Category Archives: veninder

  • 0

Min kusse er da noget særligt, er den ikke?

Category:bekendelser,elske,ensom,feminisme,fordomme,frisindet,Ikke kategoriseret,jalousi,kærlighed,køn,Kusse,kvinder,selvindsigt,veninder

Jeg har altid været af den opfattelse, at kusser er forskellige, meget forskellige. Både i udseende, men også i følelse og lugt. Den opfattelse har egentlig passet mig helt fint, for den ophæver ligesom det eventuelle, og meget tystys, konkurrence-mindset kvinder kan have med andre kvinder om deres kusses ve og vel.

IMG_2989

For at være helt ærlig, så har tanken om, at min kusse er unik gjort rigtig mange fine ting for mig. Særligt i mine teenageår, hvor jeg som den eneste pige i 9.a ikke var glatbarberet og i øvrigt heller ikke kunne finde ud af at stikke en tampon op, og det til trods for, at min møgdom (desværre) allerede var røget der.

Men forleden sker der så det – det frygtelige og måske i retrospekt også ret beroligende – min veninde og jeg dufter til hinandens kusser. Ja, det kan i første omgang godt lyde lidt sært, men det var det egentlig ikke. Ihvertfald ikke lige i den kontekst. Vi har forinden haft en lang snak om, at min kusses odour ændrer sig, hvis jeg får en ny, men fast sexpartner. Så skal kussen igennem en lidt sur fase. Det tager gerne en lille måned, før den ligesom finder tilbage i sine vandte rammer. Meget normalt og ikke noget, som rigtig kan få mit pis i kog.

Men i forlængelse af den snak, falder emnet altså på ens egen personlige kusseduft. Og så tog det ene det andet, og pludselig havde min veninde og jeg begge to klør fem ned og rode rundt i vores respektive kusser og så kunne man ellers få lov at snuse til den andens fingre, der altså nu duftede af kusse. En kusse, som ikke var ens egen vel at mærke. Mit første udbrud var, at hendes kusse duftede ligesom min, og på daværende tidspunkt var det en forfærdelig opdagelse jeg havde gjort mig. Hun kan ikke komme her og tage min helt egen individuelle kusseduft fra mig. Det kan hun simpelthen ikke. Det er ikke okay, for det er jo min duft, det er den duft, som får mig til at føle mig hjemme, min egen private duft og det er simpelthen ikke okay, at hun fratager mig den, ved at dufte ligesom jeg.

Det siger jeg til hende, naturligvis med et grin, men lidt sandhed var der alligevel i det. Hendes eneste kommentar, som jo er ret sand, og som jeg efterfølgende virkelig har taget til mig er var, “Yngsten, at vores kusser dufter ens, betyder blot at vi har et sundt miljø mellem benene. Det kan godt være vi ser forskellige ud og føles forskellige, men der er jo et vist klima, som skal forekomme i alle sunde kusser” – underforstået, du har en sund kusse og alle sunde kusser dufter mere eller mindre som din. Okay well, det kan jeg jo sådan set godt se rigtigheden i, og det er egentlig en meget fin viden, at min kusse dufter helt normalt af sund kusse. Men der går nok lige lidt tid før jeg vender mig til tanken om, at min kusses duft ikke er så særlig som jeg gik og troede.

Og nu tænker I sikkert, hvorfor det billede? Det har da ikke ret meget med indlægget at gøre. Og det har det egentlig lidt. Den ‘skrivende’ Kussesump har lige været værter for Kvinfos Tabusalon-arrangement, der hed “Kussens Hemmelighed”, hvor der bl.a. blev talt en del om, hvad man skal kalde kussen. I den forbindelse dukkede pigenavnet “Fie” op som synonym for kusse – den lader jeg lige stå lidt… Derudover faciliterede vi til arrangementet også en tegnekonkurrence, hvor man kunne farvelægge kusser. Den lader vi også lige stå lidt, mest fordi den leder hen til min pointe.

Nu har den ‘spillende’ Kussesump lige været i Aalborg og spille forestilling og der stødte jeg på ovenstående skilt på “Kunsten – Museum of modern art”. Desværre fandt jeg aldrig ud af, hvad det ville sige at farvelægge sin Nana, da døren ind til rummet, hvor dette kunne ske, var lukket – men jeg håber virkelig ikke, at det havde noget at gøre med den første tanke, som fór gennem hovedet på mig. Og i så fald fy! Stakkels kusse og stakkels Nana.


  • 1

I need a refill – Part 1

Category:elske,ensom,fuser,game of thrones,hanky panky,kærlighed,Kusse,single,tegnsprog,tomt,veninder,venner

På tegnsprog bruger man tegnet “tomt”, når noget er uden. Altså, hvis jeg ikke har flere kussehår, er der tomt for kussehår. Er jeg holdt op med at date, er der tomt for mand (og pik). Tomt. Tomt? Ja tomt.
Normalt elsker jeg tegnsprog (ja, det kan man godt). Det er til at forstå. Tegn giver mening. Selv når du ikke direkte kan forklare, hvorfor de ser ud, som de gør, så giver de bare stadig mening. “Tomt” giver mening, og måden, man bruger det på, giver som sådan også mening. Men lige i øjeblikket føles det bare utrolig deprimerende. Sigende og deprimerende. Lad mig forklare.

Jeg burde i skrivende stund være et ret fantastisk sted i mit liv. Gamle ting slutter (nogle bedre end andre), verden åbner sig, nye muligheder dukker op. Anerkendelse har der været masser af, og jeg har masser at tage mig til. Men jeg er tom. Tom for glæde ved det. Tom for mod på det. Tom for overskud. Aller mest, tom for nogen at dele det med. Jeg har masser af mennesker omkring mig. Familie, dejlige veninder, fantastiske venner…..men tomt for kærlighed (åh Gud, skyd mig, nu bliver det dybt igen).

Jeg har det sidste år svøbt mig ind i gamle fusere (den slags, man ikke skal gå tilbage til) nye fusere (mind mig lige om det senere) og andet godis – mest den løse slags. Og så bliver man træt. Træt og tom. Selvom jeg egentlig har befundet mig ganske fint i singlerollen, trods venners forsøg på at ændre den (se her), så når man til et punkt, hvor man er gammel nok til at føle sig tom.

Det punkt nåede jeg for nylig. I en seng, i ske med en fyr, der engang var en fuser. En af de virkelig farlige, der var nem at brænde sig på. For mig i hvert fald. Nu er han uskadeliggjort, og skeen, vi lå i, var ganske sober og venskabelig. Ikke noget hanky panky her. Tro det eller lad være. Men altså, mens jeg lå der i sengen, midt i det sidste afsnit af Game of Thrones, gik noget op for mig. Jeg elsker ham stadig!

Se det burde jo ikke gøre en tom, tværtimod, men det gjorde det. For jeg elsker ham ikke, som jeg gjorde før (hvilket for de indviede vil synes som en god ting, og jeg er enig). Nej, jeg elsker ham bare, som en pige nu kan elske sin ven uden at have behov for kæresterier. At ligge der og vide, at den mand jeg engang måtte kæmpe for (og tabte forøvrigt – mindre detalje), han nu ligger lige ved siden af mig, lige så ensom som jeg, og elsker mig lige så højt, som jeg elsker ham (Ja det har han nemlig fortalt mig – og jeg tror ham). Men intet kan vi gøre for hinanden. Ingenting. Jeg kan fortælle ham, jeg elsker ham, det vil nok varme lidt, men ikke gøre nogen forskel. Vi kan bruge masser af tid sammen, og dele verden med hinanden, men det vil aldrig være tilstrækkeligt. Jeg kan være en del af hans familie, men aldrig som mere end hans datters bonustante (og hans mors ekstrabarn – ja, jeg er pjattet med hans mor). Vi kan tale flere timer i telefon, men det vil aldrig være timer nok. Vi kan ligge i ske og kramme og putte alt det, vi har behov for, men det vil stadig ikke være den ægte vare. Lige meget hvor stort et behov vi kan dække hos hinanden (nej, stadig ingen hanky panky – kedelige men fornuftige ældsten), så vil jeg – nej –  så vil vi stadig sidde tilbage med følelsen af, at der mangler noget. Nogen. Tomt for nogen!

Jeg har som sagt en familie, dejlige veninder, fantastiske venner, en håndfuld særlige, mænd jeg elsker mere, end jeg kan rumme, men ingen som kun jeg skal dele min fantastiske nye store verden med. Og det gør mig tom. Tom for glæde. Tom for lyst. Tom for gåpåmod. Tom for håbet om, at manden snart dukker op. Jeg har virkelig brug for en refill. Den slags koster desværre ikke gratis, når man er blevet voksen.

Heldigvis giver tegnet for “at elske” lige så meget mening som tegnet for “tomt”. Faktisk lige så meget mening som tegnet for “kusse”. Måske det var en dejligere ting at fokuserer på, men jeg venter på min refill.

Til de der måtte være nysgerrige:

                                      

Kusse – Præcis som Rihannas “Diamond” tegn, bare på hovedet.
Elske – Hold dig på hjertet og løft skuldrene let (Lidt som hvis du tog et dybt suk)

 
 

  • 0

Hvad kvinder bør…

Category:bagklogskab,bla bla bla,dramaqueen,jalousi,kælling,kvinder,mandelogik,nosser,tilgive,veninder,venner

Titlen på dagens blog gemmer ikke på en liste over ting, vi kvinder bør gøre, hverken i mændenes eller medkvindernes øjne. Nej, den gemmer på en lille liste over, hvad jeg helt personligt mener, at kvinder bør have. En liste som muligvis bygger på meget personlige oplevelser over de sidste måneder, men som i det store hele faktisk er rimelig universel – hvis jeg da selv skal sige det.

Hvad kvinder bør have:

1: Nosser.
De metaforiske af slagsen selvfølgelig. For som de fleste kvinder efterhånden har opdaget, så findes der en stor gruppe mænd, for hvem et ægte par af slagsen ikke er ensbetydende med evnen til at bruge dem. Derfor bør kvinder have et par i reserve til f.eks. at sige fra, når den forkerte rigtige mand dukker op… Eller til at rette skaden og stoppe den forkerte rigtige flirt i tide, hvis ikke man fik sagt fra fra starten. Jeg fandt mine for nylig, jeg havde glemt, at jeg havde dem.

2: En indre kælling.
Ikke at forveksle med nosserne. Den indre kælling er hende, der bor inde i din mave og tager sig af alle de upassende reaktioner, så du på ydersiden kan forblive et fattet og empatisk menneske. Det er hende, der holder dansefest, når eksens nye kæreste har fået bøjle på tænderne (som voksen), og hende der skyder konfetti af, når ham/hende, der ynker sig til alt, endelig dumper en eksamen. Lige pt. er jeg ved at lære min indre kælling om jalousi, for det er netop den slags irrationelle reaktioner og følelser, som hun kan tage sig af, så vi som normale velfungerende mennesker ikke skal grave vores egen grav offentligt, hver gang vi får et lille stik i brystet.

3: Evnen til at tilgive.
Ikke for enhver pris selvfølgelig, man skal mene det, ville det og vigtigst af alt; gøre det uden at gå på kompromis med sig selv. Men måske netop i forlængelse af ovenstående punkt ville det klæde kvinder med lidt tilgivelse, ikke at bære så meget nag eller brænde alle sine broer ned for dramatikkens skyld. Jeg skrev om det i “Fra pyroman til brobygger”, og selvom det venskab viste sig at blive mere besværligt end som så, så holder jeg fast i min tilgivelse, og han er stadig min ven, kaos til trods.

4: Veninder.
Ikke dem du altid har det sjovt med, eller dem der gejler alting fuldstændig op ved bare den mindste tilstedeværelse af hankøn i dit liv. Nej de veninder der på et splitsekund kan se eller høre på dig, hvordan du virkelig har det – det være sig på både godt og ondt og nogle gange, før du selv er klar over det. De hænger ikke på træerne, for det meste skal de læres op, og du skal selv åbne op for det. Men ind i mellem dukker de op ud af den blå luft, spørger dig, hvordan du har det, og fejer dit “fint tak” af vejen med et “det er løgn, men det snakker vi om senere”. Andre gange skal der en temalørdag om kussen og en spontan søndagsbrunch til, før man opdager dem. Mine to bedste aner jeg dog ikke rigtig hvornår eller hvordan dukkede op, men jeg kan ikke undvære dem.

5: Venner – dem med hår på brystet.
Det kan selvfølgelig være, at din kæreste er din bedste ven, og du ikke har brug for andre mænd i dit liv. Det kan jeg som sådan godt have respekt for. Men i tilfælde af, at du ikke er så heldig, så er en mandlig ven altså mere værd, end man nogen gange giver dem credit for. Ikke kun fordi at han forstår mænd og deres hjerner en del mere, end du selv gør og derfor kan være ganske nyttig, men også fordi, at hans tilgang til verden er lidt anderledes end din. Jeg har altid været bedst til drengevenner, fordi jeg simpelthen ikke magter det drama, piger bygger op om hinanden eller om verden. Og jeg har ingen kontrol over min egen indre dramaqueen, hvis ikke jeg ind i mellem får et skud udramatisk mandelogik lige i solar plexus – uforsødet og ærligt.

Man kan mene, at den vigtigste ting, kvinder bør have, er troen på sig selv. Det er jeg også fortaler for, men det er ikke altid lige nemt at opretholde den tro eller opbygge den, hvis ikke man havde den i forvejen. Det er så her min lille liste gerne skulle gøre gavn. Har man sagt fra en gang, tør man gøre det igen. Anerkender man sin indre kælling, stopper man forhåbentlig også med at være flov, over de menneskelige følelser vi alle render rundt med, hvor grimme de end er. Lærer vi ægte tilgivelse, er det nemmere at komme videre og vigtigst af alt – venner der tror på en, gør det lidt nemmere at tro på sig selv.

Og sådan ca. NU sidder den ene af mine mandlige venner et sted i Århus og ryster på hovedet af mig, fordi jeg har nået mit bla bla bla stadie og lommefilosofiske bagklogskab. Så jeg må hellere stoppe for i dag. God torsdag alle sammen – I er nogle smukke, smukke mennesker!!


Arkiver

Kategorier