jeg højt, men hendes reaktion på emnet er blot noget, jeg møder lidt oftere, end jeg gerne ville – og det er progredierende i takt med, at jeg bliver ældre.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder med den her følelse, når børn bliver bragt op i tilfældig samtale. Det kan jeg ikke være. Men søde kære skrukke venner, kvinder som mænd, en fornuftig tilgang til det at skulle sætte børn i verden, er ikke unormal. Det kommer bare i forskellige versioner, og min indebærer tilfældigvis bare en mulighed for slet ikke at gøre det. Det gør mig vel ikke mindre kvindelig end andre kvinder. Eller mindre normal. Det gør mig til gengæld en lille smule træt og temmelig usikker. For jeg er da en kvinde… er jeg ikk?!


  • 1

Den klamme møgkusse har også følelser

Category:elskerinde,kæreste,kærlighed,møgkusse,powerkvinde,Sex,skødehund,utroskab

Jeg har for nyligt gjort status over mit seksuelle liv. Det var ikke flatterende. Faktisk følte jeg meget både brugt, billig og tarvelig. Blandt de lidet flatterende fakta kan nævnes, at jeg kun har haft tre seriøse kærester i mit liv og ét længerevarende forhold (dvs. længere end seks måneder), men til gengæld har knaldet mindst fem fyre, der havde en kæreste – en af dem var endda gift og har to børn. Og kysset med endnu flere. Jeg har altså haft sex med flere fyre, der havde en anden kæreste, end jeg har haft sex med fyre, der var kærester med mig. Det er vel i og for sig også en slags præstation. Og hvor sætter det så mig? Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om. Undskyldningen, at det er hans problem og ikke mit, siger kun ting om mit slørede moralkodeks. I et enkelt tilfæde var jeg forelsket til op over begge ører – og i krig og kærlighed gælder alle kneb som bekendt. Men ellers burde jeg nok holde mere fast i søstersolidariteten. Det bør vi alle. Når det så er sagt, så er det ikke det, dette blogindlæg skal handle om.

  Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om.

Så hvor sætter det så mig? Altså – jeg har været den anden kvinde lidt for mange gange. Hvorfor? Fordi jeg kunne. Fordi det var (og er) pissefrækt. Den seksuelle spænding vokser bare voldsomt, når man skal snige sig rundt i krogene, kysse i hemmelige rum til en fest, finde alternative steder at have sex osv. Sådan er det. Det virker. Man føler sig eftertragtet og sexet, når man kan få en mand, der ellers troede sig lykkelig (eller i hvert fald rimeligt tilfreds, helt lykkelig og nyforelsket var han nok ikke, vel) til at rende efter sig som en skødehund. Desværre har alting en slagside. Og det har utroskab også – for alle involverede.

  Det hænder ind i mellem, at folk spørger mig, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Det er der sikkert rigeligt med årsager til; jeg er kræsen og vanskelig, en forbandet feminist, selvoptaget og pisse usikker, glad for mit liv, som det er, dårlig til at lukke folk ind, endnu dårligere til at gå på kompromis – vælg selv. Men for et år eller to siden gik det op for mig, at der også var en anden mulighed. Ikke at denne mulighed alene forklarer det, men jeg vil dog mene, at den bærer en del af skylden. Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende – så giver det altså lidt ridser i selvværdet. Jeg må i hvert fald erkende, at det, jeg opfattede som en leg, hvor jeg var ovenpå, i virkeligheden fik mig til at føle mig som et lille bitte menneske. For hvem bliver egentlig kærester med elskerinde (bevares, det skete faktisk for mig – ind til han gik tilbage til kæresten igen…). Og så står man der med håret i postkassen og er endnu en gang hende, mændene gerne vil knalde, men som de ikke tager med hjem til forældrene. Det er sgu ikke nogen rar følelse.

 Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende – så giver det altså lidt ridser i selvværdet.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke står skrevet i min pande med sprittusch – og at nye herrebekendtskaber ikke kender min fortid, medmindre jeg selv gør dem opmærksomme på den. Men følelsen sidder jo stadig i kroppen og hovedet og hjertet. Og når man har været vant til at gå på kompromis med sine egne ønsker og drømme for at få bekræftelse og sex – så glemmer man, at man gerne må stille krav til mænd. Og når man har bandet andre menneskers parforhold til helvede og tilbage igen, så holder man op med at tro på selve institutionen. I hvert fald på, at man selv hører til i den.

Jeg havde en gang en (kvindelig) kollega, der stolt proklamerede, at hun aldrig havde mødt en optaget mand, som hun ikke kunne forføre. Godt for dig, søster lystig, men hvad får du egentlig ud af det? Han tager jo stadig hjem til kæresten bagefter. Og så kan du godt bilde dig ind, at du er ligeglad, for du ville jo ikke have ham alligevel. Men stop lige op og tænk dig om. For du gør dig selv den største bjørnetjeneste. Ved at bevise det, beviser du jo samtidig, at ingen mænd, er til at stole på.

Heldigvis er der faktisk mænd, der er til at stole på. Håber jeg da. For det er jeg – og alle andre – jo nødt til at tro på. Ellers er det hele lige meget. Og der er desuden også kvinder, der er utro. Jeg er ikke ude i et kønspolitisk projekt lige her. Det jeg blot vil sige er – pas på med det der utroskab. Det giver ar på sjælen. Og de er lang tid om at heles. Jeg har i hvert fald stadig gener med mine. Men jeg arbejder på det. Prøver at genfinde min tro på parforholdet – og ikke mindst på, at jeg kan have et og fortjener det. For nu må det vel snart være min tur. Også selvom jeg har været en klam møgkusse tidligere i livet. Lige i det her tilfælde håber og tror jeg på syndsforladelse.


Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...