Category Archives: problemer

  • 1

Spøgelser og alarmklokker, der bimler og bamler

Category:bagage,bekendelser,drengebørn,elske,forelsket,irritation,kæreste,kærlighed,mænd,opmærksomhed,problemer

Jeg er begyndt at se ny. Wow, vildt nok tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Jeg er sådan set egentlig ret glad for ham. Forelsket? Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra. Om jeg har fortalt ham det? NEJ, for helvede, nej, er du dum eller hvad? Om jeg kommer til at fortryde, at jeg poster det her blogindlæg i stedet for at lade det ligge i bunken af blogindlæg, der aldrig bliver udgivet? Øh JA, bigtime.

Og netop grundet det faktum, at jeg er lidt mere end bare glad for ham, må jeg altså bare konstatere, at jeg har nogle spøgelser, der hjemsøger mig. Eller, spøgelserne hjemsøger mig sådan set ikke rigtig længere, men måden de behandlede mig på, eller måden jeg lod dem behandle mig på, dén hjemsøger mig.

Du får lige et kort indblik i, hvordan den der behandling, helt subjektivt selvfølgelig, er foregået:

Vi (altså de 117 fyre i min fortid og jeg) har været glade et stykke tid. Deres måde at kommunikere på ændrer sig pludselig. De er stoppet med at respondere på spørgsmål og har pludselig enormt travlt og derfor ikke tid til at ses. De er på den måde stille og roligt smuttet ud af bagdøren – uden at lukke den helt. Og jeg har ikke forstået, hvad der er foregået. Lige ind til det er gået op for mig, at de på den ene eller anden måde har fucket op, har været sammen med en anden, eller at deres kunst altid vil komme i første række, eller at de simpelthen har fået kolde fødder. Og når det er gået op for mig (helt sikkert alt alt for sent), så er jeg gået min vej. Men indtil da, har jeg kæmpet rundt og pakket det faktum, at de ikke svarer mig på de mest simple ting, så som, “skulle vi sige kl. 17 i dag?”, ind i “arh, han har jo bare travlt”. Og når de så aflyser i sidste øjeblik, fordi de havde glemt, de skulle passe deres moster døde kanariefugl, har jeg aldrig sat noget som helst spørgsmålstegn ved det.

Jeg synes ikke, jeg er krævende eller på nogen måde klistrende, helt ærligt, det synes jeg virkelig ikke. Jeg har selv møgtravlt og løber rundt. Så jo, selvfølgelig skal jeg leve mit liv, og han skal leve sit. Jeg forventer eller forlanger ikke at skulle inkluderes 100% i hans liv, men jeg forventer at han fortæller mig, hvad der foregår, hvordan han har det osv. Og så forventer jeg i øvrigt også, at når de travle perioder rammer os, så er vi gode til at kommunikere. Måske er det, fordi jeg er indrettet sådan, at når har jeg mødt én, jeg godt gider at investere tid og følelser i, jamen så finder jeg tiden, om det så betyder jeg skal løbe lidt stærkere eller have min telefon med på toilettet for at nå og få svaret på den der besked.

Ja, jeg er en fucking romantiker. Og det er en fucking hæmsko. For jeg forventer på en eller anden måde også, at vedkommende jeg dater har det på samme måde som mig, om de så også er nødt til at slide deres skosåler i sænk og pisse uden hænder for at svare mig. Sådan er det bare virkelig sjældent. Og så ender jeg med at blive såret og enormt urolig.

Hvilket leder mig tilbage til min indledning. Jeg har mødt en fyr. En fyr ,som jeg ikke kender ret godt, men som jeg synes er skøn. Og jo, han er kunster. Vi er netop nu løbet ind i en af de der travle perioder, som har resulteret i, at vi ikke har set hinanden i noget tid, hvilket vi nok begge to godt vidste ville ske. Og i den første halvdel af tiden, var vi vildt gode til at kommunikere og inkludere hinanden i, hvad der lige foregik. Men så, så skete der noget. Fra den ene dag til den anden, så stoppede han med at svare mig. Eller, jeg fik halvfesne svar kl. røv om natten, som jeg i øvrigt ikke kunne bruge til noget. Det er den del af det, som gør mig nervøs. At det er sket over night.

Da jeg så endelig havde taget mig sammen til at skulle fortælle ham om de der spøgelsers indvirken på mig, aflyste han. Og det gjorde han med god grund – der var storm. Men det betød jeg blev fucking ulykkelig og fucking skuffet. Hvilket han måske godt kunne mærke. Så han spurgte til det og jeg endte med at give ham hele smøren pr. mail. En virkelig dårlig idé, fordi det aldrig vil blive så nuanceret som jeg havde ønsket mig, og han tolkede det selvfølgelig også som om at jeg prøvede at lægge bånd på ham, meget ordret citeret: “Jeg er nødt til at lave det jeg skal og det har jeg også lyst til. Jeg er ikke ude på at gøre dig noget dumt, men jeg kan kun give det jeg giver lige nu 🙂(sic) Med andre ord, du kommer i anden, ja, eller en række længere nede, og du skal ikke prøve at lægge bånd på mig. Well, det havde jeg sådan set heller ikke tænkt mig.

Jeg svarede bare sødt, for jeg magtede ikke at tage den her snak på mail. Og det fortryder jeg måske nu, for nu har jeg ikke hørt fra ham, og jeg går og har konstant en lille smule ondt i maven.

Mest af alt, har jeg lyst til at pakke mine ting og skride. Alle mine alarmklokker bimler og bamler, jeg kan ikke sove om natten, og jeg har ikke spist i dage. Det er 100% mig, der overreagerer, men al min historie taget i betragtning, så har jeg virkelig svært ved at håndtere det, der foregår, også selvom det helt sikkert er, fordi han har travlt. Men let’s face it, SÅ travlt tror jeg bare ikke, det er muligt at have.


  • 0

Er jeg så ikke en rigtig kvinde?

Category:30+,ældstekussen,bekendelser,børn,fordømt,frustration,køn,kønsroller,kromosomer,kvinder,moderkusse,powerkvinde,problemer,selvindsigt,single,skruk,undtagelsestilstand,voksne

Ja, det er et temmelig stort spørgsmål. Og jeg mener det helt alvorligt, for jeg bliver faktisk i tvivl nogle gange. Bevares, jeg har alt der skal til – bryster, kusse, periodisk lavt selvværd, 2. dags tømmermænd efter et awesome nytår (wait, det vidner vist kun om, at jeg bliver 30 næste gang) modvillig tendens til drama og den rigtige kombination kromosomer – men er det nok? Noget tyder på, at det ikke er, for jeg fejler åbenbart på et ganske vigtigt punkt; Jeg har ikke planer om at skulle have børn! 
Det er sådan cirka her, min omverden går i noget der ligner undtagelsestilstand – for kvinder som jeg, det siger jo sig selv, er en direkte trussel mod vores samfunds videre eksistens – åh jo, den har jeg fået smidt i hovedet. Og for øvrigt også fordømt til livet som evig single, med dertilhørende kattehjem og let lugt af urin hængene om sig. (læs kusse til salg.). Men hvorfor er det sådan?

Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg ikke hører til børnehader gruppen. Jeg elsker børn, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg også temmelig god til dem. Jeg har set min del til fyre med børn, arbejdet i børnehaver, er yndlingstante, dobbelt op på faster og elsker det. Men alt det forsvinder fra folks hukommelse, det øjeblik jeg siger højt, at jeg aldrig har været skruk. Ikke skruk som i “Nååååårh se de små babytær”, eller “jeg smelter når min venindes datter på 3 siger, at jeg aldrig må ta hjem” – nej skruk, som i det min venindes kæreste beskriver som hendes æggestokke, der er kravlet op og har overtaget hendes hjerne. Den der slags skruk, der helt fysisk kan overtage en kvinde. Det har jeg aldrig prøvet. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig kvinde? 

Betyder det ikke bare, at jeg ikke er nået dertil endnu, måske aldrig gør. Jeg mener ikke man skal få børn, medmindre man selv kan forestille sig det, bare lidt. Man skal være klar til at ændre sit liv og sin livstil for good. Ikke nødvendigvis glemme sine egne behov, men som minimum være klar til, at en andens kommer først. Det er jeg ikke. Det bunder i mange ting; jeg kender ikke mig selv godt nok endnu, tanken om at skulle have det totale ansvar for et lille væsen skræmmer mig, tanken om at få større bryster under graviditeten skræmmer mig omtrent lige så meget, som tanken om deres tilstand bagefter og vigtigst af alt – jeg er single. Jeg får kastet i hovedet mindst en gang om måneden, at det hele vil ændre sig, når jeg har fundet ham, jeg har lyst til at få børn med, og selvom jeg ikke kan afvise at det er sandt, så kan jeg heller ikke bekræfte det. Jeg har siddet med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig at få børn med, og stadig ingen skruk følelse, og intet behov for at studere min mensescyklus nærmere. 
Men bevares, det kan jo ske, at jeg må æde mine ord på et tidspunkt. Men det tidspunkt er ikke nu. Jeg mener selv, at jeg har et ret sundt forhold til det at skulle gøre noget så stort og livsændrende som at få børn, men det er svært at opretholde troen på ens sunde sindstilstand, når jeg konstant bliver mødt med undren og en lille portion foragt for min anderledes holdning til emnet. Vi er nået til et punkt, hvor min farmor faktisk er begyndt at føle sig personligt ramt over, at jeg ikke har tænkt mig at give hende oldebørn. Det ville jo også være forfærdeligt, hvis hun skulle nøjes med de to hun allerede har, eller de der potentielt kan komme fra de 3 andre barnløse børnebørn. Ikke et ondt ord om farmor, hende elsker jeg højt, men hendes reaktion på emnet er blot noget, jeg møder lidt oftere, end jeg gerne ville – og det er progredierende i takt med, at jeg bliver ældre.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder med den her følelse, når børn bliver bragt op i tilfældig samtale. Det kan jeg ikke være. Men søde kære skrukke venner, kvinder som mænd, en fornuftig tilgang til det at skulle sætte børn i verden, er ikke unormal. Det kommer bare i forskellige versioner, og min indebærer tilfældigvis bare en mulighed for slet ikke at gøre det. Det gør mig vel ikke mindre kvindelig end andre kvinder. Eller mindre normal. Det gør mig til gengæld en lille smule træt og temmelig usikker. For jeg er da en kvinde… er jeg ikk?!


  • 0

Ældstekussens Mandeelske-liste.

Category:mandeelskeliste,mænd,parforhold,problemer

Lad os først slå en ting fast. Jeg elsker ikke alle mænd. Faktisk kender jeg en hel del, som er utroligt egoistiske, hjerteløse, kolde, og ligeglade. Men nogle gange må jeg bare stille mig dybt imponeret over for visse handlingsmønstre hos det modsatte køn. Og i visse tilfælde bliver jeg decideret glad, lykkelig og fyldt med håb.

Her følger min top-10 over mandetyper, jeg elsker i ikke-prioriteret rækkefølge:

1. Mænd, der er flyttet hjemmefra! Det er dejligt at man kan vække vidunderet med lidt forkælelse uden at høre svigermomsen trisse rundt på den anden side af døren og vente på, at der er fri bane til at brøle: ”SÅ’ DER’ MADDER”.

2. Mænd, der er tro. Det er ikke noget så sexet som en mand, der ikke bare kan finde ud af at holde tismanis inden for buksen, men som rent faktisk ikke heller ikke kan forestille sig, hvorfor han skulle dele den med andre end dig.

3. Mænd, der siger, hvad de mener. Det er befriende at møde en mand, der har forstået, at netop fordi vi kvinder har en tendens til at tolke på alt, de siger, så gi’r klar besked fra starten færrest problemer i sidste ende. Faktisk kan det til tider helt udelukke problemer. Tænk engang.

4. Mænd, der kan finde ud af at have veninder, mens de har kærester. Her taler vi om mænd, der har fattet, at hvis de holder en veninde hemmelig, fordi de TROR kæresten vil blive jaloux, så VIL kæresten blive jaloux, da han netop har vist hende, at der er en grund til at være det. Mænd, der evner denne svære kunst, skal have stående applaus.

5. Mænd, der vil have sex uden samtale. Her taler vi ikke om smålumre gloser, der kan sendes ud i den svedtykke luft i soveværelset, når hr. og fru. Hakkebøf dyrker onsdagsgymnastik. Nej samtale/dialog/holdningsudveksling og andre ordsammensætninger, der er fuldstændig ude af kontekst. Lad os hylde det at være i nuet når vi elsker/dunker/knalder/kopulerer/parrer os.

6. Mænd, der forstår et nej. Mænd, der ikke tænker, hun spiller kostbar, eller tror, at hvis de bare bliver ved, så gi’r hun nok efter før eller siden. I forlængelse af den her – mænd, der ikke bliver tøsepigefornærmede, når de får et nej.

7. Mænd i hvide boxershorts. Stil på underhakkerne er et turn-on. Finder jeg hudfarvede boxers i din skuffe igen, brænder jeg dem.

8. Mænd, der gider ligge i ske efter sex. Det ER hyggeligt! Og nej, jeg flytter ikke ind og beder om at møde din mor af den grund.

9. Mænd der ikke bliver jaloux. Jeg må nemlig godt have drengevenner, fuldstændig som du må have pigevenner.

10. Mænd, der kan rumme en blog som denne og forstår selvironien og kærligheden, der ligger bag – også i vores hadelister. Mænd, der hader højtråbende kvinder partout, er omtrent lige så anstrengende, som de rødstrømper de hader for at hade dem tilbage. For fanden folkens, skab noget kærlighed. Love is all around.


  • 0

Yngstekussens mandehadeliste

Category:break-up,mandehadeliste,mænd,parforhold,problemer

1. Mænd, der ikke kan finde ud af at være alene.

2. Mænd, der glemmer at fortælle, at de har en kæreste.

3. I forlængelse af nr. 2: Mænd, der glemmer at fortælle, at de er sammen med eks-kæresten igen.

4. Mænd uden selvironi

5. Mænd, der ikke drikker øl

6. Mænd, der i sjov siger efter et break-up, “Så kan det være, at vi mødes om 10 år med hver vores barnevogn – og så kører toget igen.”

7. Mænd, der køber Ritter Sport med pebermynte, når de skal i biografen.


8. Mænd, der glemmer at fortælle én, at de ønsker analsex.

9. Mænd, der forgæves udgiver sig for at være hipster.

10. Mænd, der sammenligner deres nuværende forhold med en omgang – og forventer, at man giver den næste.

11. Mænd, der udtaler, at de godt kan lide smagen af ens røvsekreter.

12. Mænd med smallere hofter end en selv.

13. Mænd, der, når de er stive, ikke kan udtale ens navn rigtigt.

14. Mænd, der farver hår.


Arkiver

Kategorier