Category Archives: venner

  • 1

I need a refill – Part 1

Category:elske,ensom,fuser,game of thrones,hanky panky,kærlighed,Kusse,single,tegnsprog,tomt,veninder,venner

På tegnsprog bruger man tegnet “tomt”, når noget er uden. Altså, hvis jeg ikke har flere kussehår, er der tomt for kussehår. Er jeg holdt op med at date, er der tomt for mand (og pik). Tomt. Tomt? Ja tomt.
Normalt elsker jeg tegnsprog (ja, det kan man godt). Det er til at forstå. Tegn giver mening. Selv når du ikke direkte kan forklare, hvorfor de ser ud, som de gør, så giver de bare stadig mening. “Tomt” giver mening, og måden, man bruger det på, giver som sådan også mening. Men lige i øjeblikket føles det bare utrolig deprimerende. Sigende og deprimerende. Lad mig forklare.

Jeg burde i skrivende stund være et ret fantastisk sted i mit liv. Gamle ting slutter (nogle bedre end andre), verden åbner sig, nye muligheder dukker op. Anerkendelse har der været masser af, og jeg har masser at tage mig til. Men jeg er tom. Tom for glæde ved det. Tom for mod på det. Tom for overskud. Aller mest, tom for nogen at dele det med. Jeg har masser af mennesker omkring mig. Familie, dejlige veninder, fantastiske venner…..men tomt for kærlighed (åh Gud, skyd mig, nu bliver det dybt igen).

Jeg har det sidste år svøbt mig ind i gamle fusere (den slags, man ikke skal gå tilbage til) nye fusere (mind mig lige om det senere) og andet godis – mest den løse slags. Og så bliver man træt. Træt og tom. Selvom jeg egentlig har befundet mig ganske fint i singlerollen, trods venners forsøg på at ændre den (se her), så når man til et punkt, hvor man er gammel nok til at føle sig tom.

Det punkt nåede jeg for nylig. I en seng, i ske med en fyr, der engang var en fuser. En af de virkelig farlige, der var nem at brænde sig på. For mig i hvert fald. Nu er han uskadeliggjort, og skeen, vi lå i, var ganske sober og venskabelig. Ikke noget hanky panky her. Tro det eller lad være. Men altså, mens jeg lå der i sengen, midt i det sidste afsnit af Game of Thrones, gik noget op for mig. Jeg elsker ham stadig!

Se det burde jo ikke gøre en tom, tværtimod, men det gjorde det. For jeg elsker ham ikke, som jeg gjorde før (hvilket for de indviede vil synes som en god ting, og jeg er enig). Nej, jeg elsker ham bare, som en pige nu kan elske sin ven uden at have behov for kæresterier. At ligge der og vide, at den mand jeg engang måtte kæmpe for (og tabte forøvrigt – mindre detalje), han nu ligger lige ved siden af mig, lige så ensom som jeg, og elsker mig lige så højt, som jeg elsker ham (Ja det har han nemlig fortalt mig – og jeg tror ham). Men intet kan vi gøre for hinanden. Ingenting. Jeg kan fortælle ham, jeg elsker ham, det vil nok varme lidt, men ikke gøre nogen forskel. Vi kan bruge masser af tid sammen, og dele verden med hinanden, men det vil aldrig være tilstrækkeligt. Jeg kan være en del af hans familie, men aldrig som mere end hans datters bonustante (og hans mors ekstrabarn – ja, jeg er pjattet med hans mor). Vi kan tale flere timer i telefon, men det vil aldrig være timer nok. Vi kan ligge i ske og kramme og putte alt det, vi har behov for, men det vil stadig ikke være den ægte vare. Lige meget hvor stort et behov vi kan dække hos hinanden (nej, stadig ingen hanky panky – kedelige men fornuftige ældsten), så vil jeg – nej –  så vil vi stadig sidde tilbage med følelsen af, at der mangler noget. Nogen. Tomt for nogen!

Jeg har som sagt en familie, dejlige veninder, fantastiske venner, en håndfuld særlige, mænd jeg elsker mere, end jeg kan rumme, men ingen som kun jeg skal dele min fantastiske nye store verden med. Og det gør mig tom. Tom for glæde. Tom for lyst. Tom for gåpåmod. Tom for håbet om, at manden snart dukker op. Jeg har virkelig brug for en refill. Den slags koster desværre ikke gratis, når man er blevet voksen.

Heldigvis giver tegnet for “at elske” lige så meget mening som tegnet for “tomt”. Faktisk lige så meget mening som tegnet for “kusse”. Måske det var en dejligere ting at fokuserer på, men jeg venter på min refill.

Til de der måtte være nysgerrige:

                                      

Kusse – Præcis som Rihannas “Diamond” tegn, bare på hovedet.
Elske – Hold dig på hjertet og løft skuldrene let (Lidt som hvis du tog et dybt suk)

 
 

  • 0

Hvad kvinder bør…

Category:bagklogskab,bla bla bla,dramaqueen,jalousi,kælling,kvinder,mandelogik,nosser,tilgive,veninder,venner

Titlen på dagens blog gemmer ikke på en liste over ting, vi kvinder bør gøre, hverken i mændenes eller medkvindernes øjne. Nej, den gemmer på en lille liste over, hvad jeg helt personligt mener, at kvinder bør have. En liste som muligvis bygger på meget personlige oplevelser over de sidste måneder, men som i det store hele faktisk er rimelig universel – hvis jeg da selv skal sige det.

Hvad kvinder bør have:

1: Nosser.
De metaforiske af slagsen selvfølgelig. For som de fleste kvinder efterhånden har opdaget, så findes der en stor gruppe mænd, for hvem et ægte par af slagsen ikke er ensbetydende med evnen til at bruge dem. Derfor bør kvinder have et par i reserve til f.eks. at sige fra, når den forkerte rigtige mand dukker op… Eller til at rette skaden og stoppe den forkerte rigtige flirt i tide, hvis ikke man fik sagt fra fra starten. Jeg fandt mine for nylig, jeg havde glemt, at jeg havde dem.

2: En indre kælling.
Ikke at forveksle med nosserne. Den indre kælling er hende, der bor inde i din mave og tager sig af alle de upassende reaktioner, så du på ydersiden kan forblive et fattet og empatisk menneske. Det er hende, der holder dansefest, når eksens nye kæreste har fået bøjle på tænderne (som voksen), og hende der skyder konfetti af, når ham/hende, der ynker sig til alt, endelig dumper en eksamen. Lige pt. er jeg ved at lære min indre kælling om jalousi, for det er netop den slags irrationelle reaktioner og følelser, som hun kan tage sig af, så vi som normale velfungerende mennesker ikke skal grave vores egen grav offentligt, hver gang vi får et lille stik i brystet.

3: Evnen til at tilgive.
Ikke for enhver pris selvfølgelig, man skal mene det, ville det og vigtigst af alt; gøre det uden at gå på kompromis med sig selv. Men måske netop i forlængelse af ovenstående punkt ville det klæde kvinder med lidt tilgivelse, ikke at bære så meget nag eller brænde alle sine broer ned for dramatikkens skyld. Jeg skrev om det i “Fra pyroman til brobygger”, og selvom det venskab viste sig at blive mere besværligt end som så, så holder jeg fast i min tilgivelse, og han er stadig min ven, kaos til trods.

4: Veninder.
Ikke dem du altid har det sjovt med, eller dem der gejler alting fuldstændig op ved bare den mindste tilstedeværelse af hankøn i dit liv. Nej de veninder der på et splitsekund kan se eller høre på dig, hvordan du virkelig har det – det være sig på både godt og ondt og nogle gange, før du selv er klar over det. De hænger ikke på træerne, for det meste skal de læres op, og du skal selv åbne op for det. Men ind i mellem dukker de op ud af den blå luft, spørger dig, hvordan du har det, og fejer dit “fint tak” af vejen med et “det er løgn, men det snakker vi om senere”. Andre gange skal der en temalørdag om kussen og en spontan søndagsbrunch til, før man opdager dem. Mine to bedste aner jeg dog ikke rigtig hvornår eller hvordan dukkede op, men jeg kan ikke undvære dem.

5: Venner – dem med hår på brystet.
Det kan selvfølgelig være, at din kæreste er din bedste ven, og du ikke har brug for andre mænd i dit liv. Det kan jeg som sådan godt have respekt for. Men i tilfælde af, at du ikke er så heldig, så er en mandlig ven altså mere værd, end man nogen gange giver dem credit for. Ikke kun fordi at han forstår mænd og deres hjerner en del mere, end du selv gør og derfor kan være ganske nyttig, men også fordi, at hans tilgang til verden er lidt anderledes end din. Jeg har altid været bedst til drengevenner, fordi jeg simpelthen ikke magter det drama, piger bygger op om hinanden eller om verden. Og jeg har ingen kontrol over min egen indre dramaqueen, hvis ikke jeg ind i mellem får et skud udramatisk mandelogik lige i solar plexus – uforsødet og ærligt.

Man kan mene, at den vigtigste ting, kvinder bør have, er troen på sig selv. Det er jeg også fortaler for, men det er ikke altid lige nemt at opretholde den tro eller opbygge den, hvis ikke man havde den i forvejen. Det er så her min lille liste gerne skulle gøre gavn. Har man sagt fra en gang, tør man gøre det igen. Anerkender man sin indre kælling, stopper man forhåbentlig også med at være flov, over de menneskelige følelser vi alle render rundt med, hvor grimme de end er. Lærer vi ægte tilgivelse, er det nemmere at komme videre og vigtigst af alt – venner der tror på en, gør det lidt nemmere at tro på sig selv.

Og sådan ca. NU sidder den ene af mine mandlige venner et sted i Århus og ryster på hovedet af mig, fordi jeg har nået mit bla bla bla stadie og lommefilosofiske bagklogskab. Så jeg må hellere stoppe for i dag. God torsdag alle sammen – I er nogle smukke, smukke mennesker!!


  • 1

En (K)ærlig Kusses bekendelser

Category:ældstekussen,bekendelser,bobleplast,frustration,gode råd,kærlighed,Kusse,Poul Krebs,selvindsigt,venner

Jeg bringer lige en advarsel inden jeg åbner for sluserne – det her bliver følelsesporno i selvindsigtens tegn. De der måtte nyde mine sædvanlige upassende eller åbenmundede blogs, må lige give plads til en sårbar og ærlig kusse for en stund. Here goes:

Jeg har kun elsket to mænd i mit liv. Eller, “kun” er måske et forkert ord at bruge, for det er jo en stor ting, trods alt. Jeg siger kun, fordi jeg i perioder har troet, det var flere, men først på afstand kan se, at kun to af dem var ganske ægte. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har næret meget dybe følelser for en del andre, og jeg har bestemt også været forelsket flere gange. Men den der oplevelse af at have en følelse i kroppen, der er så stor, at du går i stykker, hvis ikke du siger den højt, samtidig med at du frygter, at det samme sker, hvis du gør det – den har jeg oplevet med to mænd. D.v.s. to mænd ud over min far, bror, bedstefædre, lad-som-om brødre und so weider. Familiekærlighed er en anden kategori end den disse to tilhører.

Den ene er min bedste ven. Vi blev venner for 10 år siden, og jeg har elsket ham i 9 1/2. Som min ven forstås. Da han blev gift sidste sommer, græd jeg fra start til slut af lykke. Ingen kender mig, som han gør, og det både skræmmer og beroliger mig. Han ringer, når jeg har mest brug for det, som var han synsk. Og han dømmer mig aldrig, når jeg er mest ynkelig eller urimelig. Jeg under ham al den kærlighed og lykke, han kan få……til det driver ned af væggene og man begynder at få kvalme…..og så lidt mere. 
Den anden – han ville ikke have mig! Det tog mig tre år at indrømme over for mig selv, at jeg elskede ham, en måned at samle mod til at fortælle ham det og et splitsekundt at få klamme kolde våde fødder og få det til at lyde, som om det var som min ven. Eneste positive ting ved den situation var, at jeg slap for pinlig tavshed efter at have sagt det. Han elskede også mig…..som ven. Ambivalens nåede nye umenneskelige højder den nat. Længere næse har selv en dansk politiker ikke set magen til. 
Meget havde ledt op til den samtale, og rigtig meget skete efter. Og jeg har, uden tvivl, både med rette og uden, givet ham skylden for rigtig meget af det. Men en ting er dog vigtigere end alt andet; jeg skød mig selv i foden, da jeg ikke var ærlig overfor mig selv. Og jeg er blevet hundeangst for at gøre det ved mig selv igen. Jeg prædiker altid, at man skal sige tingene, som de er, for så undgår man misforståelser og flere sårede følelser, end hvis man ikke turde tá chancen. Ærlighed rækker længst (med mindre det er for gloriepudsningens skyld selvfølgelig – at meddele man har knaldet eksens veninde er, for en mand, en ærlighed, der kan føre en hæftig brobrand med sig – så er I advaret). Men at vende noget så kliché indad, er fandeme sværere, end at lade være med at brøle med, når en eller anden idiot sætter Poul Krebs på anlægget (indrøm det bare – omkvædet til “sådan nogen som os” står printet fast i din hukommelse til evig tid)

Og her kan jeg så igen vælge at skyde skylden på de mænd, jeg indtil nu har været så heldig og uheldig at være stødt på. En knaldede udenom, en knaldede udenom med mig og en tredje glemte bare at sige, at han i virkeligheden var forelsket i en anden….og listen bliver ved. Man føler sig forsmået og tør ikke tage chancen en anden gang – så er det nemmere bare at være venner.

Men sandheden er jo, at det er mig, der er en kylling. Bevares, jeg kunne have været blevet behandlet pænere, men jeg bærer også en del af skylden. Men hvordan åbner man op for sit inderste og skærmer sig selv for nederlag på samme tid. Kan det lade sig gøre at være så sårbar og stadig stå oprejst, hvis sårbarheden skulle blive trådt på? Jeg håber det inderligt, men min indre lommefilosof ved jo godt, at noget, der er så enkelt, sjældent er særlig ægte – og vil man overhovedet have noget, der ikke er ægte? I sidste ende er svaret som regel nej, men når jeg står midt i det, kan jeg nogengange tage mig selv i at være okay med at nøjes med det overfladiske – i hvert fald når alternativet gør for ondt nu og her. Men sådan vil jeg ikke være. Det tror jeg ikke, der er nogen, der vil. Jeg vil gerne elskes. Nørden vil gerne elskes. Rundetrunden vil gerne elskes. Scoretrolden vil gerne elskes. Men vi pakker os ind i tykke lag af vat og bobleplast, og kalder det for en livsstil, og bilder os selv og verden ind, at det er noget, vi selv har valgt, og at vi bedst kan lide det sådan. Men sandheden er, at vi ikke tør sige højt, at vi er pisse bange for at vælge en ny måde at leve på. 
Jeg siger nu højt, til alle jer i cyper-kusse-space, at jeg, næste gang det skulle blive aktuelt, vil prøve at være sårbar og sige, hvordan jeg har det. Ikke kun til den jeg er vild med, men først og fremmest til mig selv. For hvis ikke jeg er ærlig overfor mig selv, hvordan fanden skulle jeg så kunne være ærlig over for den, jeg elsker? 

Arkiver

Kategorier

Loading cart ⌛️ ...