PIKNELET: Den første gang

corazon_png_by_aleiitah-d4ubhxe

Jeg mødte David en forårsdag i 1990’erne på en fodboldbane på Sydfyn. Hver weekend fra april til september og tre uger i sommerferien gennem det meste af min barndom boede min familie og jeg på en campingplads. En lysebrun campingvogn fra slut-70’erne med et tilhørende mørkebrunt fortelt udgjorde mit ferieparadis. Min familie var det, der på campingsprog hedder fastliggere. Det var den lavere middelklasses svar på sommerhus og udlandsrejse samlet i én pakke. På campingpladsen havde vejene navne, som var opkaldt efter eksotiske rejsemål. Det var steder, man kun havde hørt om på første skoledag efter sommerferien, når klassekammeraterne skulle fortælle om deres sommerferierejser: Ibiza, Mallorca, Gran Canaria.

Min familie var det, der på campingsprog hedder fastliggere. Det var den lavere middelklasses svar på sommerhus og udlandsrejse samlet i én pakke.

Det var der, på campingpladsen, jeg mødte David, min første nye ven i min nye verden. Ved siden af campingpladsens legeområde var der anlagt en spartansk fodboldbane med små stålmål i hver ende. David var to år ældre end mig og havde togskinner i hele munden. På trods af aldersforskellen blev David hurtigt min nye bedste ven, også selvom han vist ikke betragtede mig som sin bedste ven – jeg var trods alt to år(!) yngre. Men han var både sejere og sjovere end mine jævnaldrende kammerater i folkeskoleklassen, så jeg var bare glad for at få lov at være venner med David.

Han var både sejere og sjovere end mine jævnaldrende kammerater i folkeskoleklassen, så jeg var bare glad for at få lov at være venner med David.

Weekender og somre gik med at spille fodbold, hoppe på hoppepude, spise slik og is på havnen, sove i telt på stranden, lave bål og fiske. Alt var lige sjovt og spændende, så længe David var med. For mig var David ham, der åbnede døren ind til en ny verden med alt, hvad der hørte sig til med to års ekstra livserfaring.

Et par år senere var jeg blevet gammel nok til at tage på besøg hos David hjemme i hans families hus. På hans værelse havde han et tv, hvor man om aftenen kunne se porno efter kl. 24. Det var her på Davids værelse en aften efter midnat, jeg lærte at onanere. Jeg havde hørt om konceptet fra andre drenge på min folkeskole, men jeg havde aldrig selv gjort forsøget. Formentlig fordi jeg ikke rigtig vidste, hvordan man egentlig gjorde.

På hans værelse havde han et tv, hvor man om aftenen kunne se porno efter kl. 24. Det var her på Davids værelse en aften efter midnat, jeg lærte at onanere.

Nu lå vi så på tværs i Davids halvandenmandsseng en nat omkring årtusindeskiftet og så porno med hvert vores underbuksepar trukket ned om anklerne og rev os i dilleren – jeg i min og David i sin, skal det måske lige nævnes. Sjovt nok følte jeg det hverken som en grænseoverskridende eller pinlig oplevelse. Det var mest af alt en seksuel søgen og på samme tid en oplevelse af at træde ind i en ny tid, væk fra barndom og ind i ungdommen. Det forekom mig med andre ord ganske naturligt, om end som en stor oplevelse, at ligge der sammen med sin bedste ven og kigge på softcore-porno på et 21” tv i en kælder i en forstadsvilla. Vi havde lavet så mange andre ting sammen og delt så mange andre oplevelser i tiden mellem barndom og ungdom, så selvfølgelig kunne vi vel også onanere sammen.

Sidenhen fandt jeg ud af, at de fleste, ja nærmest alle unge knægte på min alder havde venner, de onanerede med. Jeg begyndte også at onanere med andre venner. Det var noget man gjorde som alt muligt andet, uden at der nødvendigvis lå det store i det samvær. Vi betragtede det i al den uskyldighed, som stadig prægede os i tiden mellem barn og voksen, knap nok som noget seksuelt. Tværtimod var det en læreproces, som blandt andet handlede om at være sammen om det gå fra at være et kønsløst barn til en ung mand. Senere blev det noget at være sammen om som unge mænd i et ekskluderende fællesskab med pik og onani som fællesskaber. På efterskolen afholdt vi onani-konkurrencer blandt drengene, og nogle spillede – vist nok – kiks. Men glem alt om Carl-Mar Møller. Det handlede for mig at se om at være sammen om noget, ikke om at hævde sig over for eller overhovedet forholde sig til det andet køn. Det blev bare noget man gjorde.

Senere blev det noget at være sammen om som unge mænd i et ekskluderende fællesskab med pik og onani som fællesskaber.

På den måde blev den nat med porno på fjernsynet i Davids forældres kælder startskuddet på mit ungdomsliv. Siden da var der mange oplevelser, som var med til at skubbe barndommen over i ungdommen, men få har været så grundlæggende for denne overgang som den nat. Et års tid efter stoppede min familie med at ligge på camping. I stedet blev vi ligesom de andre familier. Vi tog i sommerhus og en enkelt gang i mellem på en udlandsrejse, og mit venskab med David løb ud i sandet. Jeg har mødt ham én gang siden på en bar. Vi var begge fulde og snakkede kun kort.

– Kalypsopikken

PIKNELET: Hvor mange kan skrive #metoo om mig?

Der er noget grundlæggende rædselsindjagende over at læse de endeløse vidneberetninger om overgreb fra #metoo-bevægelsen. En følelse af at en skygge falder over en og vokser og vrider sig i grimme former og størrelser, indtil man føler sig som en orm langt under en rovfugls vinger.

Vidneberetninger om voldtægter, sexafpresning og magtfulde mænds svineri mod yngre kvinder i tusindvis. Noget grundlæggende skævvredent og uvirkeligt over de (foreløbigt) 50 kvinder, der er stået frem med beretninger om Harvey Weinsteins behandling af håbefulde skuespillere og hans totale mangel på selvindsigt og ansvar for sine egne handlinger.

Der er noget endnu værre over alle de, som brødbetynget er krøbet til korset og har bedyret, at de kendte til overgrebene, at de burde have handlet, men at de ikke kunne handle, enten af frygt for social stigma eller for deres karriere. Og noget endnu værre, noget grundlæggende ækelt, når man indser, at de anklager der er kommet frem, kun udgør en brøkdel af de overgreb, der nødvendigvis har fundet sted.

Det er grundlæggende ækelt, når man indser, at de anklager der er kommet frem, kun udgør en brøkdel af de overgreb, der nødvendigvis har fundet sted

Tag ikke fejl: selvom der nu er et større fokus på at tale om, anmelde og sige fra over for seksuelle overgreb, voldtægter, ufrivillig deling af nøgenbilleder og uønskede, vedholdende tilnærmelser, så er det ikke blevet nemmere. Der vurderes stadig at være enorme mørketal for voldtægter, og kun en brøkdel af anmeldelser bliver til sager, og kun en del af sagerne fører til dom. Og de trækker voldsomme veksler på ofrene, der skal rive op i ubehagelige minder, vidne om dem i retten og underlægges det retslige mikroskop.

Men selvom omfanget af de overgreb, der gennemborer vores samfund fra top til tå, er frygtindgydende og truende og allestedsnærværende, er der faktisk en indsigt, der har ramt mig og har gjort et endnu større indtryk:

På trods af, at anklagerne fra #metoo-kampagnen mest peger opad, på Kevin Spacey, på Michael Fallon og på Harvey Weinstein, er omfanget af den skyggefulde kraft, der resulterer i overgreb, voldtægter og hævnporno ikke isoleret til en række onde personer, der forpester et ellers velfungerende samfund.

Vi er alle, på hver vores måde (og måske i forskellig grad), medskyldige i uretfærdighederne og den ligegyldige grusomhed, der resulterer i et samfund, hvor man ikke nødvendigvis tør sige fra, og hvor normen nærmere end undtagelsen er, at alle kvinder (og sikkert også mænd, jf. Spacey) må overleve, udholde og finde sig i chikane, overgreb og umyndiggørelse.

Vi er alle, på hver vores måde (og måske i forskellig grad), medskyldige i uretfærdighederne og den ligegyldige grusomhed, der resulterer i et samfund, hvor man ikke nødvendigvis tør sige fra, og hvor normen nærmere end undtagelsen er, at alle kvinder (og sikkert også mænd, jf. Spacey) må overleve, udholde og finde sig i chikane, overgreb og umyndiggørelse.

Indsigten ramte mig for alvor som en hammer, da min absolutte journalistiske helt og idol Sam Kriss måtte bekende sin utilgivelige opførsel overfor en yngre, kvindelig kollega, og efterfølgende totalt forsvandt fra Twitter og stoppede sine udgivelser. Jeg havde indtil da opfattet ham som uangribelig, jeg havde naivt og ubevidst troet, at det grimme muligvis var enormt, men at der var bavner af lys i mørket.

En strategi havde været at udvide sin tese om problemets omfang, men holde fast i grundprincippet: At sexchikane begås af brodne kar og at der, må det indrømmes, også fandtes sådanne sorte får, også blandt vores idoler og helte, være de nok så meget erklærede feminister og retfærdighedskrigere.

Men det er ikke, når alt kommer til alt, en holdbar model. Den leder mod afgrunden, hvor man selv og en svindende skare af retfærdige er lys i en verden af mørke, hvor de andres umoral tager til og til, indtil man selv er den eneste retskafne person i verden.

Men det er ikke sådan virkeligheden hænger sammen.

Det kom krybende til mig, midt i en sætning. Et pludselig glimt af engang jeg havde været fuld og fuld af mig selv, og en pige havde rost mit skrivehåndværk, og jeg forsøgte at kysse hende, og hun sagde nej – og jeg lyttede ikke og forsøgte igen. Og gav så først op efter andet afslag.

Ringagtigt vaklede jeg hjem, og jeg forfattede vist en undskyldning i mørket, en halv en, en der ikke var nok, og heller ikke rensede mine handlinger for noget grimt. Noget med at jeg også var for fuld, et eller andet, der var badet i floskler og skyldsfornægtelse.

Ringagtigt vaklede jeg hjem, og jeg forfattede vist en undskyldning i mørket, en halv en, en der ikke var nok, og heller ikke rensede mine handlinger for noget grimt.

Jeg havde glemt alt om det, indtil beviserne stod omkring mig og skreg, at noget var råddent, og min egen deltagelse blev tydelig. Og så jeg blev lillebitte. Det er nemt at fnyse over andres forkastelige handlinger. Det er svært og blodigt at indse sine egne.

Uanset om jeg ikke har begået modbydeligheder i hundredvis, så er jeg (og heller ingen andre) rensede for meddeltagelse, for selve uretfærdigheden kommer ikke fra vores udødelige sjæle eller ideelle moral, den kommer fra det samfund vi er opvokset i, formet af og groet ind i og ud af. Kvinder skal handle således, mænd således: spørg ikke om lov, det er umandigt, giv ikke efter, det er horeagtigt, ret ind, du kommer til at rette ind med eller mod din vilje, en dag af gangen fra du er født og til du dør,

»Within cells interlinked«, er vi resultater af de, som kom før os, vores egne og andres ord.

Jeg har med sikkerhed handlet respektløs, i ord eller handling, i mange flere tilfælde, end jeg husker. Mørketallet er enormt.

Der er helt sikkert elementer af indsigten fra #metoo, der skal bruges til at skrige til himlen om magtens tinder og den fordærvede grusomhed nogle af de, som er placeret i toppen af hierarkiet, udøver mod de, som er afhængige af dem.

Men jeg tror, at vi, hvis vi skal gøre virkeligheden mildere, mindre barsk og ækel (og det og skal vi!), så bliver vi også nødt til at rette hammeren, der skal omforme materien, mod os selv. En ting er at vaske sine hænder af andre menneskers moralske knæk, en anden vigtigere, mere effektiv og meget sværere ting er, ikke bare at bekende sit medansvar og gå flagellantgangen, men at tage ansvar for den, være klar over, at det findes og forsøge (man kan ikke forvente mere) at handle anderledes næste gang.

En ting er at vaske sine hænder af andre menneskers moralske knæk, en anden vigtigere, mere effektiv og meget sværere ting er, ikke bare at bekende sit medansvar og gå flagellantgangen, men at tage ansvar for den, være klar over, at det findes og forsøge (man kan ikke forvente mere) at handle anderledes næste gang.

Der er ingen garantier for, at vi ikke falder i igen – men uden bevidsthed gør vi det med sikkerhed. Og så kommer #metoo til at gentage sig uendeligt, som et evigt ekko, mennesker lider af.

– Jydepikken 

 

Video Velkommen til Piknelet

Der har været lidt stille på bloggen længe. Vi har haft andet at se til, noget af det hører i forhåbentlig snart om. Og så er vores kilde måske også ved at løbe tør. Der er simpelthen ikke noget spændende at berette om fra vores liv.

Til gengæld har vi en pinlig tilståelse. I Kussesumpens mere end fire års levetid, har vi kun haft to mandlige bloggere. Det er sgu en ret kedelig diversitetsstatistik (vi mangler også etniske minoriteter, men det har vi ikke lige løst). Derfor har vi besluttet at slå to fluer med et smæk og giver jer her med PIKNELET.

De næste uger vil bloggen være fyldt med mænd, pikkemænd om man vil, der vil fortælle lidt om deres liv. Det kommer til at handle om sex, krop, køn, kærlighed og alt midt i mellem, ligesom det plejer. Eneste forskel er, at det denne gang er fra mandens perspektiv. Det glæder vi os til at læse.

Generation Vatpik

Jeg har været single i et halvt år, så nu er det vidst på tide at komme tilbage på kødmarkedet. Eller hvad man nu skal kalde det. Jeg er en person, som til tider er meget utålmodig. Jeg hader at vente, vente på et svar, spille det der spil, ’kærlighedspillet’, hvor der skal gå x antal timer, før man svarer hinanden, hvor man ikke må virke for interesseret, osv. Det kan ind i mellem gøre det vanskeligt at være på datingmarkedet.

De senest måneder er  det alligevel lykkedes mig, at løbe ind i nogle fyre, eller mere præcis to fyre, som jeg synes var meget attraktive.

Lad os begynde med den første fyr:

Jeg så ham en dag, hvor han sagde hej til mig. Han er meget flot og smilede sødt, så jeg tænkte: hvorfor ikke spørge, om han har lyst til at drikke en kop kaffe en dag? Det er jo ganske uskadeligt. Så det gjorde jeg! Jeg sendte ham simpelthen følgende besked: »Hej, jeg synes du ser helt vildt sød ud, så jeg tænkte på om du har lyst til at drikke en kop kaffe en dag?«

Men kender du det, du ser én, du får aldrig spurgt, og de spøger i dit sind, fordi du aldrig fandt ud af, om han nu var ham?

Det er første gang, jeg gør sådan noget. Men kender du det, du ser én, du får aldrig spurgt, og de spøger i dit sind, fordi du aldrig fandt ud af, om han nu var ham? Så jeg tænkte, hvad fanden har jeg at miste og sendte beskeden af sted. Uger gik … intet svar. Ikke så meget som et »øh nej tak«. Intet.
Så gik min hjerne selvfølgelig i gang: Du er også for tyk, for grim, han dater kun modeller, det bliver du aldrig. Måske er han homoseksuel? Det var også alt for stalker-agtigt af dig at gøre sådan. You get the point. Heldigvis – efter et par ugers diskussion med mig selv – kom jeg frem til, at han er bare en vatpik. En vatpik, der ikke engang tør give et ordentligt afslag. Hvad fanden skulle jeg også bruge sådan en til? Intet.

Heldigvis – efter et par ugers diskussion med mig selv – kom jeg frem til, at han er bare en vatpik.

Det bringer os til den anden fyr:

Ham her var der mere ved. Vi mødtes til en fest, der var kemi, vi kiggede lidt længe på hinanden, altså længere, end du normalt ville kigge på en fremmed. Vi krammede farvel efter festen, og hver gang vi stødte på hinanden efter den fest, smilte vi til hinanden og vinkede.

Klip til næste fest. Vi snakker, eller jeg snakker mest, han brugte mest tid på at lege genert, kigge lang tid på mig, smile, ja du ved: alt det gode ved en teenage-flirt. Han forsvandt ikke fra mig, de gange han fik chancen. Vi sagde farvel igen. Alt var godt. Vi smilte de næste dage, når vi stødte ind i hinanden, vi vinkede. Han inviterede mig dog ikke ud, men han var selvfølgelig også genert. Igen tænker jeg, jeg smider en besked. Altså ’vil du drikke en kop kaffe’-beskeden.

Alt var godt. Vi smilte de næste dage, når vi stødte ind i hinanden, vi vinkede. Han inviterede mig dog ikke ud, men han var selvfølgelig også genert.

Nu sidder jeg så her igen: intet hørt. Intet.Igen er hjernen tilbage: Du er for grim, for tyk, han dater kun modeller … blah, blah, blah. Man stopper ikke bare lige en kvindehjerne, desværre. Den kører for fulde drøn.

Mens jeg sidder her, og føler mig som den halvtykke, grimme kvinde, som er lidt for stalker-agtig, så slog det mig: Er mænd bare blevet en flok vatpikke? Som ikke engang tør sig pænt nej tak til en kop kaffe? Det må I sgu kunne gøre bedre.

Så kære vatpik-mand.

Giv et svar, også selvom det er negativt. Jeg dør ikke af det. Faktisk bliver jeg kun glad for svar, uanset om det er et positivt eller negativt et af slagsen. I det mindste er det et svar (ja, så taknemmelig bliver man med tiden). Ellers ender det med at ingen kvinder tør tage et initiativ igen, hvis man bare ender med at føle sig som en idiot

Giv et svar, også selvom det er negativt. Jeg dør ikke af det.

Tag dine vatnosser i hånden, smid et nej, men for guds skyld, lad dog hver med at ignorere beskeder. Det er simpelthen for tarveligt over for mig eller andre kvinder, der egentlig bare giver dig et kompliment.

Kvinder er de modigste i verden

Det kan næppe været gået nogens næse forbi, at kvinder verden over har besluttet ikke at finde sig i mere pis. Under #metoo fortæller vi om ting vi har oplevet: voldtægter, fysiske og verbale overfald, catcalling, sexchikane, magtmisbrugt, osv. Alt det, vi tidligere har bidt i os, fordi vi ikke ville ødelægge den gode stemning, risikere vores job, virke hysterisk. Nu har vi fået nok – alle sammen.

Her på bloggen har vi tidligere bragt tekster om grænseoverskridende adfærd. Yngstekussen har skrevet om et overfald. Vi har haft en gæsteblog om  regulær sexchikane. Det sidste indlæg viser forøvrigt på glimrende vis, hvorfor det er så svært at tale om. Vores gæsteblogger havde ikke lyst til at »være den, der blæser en fjer op til fem høns«. Kvinder bliver nemlig kaldt fintfølende og krænkelsessyge, når vi taler om vores oplevelser. Til trods for, at alle kvinder har oplevelser af forskellig slags. Derfor undskylder vi med »Der var jo heller ikke så slemt« eller »andre har jo oplevet meget værre« eller et »jeg lagde måske også selv op til det«.

Kvinder bliver nemlig kaldt fintfølende og krænkelsessyge, når vi taler om vores oplevelser. Til trods for, at alle kvinder har oplevelser af forskellig slags.

Over de seneste uger har jeg ført en række samtaler med både nære og mindre tætte veninder om deres oplevelser. En veninde fortalte, at hun lidt modvilligt havde lukket en fyr op i sin lejlighed efter deres anden date, for at han lige kunne låne toilettet. De var nærmest ikke kommet ind ad døren, før end han havde smidt hende på sengen og stukket hånden ned i hendes bukser. Kun med opbydelsen af al sin styrke nåede hun at få ham ud ad døren. En anden veninde fortalte, at hun var gået med en kollega hjem i sin praktiktid, og at han havde voldtaget hende. Eller det vil sige, de ord brugte hun ikke. Hun fortalte detaljeret om fysisk magtudøvelse og kvælertag. Da jeg påpegede, at der var tale om voldtægt trak hun på det med et »Jeg gik jo selv med ham hjem«. Flere veninder fortæller om overfald på tomme togstationer eller fysiske krænkelser på natklubber og barer, hvor alle omkring dem blot ser til eller endda griner.

Mænd bliver selvfølgelig også udsat for overgreb. Det vil jeg bestemt ikke negligere. Men for de fleste kvinder er det hverdag at man hele tiden er på vagt. At man tager nøglerne i hånden, når man går alene på en mørk gade, at man lader som om man taler i telefon med sin veninde, så man undgår kontakt med fremmede mænd, at man overvejer sin påklædning og de signalerer den måtte sende. Hele tiden forsøger vi at beskytte os selv, vi tager alle forholdsregler. Og det selvom langt de fleste overgreb og voldtægter er såkaldte kontaktforbrydelser, altså hvor offer og gerningsmand kender hinanden. Det er din date, din kæreste, din eks, din ven, din kollega, din chef, der kommer til at forgribe sig på dig – ikke den fremmede mand på gaden.

For de fleste kvinder er det hverdag at man hele tiden er på vagt. At man tager nøglerne i hånden, når man går alene på en mørk gade, at man lader som om man taler i telefon med sin veninde, så man undgår kontakt med fremmede mænd, at man overvejer sin påklædning og de signalerer den måtte sende.

Selvom vi ved alt det her, selvom vi alle kender en, eller har vores egne historier, så holder vi jo ikke op med at leve. Selvom vi har oplevet ubehagelige ting, så går vi stadig på date med mænd vi ikke kender, vi har stadig one night stands, vi går stadig alene hjem fra byen, vi holder møder med vores mandlige overordnede alene på hans kontor, vi tager bussen, vi rejser ud i verden. For vi ved også, at det ikke er alle mænd. Vigtigst af alt, så gør vi det, fordi vi er nødt til det. Vi kan ikke holde op med at leve vores liv, fordi vi bliver udsat for de her ting. Måske fordi det er hverdag. Men mest af alt fordi kvinder er sindssygt modige. Vi vil livet, og vi vil stole på mennesker – både kvinder og mænd.

 

Pif, paf, puf – og væk var manden

Jeg er simpelthen nødt til at skrive et par ord om dating-etikette – og måske også lidt om karma – oven på nogle oplevelser, jeg har haft over de seneste uger.

Jeg har efterhånden været i gang med det der dating utroligt længe – og uden det store held. I det mindste har det givet anledning en række indlæg her om datingmysterier. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. De seneste uger er jeg så kommet ind i en uheldig stime af mænd, der enten har kærester eller er gift, som pludselig synes, jeg er spændende. Den slags mænd fandt jeg en gang rigtigt spændende, men nu er jeg altså done med at være den klamme møgkusse.  Det fungerer bliver sgu altid så bøvlet. Nå, så jeg har altså sendt giftet mænd hjem til deres kærester. På et eller andet tidspunkt, må jeg sgu have samlet god karma nok til, at jeg bliver begavet med en mand, der både er klog, sød, pæn, marginalt knald i låget, sjov – og SINGLE.

Ham troede jeg, så faktisk at jeg havde mødt her i forrige weekend (efter at jeg aftenen før havde sendt gift mand 40+ hjem til fruen, KARMA-BITCH). Vi havde i hvert fald en fantastisk aften og nat med 100 øl, musik, hoppen på biler (der var sat frem til formålet – jeg sagde marginalt knald i låget, ikke vandal) og utroligt mange kys. Midt i mellem kysseriet flød samtalen langt omkring – vi talte i timevis om alle de ting vi skulle, når vi kom hjem til den by, vi begge bor i. Det var sådan en nat, man gerne vil have flere af. Jeg var nok ikke forelsket, men høj på kys og drømme, Borelia på en lyserød sky.

Den er jeg så landet noget tungt fra. Morgenen efter udvekslede den unge mand og jeg telefonnumre og aftalte at ses. To dage efter skrev jeg til ham (jeg er ikke tilhænger af at sidde i sit elfenbenstårn og vente), vi vekslede et par sms’er, og så spurgte jeg, om han ikke havde lyst til at ses. Siden har jeg ikke hørt et ord. Vi nærmer os en uge, og moderne teknologi tillader mig at vide, at han HAR set min besked.

Og det er så her det med dating-etiketten kommer ind: Det er selvfølgelig helt fint, at han har fået kolde fødder og ikke vil ses igen, men seriøst – hvor svært kan det være at skrive det? “Det var en skide hyggelig aften, men jeg synes ikke, at vi skal ses igen”. DER! I må godt låne den, hvis I skulle komme i den situation. Det er simpelthen så urimelig dårlig stil at forsvinde uden lige at lukke døren efter sig. En klog veninde har lært mig, at det har et navn – Ghosting. Kan vi ikke godt aftale, at vi prøver at undgå at give hinanden flere spøgelser end højest nødvendigt. Seriøst, sig nej tak. Det kan man altså godt. Kvinder bliver ikke sindssyge af det.

Og mens min natlige flirt blev til et spøgelse, så tikkede der selvfølgelig en besked ind på SoMe fra den gifte mand 40+. Fuck dig, Karma!

 

Datingmysterier 3: Mænd og eremitkrebs

Det er vidst ved at være på tide, at I får endnu en beretning fra datingland. Det har ligget lidt stille med det længe. Jeg har haft andre ting at se til, andre ting at bruge min energi på – så jeg tog lige en pause i sidste del af 2016. 2017 skulle så være mit år: nye udfordringer professionelt, nyt mig, ny mand. Ja ja, sådan kan vi alle blive lidt fjollede omkring årsskiftet.

Ved årets begyndelse gik jeg faktisk lidt og troede, at jeg måske have mødt en mand, der kunne være dén mand.

Men det gik faktisk helt efter planen. Ved årets begyndelse gik jeg faktisk lidt og troede, at jeg måske have mødt en mand, der

kunne være dén mand. I ved, ham man slår sig ned med, rejser verden tynd med, flytter sammen med, sågar får en hund og et par børn med…  Altså det er selvfølgelig meget at mene i begyndelsen  af datingfasen, og det blev da heller ikke til tre dates og en diamantring. Det lever jeg såmænd også fint med, så dette er ikke et forsmået eller lidende “jeg er lige blevet dumpet”-indlæg. Den slags kan I godt finde på bloggen, hvis I leder lidt. Vi kusser er ikke bedre end jer andre på det område. Men det her er en lidt anden historie.

Nogle gange skal man altså bare være impulsiv, være tilstede og bolle i stedet for konstant at evaluere hinanden og forholdet.

Vi datede et par måneder, og mens vi de første uger havde helt fantastisk energi og kemi, så blev det pludseligt meget svært. Vi skulle tale om, hvad vi følte og tænkte hele tiden – og det var simpelthen lidt anstrengende. For jer, der har set Gift ved Første Blik, er det nok barnelærdom, men nogle gange skal man altså bare være impulsiv, være tilstede og bolle i stedet for konstant at evaluere hinanden og forholdet. Det gik det så ikke så godt med, så nu er vi holdt op med at ses.

Den aften, det hele sluttede, kiggede den unge – okay ikke helt unge – mand e mig dybt i øjnene og proklamerede, at han lige skal finde sig selv og finde ud af, hvad han vil med sit liv. Og så overvejede han forøvrigt, om han skulle flytte ud i skoven og blive eneboer (Det sagde han faktisk!) Af uvisse årsager sagde min eks nogenlunde det samme, da vi gik fra hinanden, og et par år tilbage datede jeg en mand, der gerne ville købe en båd og sejle jorden rundt – alene vel at mærke.

Så nu er jeg efterladt med en undren: tiltrækker jeg en særlig type mænd, eremitkrebsene? Det virker sgu lidt skørt i betragtning af, at jeg både taler for højt og for meget, griner for høj, går for meget ud, danser for meget på bordene og generelt ikke er den stille, eneboer-type. Så det efterlader mig med den anden mulighed, nemlig at man(d) efter at have datet mig, simpelthen føler sig vanvittigt draget mod eneboertilværelsen langt ude på landet. Det er muligvis nok nærmere det…

 Derfor vil jeg gerne tilbyde mine særlige kompetencer til regeringens decentraliseringsudvalg. Lad mig date en mand i to måneder, så er han klar til at flytte fra storbyens vilde pulserende liv og er i stedet begyndt at drømme om et liv i provinsen.

Så derfor vil jeg gerne tilbyde mine særlige kompetencer til regeringens decentraliseringsudvalg. Lad mig date en mand i to måneder, så er han klar til at flytte fra storbyens vilde pulserende liv og er i stedet begyndt at drømme om et liv i provinsen. Jeg kan muligvis også godt overtales til at date kvinder, hvis vi  – altså decentraliseringsudvalget og jeg – gerne vil gøre lidt for kønsbalancen derude i skoven, hvor eremitterne bor. Jeg tager mig selvfølgelig betalt for disse avancerede ydelser, jeg ønsker at tilbyde, men regeringen kan bare ringe.

Når diagnosen bliver ens sproglige overmand

I slutningen af januar gik jeg ned med stress. Sådan helt for alvor ned med flaget. Det var en uge før semestrets sidste eksamen, så man kan vidst roligt sige, at det passede virkelig dårligt ind i mine planer. Og jeg havde planer, alt for mange planer. Planer og tjeklister for alle de ting, jeg skulle i løbet af ugen; planer og tjeklister for, hvordan jeg godt kunne tænke mig mit liv så ud om 5 år, om 10 år, osv. Alt, alt for mange planer og alt for mange lister, hvor jeg kunne sætte flueben ud for de ting, jeg med tiden ville have opnået. Helt vildt usexet set i retrospekt, men helt vildt nødvendigt for at holde styr på tingene.

Den januardag, spurgte min kæreste, om jeg havde lyst til bananpandekager eller havregrød til morgenmad, og min hjerne forstod ikke rigtig, hvad han sagde. Eller min hjerne forstod det godt, men jeg kunne bare ikke tage stilling til, hvad jeg havde lyst til, og derfor braste jeg i ukontrollabel gråd. Den januardag gik det op for mig, at der var noget galt. Noget sådan for alvor rigtig galt. Planerne var blevet for mange og listerne for lange. Den januarmorgen blev efterfulgt af en uge med gråd og stilletid i sengen, uden serier, uden for meget snak og uden nogen som helst stillingtagen til noget som helst. Ikke fordi jeg ikke ville. Jeg kunne bare ikke. Det er første gang i mit liv, at jeg har oplevet ikke at kunne ting. Jeg har utallige gange oplevet ikke at få gjort ting primært på grund af dovenskab, men det her tåler slet ikke sammenligning. Jeg kunne ikke. Min hjerne ville ikke noget ,og hvis den blev sat på simpelt arbejde, så braste jeg i gråd. Jeg kunne ikke styre det. Al kontrol var mere eller mindre ude af mine hænder.

Den januardag gik det op for mig, at der var noget galt. Noget sådan for alvor rigtig galt. Planerne var blevet for mange og listerne for lange.

Efter den uge kom to måneder i helvede fyldt med gråd og følelsen af ingenting. Jeg græder ikke helt så meget længere, og jeg kommer trods alt ud af sengen de fleste morgener. Men jeg er ikke, som jeg plejer. Mit sind virker ikke, som det plejer. Jeg ved, at jeg er bange for at miste: miste min kæreste, mine venner, min familie og væsentligst af alt; mig selv. Men derudover har jeg ikke rigtig noget sprog for det, som foregår i hovedet på mig. Jo, jeg kan godt forklare med fagsprog, hvad der sker oppe i hjernen når man går så kraftigt ned med stress, som jeg gjorde, men jeg har absolut intet sprog for, hvordan jeg har det, udover at jeg ikke har det godt.

De fleste af mine kære er heldigvis gode til at spørge til mig og spørge ind til de ting, man kunne forestille sig, jeg gik og tumlede med. Problemet er bare, at jeg har virkelig svært ved at svare på alle deres spørgsmål. Jeg ved det jo ikke, og samtidig ved jeg det hele. Jeg har  ikke et sprog for det. Hver gang jeg forsøger at besvare deres spørgsmål, begynder jeg enten at græde, og så stopper samtalen der. Eller jeg forsøger at forklare, men sætningerne former sig bare aldrig rigtig, som jeg gerne vil have dem; indholdet i dem bliver aldrig helt rigtigt og fyldestgørende.

Jeg har  ikke et sprog for det. Hver gang jeg forsøger at besvare deres spørgsmål, begynder jeg enten at græde, og så stopper samtalen der.

Det lyder måske banalt, men jeg mangler ord. Det er næsten det værste. For mig, der normalt er god til at kommunikere mine følelser ud og almindeligvis har ret nemt ved det både i samtale og på skrift, så er manglen på sprog det værste at opleve. Det føles som det absolutte fængsel. For når ordene ikke er der, hvad er der så egentlig tilbage?

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får et sprog for det, der foregår oppe i knolden på mig, men jeg øver mig. Jeg venter, jeg græder, og jeg øver mig. Primært øver jeg mig hos min terapeut, for hos hende er jeg ikke bange for at sige noget forkert. Og hun hjælper mig til at se glimt mig selv, som jeg husker mig: glimt af en kvinde, som har appetit på livet, som er underholdende, god til mennesker, er glad for sit studie og som nyder at have travlere end de fleste. Hende er jeg bare ikke lige for tiden.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får et sprog for det, der foregår oppe i knolden på mig, men jeg øver mig. Jeg venter, jeg græder, og jeg øver mig.

For tiden er jeg en anden, som jeg har svært ved at acceptere. Så jeg faker mig igennem. Og jeg er efterhånden så god til det, at en af mine kære forleden sagde til mig, at vedkommende faktisk nogen gange kom til at glemme, at jeg havde det skidt. Det gjorde mig på én og samme tid glad og rigtig ked af det. Glad for, at min stress ikke på den måde er blevet en del af mit eget narrativ, fordi jeg ikke lader mig sumpe rundt i den – for det er bare en tilstand lige nu – og den går væk. Men det er desværre også lige præcis på grund af det, at jeg ikke har fået det bedre. Fordi jeg ikke vil tage mig selv alvorligt og derfor heller ikke lader mine nærmeste tage det alvorligt.

Og hvorfor gør jeg så ikke det? Jeg er bange for at miste dem. Jeg er bange for, at de ikke kan elske hende, jeg er oppe i knolden lige nu. Formentlig ville stressen går hurtigere væk, hvis jeg var ligeglad og gjorde de ting, jeg ved, jeg skal gøre eller rettere ikke skal gøre. Men jeg er så bange for at miste, at jeg hellere har lyst til at være syg alene. Den frygt går forhåbentlig væk med den hjælp, jeg får fra fagpersoner omkring mig. Jeg er i hvert fald pinligt bevidst om disse ting, og det plejer vistnok at være første skridt på vejen. Det håber jeg.

 

 

 

 

 

 

 

Gæsteblog: Vi finder os (ikke) i sexchikane

Jeg er en kvinde, 26 år og jeg har så godt som altid arbejdet i “mandefag”. Mit nye job er ingen undtagelse: I min afdelinger er der godt nok flere kvinder, men tager man hele organisationen i betragtning er mængden af mænd  stor.

Jeg har arbejdet der i 8 måneder, jeg er faldet til, jeg har lært at joke med mine kolleger  – og jeg gør det i stor stil. Der er ikke den dag, hvor der ikke fyger en sjov bemærkning fra mig og mine kollegaer, og det ville jeg ikke være foruden. Jeg elsker at have et job, hvor man kan joke med hinanden.

Der er dog ikke lang vej fra en småsjofel joke til sexchikane. Det er det, dette indlæg handler om, men først har I brug for lidt baggrundsviden.

I mit team er vi fire mennesker, der sidder på samme kontor og arbejder sammen. To  af dem har meget samarbejde med en femte kollega, der sidder et andet sted end os. Han kommer dog forbi vores kontor, og så bliver der joket. Ofte handler morskaben om, at jeg går til latin dance – mine kollegaer ser det som noget sexet  og frækt, og det er på sin vis fint nok, jeg kan tage joken, og jeg griner og pjatter med.

Den femte kollega – lad os kalde ham Jens –  er lidt interesseret i min dans.  Jeg har altid tænkt, at det var fordi der ikke var så mange, der gik til det, og at han derfor synes, det var lidt sjovt.  Jeg har altid opfattet Jens’ og mine andre kollegaers jokes som en form for respekt med lidt sjov i. De har respekt for det, jeg gør – det har de ofte sagt.

Efter frokost står jeg og snakker med en af mine kollegaer, Jens kommer gående bagved, og i samme øjeblik mærker jeg en fod på min balle – Jens har simpelthen sparket mig i numsen.

En dag sker det så det, der gør, at jeg bliver paf. Jens er på kontoret den dag, han har en masse møder i huset, og det er jo som sådan fint nok. Efter frokost står jeg og snakker med en af mine kollegaer, Jens kommer gående bagved, og i samme øjeblik mærker jeg en fod på min balle – Jens har simpelthen sparket mig i numsen! Han griner fjoget, og jeg spørger ’hvaa hvad fanden var det?’ Han griner videre, og jeg er paf. Paf, fordi jeg ikke har særligt meget med manden at gøre og derfor ikke kender ham; paf, fordi jeg ikke troede, at sådan noget ville ske med én, jeg i ikke kender så godt.

På min tidligere arbejdsplads har jeg altid haft det godt og trygt, og de mænd, der blev mine venner,  kunne da også give et kærligt dask i ny og næ. Men dem kendte jeg på godt og ondt, de er mine venner, og vi snakkede godt sammen. Jens er ikke min ven; jeg kender intet til hans privatliv; jeg ved ikke, hvad hans private telefonnummer er; vi er hverken venner i virkeligheden eller på facebook.

Og hvad gør man i sådan et tilfælde? Lader jeg det være, ser tiden an og venter på, om det sker igen? Går jeg til ledelsen?

Er det sexchikane? Er jeg, drengepigen, lige blevet udsat for sexchikane? Og hvad gør man i sådan et tilfælde? Lader jeg det være, ser tiden an og venter på, om det sker igen? Går jeg til ledelsen?

Normalt – i mit gamle job – ville jeg aldrig have tænkt yderligere over det.  Men i dag fik jeg overtrådt min grænse, for jeg aner ikke, hvem manden er, udover hvad jeg ved om ham i arbejdsregi.

Alligevel hælder jeg mod, at jeg lader det være. Det var måske kun den ene gang, og jeg har ikke lyst til at være den, der blæser en fjer op til fem høns.  Men sker det igen, skal jeg overveje, hvad jeg skal gøre.

En ret dårlig pige?

Jeg har et meget klart barndomsminde; måske kan jeg i virkeligheden slet ikke huske den her episode, men har blot fået den fortalt og genfortalt så mange gange, at den er blevet en indgroet del af min selvfortælling. Måske er det i virkeligheden også lige meget, om jeg kan huske det eller kun huske anekdoten. Salig Freud skelnede i hvert fald ikke mellem faktiske og indbildte traumer (det var forøvrigt en nem måde at undgå at forholde sig til at så mange af borgerskabets unge piger kunne fortælle om incestuøse overgreb, men lad nu det være).

Historien er som følger: Jeg er vel en 5-6 år gammel. Mine forældre afholder et middagsselskab, og jeg burde sikkert have været lagt i seng, da jeg hører min far sige til sin borddame, at hans datter er sådan en rigtig ‘cowboybuksepige’ (Ja, det var det ord man/han brugte den gang). Da min far senere komer forbi mit værelse for at putte mig og kysse mig godnat, så kigger jeg på ham med tårevædede barneøjne og spørger, om han er ked af, at jeg er en cowboybuksepige. Det benægter han pure, og det tror jeg oprigtigt heller ikke, at han var. Men på en eller anden måde, så må jeg have opfattet, at en cowboybuksepige ikke var den helt korrekte måde at være pige på.

Selvom jeg fik bryster i gymnasieårene og unægteligt begyndte at ligne en pige, så “legede” jeg stadig med drengene. Det var ligesom nemmere og sjovere at spille bordfodbold end at holde diskussionsklub. Måske var det også bare fordi, de andre piger ikke gad have mig med.

Jeg holdt dog ikke pludselig op med at klatre i træer og lege med drengene. Og jeg begyndte ikke pludseligt at klæde mig i lyserødt. Det er jeg egentlig meget godt tilfreds med. Meget bedre blev jeg dog ikke til tøseriet. Selvom jeg fik bryster i gymnasieårene og unægteligt begyndte at ligne en pige, så “legede” jeg stadig med drengene. Det var ligesom nemmere og sjovere at spille bordfodbold end at holde diskussionsklub. Måske var det også bare fordi, de andre piger ikke gad have mig med. Uanset hvad – så endte jeg med drengene, og det passede nok også bedre.

Her mere end tyve år efter fadæsen som cowboybuksepige, har jeg måske nok lært at klæde mig som en kvinde (Godt for Trump #dresslikeawoman), men der ender kvindeligheden nok også. For jeg er lige så dårlig til at være en pige, som jeg altid har været: Jeg fylder for meget, jeg larmer for meget, jeg taler for meget (selv min mor siger det) og sikkert også for meget om mig selv. Jeg tager initiativ – også til sex og dates, noget der mere end en gang har fået mænd til at stikke halen mellem benene. De gode af slagsen bliver heldigvis hængende (håber jeg inderligt). Det meste af tiden trives jeg da også med at være hende der larmer – ind i mellem bryster jeg mig endda af det. Men så sker det, at den kommer snigende, den der følelse af, at jeg gør noget forkert. At jeg hellere burde sidde ordentligt med benene over kors (det sagde min mor gudhjælpemig til mig for et par uger siden), måske misse lidt med øjnene, være lidt underspillet, tale mindre, være mildere, og så videre. Jeg hader den følelse – og jeg hader, at den overhovedet kan findes i mig – men jeg slipper nok aldrig rigtigt af med den. Når den rammer så er det bare op på bordet og danse og skråle og drikke champagne.

For jeg er lige så dårlig til at være en pige, som jeg altid har været: Jeg fylder for meget, jeg larmer for meget, jeg taler for meget (selv min mor siger det) og sikkert også for meget om mig selv.

For nyligt spurgte nogen mig, hvorfor jeg blev feminist. Det havde jeg faktisk tænkt over længe inden, spørgsmålet faldt. Jeg ved stadig ikke, om jeg har noget rigtigt godt svar, men jeg er ret sikker på, at mit behov for at gøre oprør mod fastlåste kønsroller hænger sammen med, at jeg grundlæggende er ret dårlig til at være pige..