Gæsteblog: Min klit er forsvundet

Så er det blevet tid til endnu en gæsteblogger. Hendes sexliv sejler, og den slags kan godt være svært at håndtere på en voksen og diplomatisk måde. Byd hjerteligt velkommen til Egokussen!


Hvis sandheden endelig skal frem, så har jeg været single længe. Pinligt længe. Så længe, at jeg endnu ikke tør sige højt hvor længe. Det har resulteret i to ting. Ufatteligt mange one-night-stands og trangen til at fortælle alle i hele verden, at man ser én ret seriøst, altså på den der kærestmåde, når man så endelig gør. Det er egentlig ikke, fordi jeg anser mig selv som værende desperat, ihvertfald ikke efter en kæreste. Jeg er kræsen og går helst ikke på kompromis …og så alligevel!


Sidste efterår så jeg en fyr, et hash-hoved uden lige, men en sand adonis af skikkelse og Guds gave til kvinden i sengen. Han gav mig simpelthen multiorgasmer på stribe. For at være ærlig var det nok det, vi kunne – kneppe altså. Og for at være rigtig ærlig, var jeg nok nymfomanen i det forhold. Det sker ellers ikke så tit. 

Well, det skulle ikke være os. Både fordi han var et hash-hovede, men, indrømmet, også fordi jeg er lidt… lad os sige besværlig at være sammen med. Ja, når man har været alene MEGET længe, så får man på en eller anden måde dannet sine egne små mærkelige rutiner. Og hvis man ikke er interreseret i ændre dem, kan det unægteligt godt gå hen og blive lidt svært.

Nu ligger landet sådan, at jeg ser en ny. Den sødeste, smukkeste, sjoveste mand, jeg længe har oplevet. En mand, jeg gerne laver mine små mærkelige rutiner om for. Helt klart kæreste-potentiale. Men, for der er altid et men, vores sexliv er lort! Vi har nu bollet i snart tre måneder, og ikke én gang har han været i nærheden af min klitoris. 



Jeg må undres. Manden er godt ti år ældre end mig og har haft en del længerevarende forhold. HVORFOR KAN HAN IKKE FINDE MIN KLIT?!!!! Jeg ved, at  ærten i nogle tilfælde kan være svær at lokalisere, men det har aldrig været et problem for mig. Jeg har seriøst prøvet alt; flyttet hans hånd, så klitten ikke har været til at undgå, jeg har bragt på banen, hvad der virkelig tænder mig i sengen, jeg har sågar selv fundet den og ordnet, hvad der skulle ordnes, mens han har ligget og stønnet som en teenagepige. Lige meget hjælper det. 

Det betyder, at vores sexliv er blevet lidt en pligt for mig. Jeg orker det næsten ikke, fordi jeg ved, at det ikke bliver en succesoplevelse. Det bliver et større og større tabu i vores samtaler. Han må da også kunne mærke, at det ikke fungerer for mig? Især, fordi jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor det der med at fake en orgasme simpelthen ikke sker. Jeg gider det ganske enkelt ikke mere. Jeg er blevet for gammel! Hvad fanden stiller man så op? Jeg ville gerne være hende der, hvor sex ikke betyder noget, hvor det er alt det andet, der har værdi. Let’s face it, det er jeg bare ikke. 


Jeg er der lige nu, hvor jeg har sat mig for at give det en reel chance. Virkelig give det en skalle. For jeg holder utroligt meget af ham, så meget at han skal møde hele den pukkelryggede i weekenden. Hvis ikke det lykkedes, er det så ok at skride? Er det en legitim undskyldning, at jeg aldrig er kommet med ham? Er det ok at være så meget en egokusse? 



Den klamme møgkusse har også følelser

Jeg har for nyligt gjort status over mit seksuelle liv. Det var ikke flatterende. Faktisk følte jeg meget både brugt, billig og tarvelig. Blandt de lidet flatterende fakta kan nævnes, at jeg kun har haft tre seriøse kærester i mit liv og ét længerevarende forhold (dvs. længere end seks måneder), men til gengæld har knaldet mindst fem fyre, der havde en kæreste – en af dem var endda gift og har to børn. Og kysset med endnu flere. Jeg har altså haft sex med flere fyre, der havde en anden kæreste, end jeg har haft sex med fyre, der var kærester med mig. Det er vel i og for sig også en slags præstation. Og hvor sætter det så mig? Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om. Undskyldningen, at det er hans problem og ikke mit, siger kun ting om mit slørede moralkodeks. I et enkelt tilfæde var jeg forelsket til op over begge ører – og i krig og kærlighed gælder alle kneb som bekendt. Men ellers burde jeg nok holde mere fast i søstersolidariteten. Det bør vi alle. Når det så er sagt, så er det ikke det, dette blogindlæg skal handle om.

  Ja, jeg ved godt, at jeg er en møgkusse, der skal holde mine klamme fingre fra andre pigers kærester. Det er vi enige om.

Så hvor sætter det så mig? Altså – jeg har været den anden kvinde lidt for mange gange. Hvorfor? Fordi jeg kunne. Fordi det var (og er) pissefrækt. Den seksuelle spænding vokser bare voldsomt, når man skal snige sig rundt i krogene, kysse i hemmelige rum til en fest, finde alternative steder at have sex osv. Sådan er det. Det virker. Man føler sig eftertragtet og sexet, når man kan få en mand, der ellers troede sig lykkelig (eller i hvert fald rimeligt tilfreds, helt lykkelig og nyforelsket var han nok ikke, vel) til at rende efter sig som en skødehund. Desværre har alting en slagside. Og det har utroskab også – for alle involverede.

  Det hænder ind i mellem, at folk spørger mig, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Det er der sikkert rigeligt med årsager til; jeg er kræsen og vanskelig, en forbandet feminist, selvoptaget og pisse usikker, glad for mit liv, som det er, dårlig til at lukke folk ind, endnu dårligere til at gå på kompromis – vælg selv. Men for et år eller to siden gik det op for mig, at der også var en anden mulighed. Ikke at denne mulighed alene forklarer det, men jeg vil dog mene, at den bærer en del af skylden. Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende – så giver det altså lidt ridser i selvværdet. Jeg må i hvert fald erkende, at det, jeg opfattede som en leg, hvor jeg var ovenpå, i virkeligheden fik mig til at føle mig som et lille bitte menneske. For hvem bliver egentlig kærester med elskerinde (bevares, det skete faktisk for mig – ind til han gik tilbage til kæresten igen…). Og så står man der med håret i postkassen og er endnu en gang hende, mændene gerne vil knalde, men som de ikke tager med hjem til forældrene. Det er sgu ikke nogen rar følelse.

 Når man af flere omgange og i lange perioder har været den anden kvinde, elskerinden, den forbudte lyst, hende, der skal gemmes væk og holdes hemmeligt, hende, der lister ud af døren kl. 5 om morgenen, mens manden brødbetynget ringer til kæresten for at fortælle, at han elsker hende – så giver det altså lidt ridser i selvværdet.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke står skrevet i min pande med sprittusch – og at nye herrebekendtskaber ikke kender min fortid, medmindre jeg selv gør dem opmærksomme på den. Men følelsen sidder jo stadig i kroppen og hovedet og hjertet. Og når man har været vant til at gå på kompromis med sine egne ønsker og drømme for at få bekræftelse og sex – så glemmer man, at man gerne må stille krav til mænd. Og når man har bandet andre menneskers parforhold til helvede og tilbage igen, så holder man op med at tro på selve institutionen. I hvert fald på, at man selv hører til i den.

Jeg havde en gang en (kvindelig) kollega, der stolt proklamerede, at hun aldrig havde mødt en optaget mand, som hun ikke kunne forføre. Godt for dig, søster lystig, men hvad får du egentlig ud af det? Han tager jo stadig hjem til kæresten bagefter. Og så kan du godt bilde dig ind, at du er ligeglad, for du ville jo ikke have ham alligevel. Men stop lige op og tænk dig om. For du gør dig selv den største bjørnetjeneste. Ved at bevise det, beviser du jo samtidig, at ingen mænd, er til at stole på.

Heldigvis er der faktisk mænd, der er til at stole på. Håber jeg da. For det er jeg – og alle andre – jo nødt til at tro på. Ellers er det hele lige meget. Og der er desuden også kvinder, der er utro. Jeg er ikke ude i et kønspolitisk projekt lige her. Det jeg blot vil sige er – pas på med det der utroskab. Det giver ar på sjælen. Og de er lang tid om at heles. Jeg har i hvert fald stadig gener med mine. Men jeg arbejder på det. Prøver at genfinde min tro på parforholdet – og ikke mindst på, at jeg kan have et og fortjener det. For nu må det vel snart være min tur. Også selvom jeg har været en klam møgkusse tidligere i livet. Lige i det her tilfælde håber og tror jeg på syndsforladelse.

Ungkusse søger moden mand


Jeg er en ung kusse – og stolt af det. Men jeg har en tendens til at finde sammen med ældre mænd. Og det er ikke kun de almindelige fem års aldersforskel vi taler om, men mindst otte og ofte mere. Jeg plejer at sige, at de kan noget andet, med hvad? Og er det absolut positivt? Holder det med ældre mænd?

Hmm nja altså.  For det første har de altid en masse bagage med sig, så som barn på vej,  en forlovet,  en kæreste, en stor krise i livet – find selv på flere. Er det noget, jeg gider bruge tid på i min alder? Jeg skal jo  leve livet – rende rundt fra diskotek til diskotek i en ti-hestes brandert. Ikke vide, hvad der er op og ned, men forhåbentlig finde en taxa og fremstamme min adresse.


Så hvad er det lige, der sker for min tendens? Er det måske, fordi jeg er 80 år inden i? Holder af at spille kort og går i seng kl 21 – helst ikke senere! Bruger dejlige gamle danske ord? Har en bingo klub om søndagen?

Nej, i virkeligheden skyldes det, at jeg har en illusion om, at ældre må være mere modne – de ikke vil holde mig for nar, de er ærlige og vil mig 100% uden at være teenage-forvirrede. Måske er jeg lidt naiv, for sandheden er dog en noget anden. Gammelt kød kan sgu også skuffe, været mere forvirret end små teenage drenge, lyve og alt andet, som ikke passer til min illusion.

Og det irriterer mig! Og ja, jeg ved godt, at det ikke er alle mænd over 30, der er sådan, men tillad mig lige at være bitterkussen! For jeg er træt af teenage-forvirrede mænd, som  gerne vil, og så ikke, og så vil de, også ikke. STOP det – vær en mand og gør, hvad du har lyst til. Og vil du gerne knalde mig, så drop det der ‘nu vil jeg, nu vil jeg ikke’-pis. Du er et skuffejern (ja, det er så den mandlig pendant til narrefisse, indtil der er fundet et bedre), når du gør det, og du har forhåbentlig selv mødt en narrefisse eller to i din tid – og det er ikke sjovt vel?!

Nå – bitterkusse slut. Holder de ældre mænd så? Det tror jeg, de gør. Det er nok mere mit valg af mænd, end det egentlig er deres alder, der er noget galt med. Og dumme mænd kommer (desværre) i alle aldre. Men jeg har besluttet at tage sagen i egen hånd. Fra nu af skal alle, der har en bagage screenes. Og alt der bipper (her snakker vi: gift, forlovet, kæreste, gennembrud med X’er og så videre i den dur) skal ikke nyde noget som helst af mig.

Kusse er jo bare et ord !

Jeg samler på ord. Det lyder måske fjollet, men det gør jeg altså. Ord, der “smager godt, eller ligger godt i munden. Numse er et dejligt ord. Det lyder som det, det er, noget rart. Eller Sismofytter, som faktisk gør det stik modsatte. Det lyder som en kønssygdom og er i virkeligheden navnet på mine yndlingsbolsher. Ligesom kondylomer mest lyder som en pudderkvastlignende tingest min farmor kunne finde på at have hængende op til jul. Ord er bare ord indtil nogen tillægger dem en betydning, en betydning, har jeg erfaret, der ikke altid er enighed om.

Ta’ nu fx ordet Kusse. Jeg har efterhånden fået fortalt en del gange, at det hedder Kusse, når man har presset sit afkom ud gennem den dertilhørende åbning, men i sumpen har vi et ordsprog, om man vil, som en af kussefædrende engang har delt med sin – nåja – Kusse. “Kusse er noget man har, Fisse er noget man får” Det holder jeg fast i. Hvis du synes Kusse er et grimt ord, så må Fisse jo også være det. Men hvis ikke man må sige nogle af delene, hvad skal man så kalde den? Vagina? Vulva? Nej, vel. Og du får mig død og kritte ikke til at sige tissekone. Det vil jeg godt slå fast nu, en gang for alle. Tissekone er noget en lille pige har. Altså et ord, der fortæller om den eneste funktion dette stykke af vores underskønne krop har, når man hører til kategorien barn. Hvis Tissekone er et turn on for dig, så har du et problem af den slags, man burde få flækket pølsen for og stillet til offentlig skue. (Der er et særligt hjørne, længst nede i helvede, for Pædojohns)

Anyways, det, jeg egentlig gerne ville frem til, er vores ordvalg, når vi taler om vores ædlere dele, og de ting vi nu engang bruger dem til. Hvad kalder du det fx, når du og lillemutter tester fjedrende i madrassen?! Og hvad hedder det, når tismanis ikke er blevet vasket i et par dage?!

Jeg tror, det står ganske klart for de fleste, hvad jeg selv kalder mit vidunder, eller hvad jeg så absolut aldrig ville kalde den. Men venner, medkusser, dillerjohns og det løse, det, vi nu bliver enige om, er, at sjofle, perverse og småklamme udtryk er vi nede med. Og de rene, pæne og kedelige udtryk, din mormor knap nok ville tage i sin mund, er et no-go og rusker ikke op i de stive rammer, der er for vores sprog. Jeg elsker, når ord sætter skub i folks grænser. Mine bliver rykket hver dag. Hvorfor ikke lære de unge piger (blev jeg lidt mere gammelkusse der?!), at det ikke er fy-fy at tale om sin sprække?

Jeg nævner i flæng ord, vi bør bruge noget mere:
Kusse (Den er feset ind nu ikk), Punani, Fisse, Grotten, Filetten, Skinken, tisseflæsk, Skræv, Krølfedt, Roastbeef’en, Røvkussen, Nougatfinten, Pik, Pikmanis, Daggert, Hævneren, Den maskerede hævner (Sikker sex, kære venner, så undgår du kløe), Skedecharmøren (fantastisk ord, hvis jeg selv skal sige det), Skedesmøreren, Fantomknepperen, Rullepølsen, Runderouladen, Fyrtårnet, Dunke, Kneppe, Bolle, Mase, Piksmadre, Nakkeost, Grotteost, Skedeskæg, Mellemkød

Tilføj selv til herlighederne – Vi kan ikke få nok.

Sidesprings PS: overvejer opstart af nyt studie på KU: Kusaktik – Læren om Kusser (Tak til Rasmus Carlsen for den genistreg) Eller måske Borelias forslag om Kussologi – Viden om Kusser?! Jeg ville klart søge ind. Endnu et emne der må være sit eget indlæg værdigt. Jeg går i tænkeboxen!

Jeg er så ked af, den hænger ned af

Indrømmet. Jeg har været rundt om blokken en gang eller to. Jeg har gjort mig en del erfaringer ud i det erotiske. Nogle mere vellykkede end andre. Ja, jeg har haft sex med en hel del mænd. Og det er jeg sådan set godt tilfreds med. Jeg har selv valgt det. For jeg har sex fordi jeg har lyst, og det er min egen beslutning. Men der er selvfølgelig også nogle enkelte andre ting der spiller ind. Eksempelvis mandens lyst – eller mangel på samme. Og det sidste har jeg desværre oplevet lidt for mange gange. 

Det er muligvis et af de mest frustrerende og uretfærdige problemer i tilværelsen. Ikke kun for manden selv, men også for den skønjomfru, han denne nat (ja, det kan selvfølgelig også ske på andre tidspunkter af døgnet, men statistisk set, er det nok oftest om aftenen eller natten, at man hengiver sig den slags eskapader) har valgt at fylde sine safter i. Så ligger man der. Man har forberedt sig, skyllet grotteosten ud, måske fjerne den værste urskov, så han ikke begynder at nynne temaet til Indiana Jones, når han finder ned mellem benen og skal have hjælp til at finde den. Man har kysset i timer, sendt frække blikke i endnu flere timer. Man er så sjaskvåd, at det pletter uden på bukserne. Og han er på. Han kysser og piller og skruer på knapper. Men bag ved boksershortsene gemmer der sig en utroligt trist overraskelse. En lille, slukøret tissetrold (ja, det hedder altså ikke pik, når den er så sølle). Og man kæmper for sagen, man giver det tid, man piller, man slikker, man sutter – og lige meget hjælper det. Den er død som en lille, nøgen rotteunge i en musefælde. Og hvad stiller man så op? Man kan prøve at tale om det, men det bliver det bare værre af. Det er som om, at de mænd, jeg har mødt, taber mælet fuldstændig i denne situation. Man kan lave sjov med det. Det er heller ikke en god ide, skal jeg hilse og sige.

Som tidligere nævnt er det sket for mig en del gange. Faktisk så mange gange, at jeg er begyndt at overveje, om det er mig, der er problemet. Så jeg vil sætte meget stor pris på et lille tip til at undgå disse situationer. Eller skal jeg bare acceptere, at jeg er så usexet, at jeg må vænne mig til det? 

Hvor sjovt må sex egentligt være?

Når man har haft sex med den samme partner i en længere periode, når man på et tidspunkt til et sted,  hvor spørgsmålet må komme. Ja, spørgsmålet kan selvfølgelig også falde på første date eller første gang man møder hinanden, men jeg har oplevet, at folk finder det en anelse frembrusende og til tider upassende. Om det skyldes spørgsmålets intime karakter er jeg ikke kommet til noget konklusion på. Spørgsmålet er selvfølgelig; ”Hvad fantaserer du om?” Og her kan man som kvinde jo fristes til at sige, ”En lejlighed på Vesterbro med samtalekøkken og bibliotek, to blonde, krølhårede børn, der hedder Liv og Storm, et kolonihavehus på Amager og en Christiania-cykel.” Og her kommer jeg lige med et lille råd. Det er altså ikke det rigtige svar. De fantasier, der spørges til handler mere om jeres leg på lagnerne – eller uden for lagnerne, hvis det er det fantasierne drejer sig om. Og det er det ret  ofte siger erfaringen mig. 

Min hjerne arbejder til tider i et andet luftlag end andres. Og mine seksuelle fantasier er altså ikke kun knyttet til lyst, men også til eksperimenter og undren. For mit umiddelbare svar til førnævnte spørgsmål er nemlig som følgende: “jeg har længe tumlet med ideen om at stikke en lakridspibe op i kussen”. Her er det ekstremt vigtigt, at man vælger dem med det klassiske lyserøde krymmel. Jeg kan ved min gud ikke slippe tanken om, hvorvidt man efterfølgende vil kunne sprøjte krymmel ud af skeden. Men hvordan får jeg lige formuleret dette til en mand? Sidst jeg forsøgte at forklare det affødte det blot en hovedrysten og let latter. Og selvfølgelig er det også rigtigt sjovt. Det synes jeg jo også, men det betyder samtidig ikke, at jeg ikke mener det i ramme alvor.  Og sex skal da også være sjovt. Skal det ikke? Spørgsmålet er måske bare, hvor sjovt? Og hvor alvorligt? Er jeg mon den eneste, der ind i mellem er ved at kvæles og få præstationsangst af de skyhøje forventninger vi har til vores sexliv? Jeg får kvalme af den måde damebladene skriver om sex på. ”Bliv en sex-gudinde”-artikler giver mig lyst til at lægge mig på sofaen og spise trøstekage til jeg vejer 30 kilo mere, end jeg gør i dag. Så derfor gør jeg oprør – og leder videre efter en mand, der rent faktisk har lyst til at stikke en lakridspibe op i mig, og som tør grine af både mig og sig selv. For sex skal fandeme være sjovt!