Uventet udfald af Happn og Tinder

Nu har jeg efterhånden været på datingmarkedet længe. Det har ikke været den store succes – i hvert fald ikke, hvis målet var at få en kæreste. Til gengæld er der sket noget andet, som i og for sig var lidt uventet – men ikke helt dumt. Nogle af de fyre, jeg har datet, er nemlig blevet hængende.

Den første og jeg måtte indse, at vi nok ikke var skabt for hinanden – jo på papiret var det et godt match – men i praksis var der bare ingen gnist. Det var ret smertefrit for os begge to. Og så troede jeg egentlig, at det skulle ende der, men nej. Han blev ved med at skrive for at sludre, grine af noget, nogen havde skrevet på facebook eller i avisen, spørge mig om noget arbejde, etc. Og efterhånden er der vel sket det, at vi er gået hen og blevet venner – ja, jeg er sågar inviteret til hans fødselsdag næste måned.

Den anden var også en ‘good on paper-guy’. Desværre udeblev sommerfuglene i maven (ja, det er et begyndende tema), og jeg endte det efter 3-4 dates. Det var han vist ked af, men ellers tog han det pænt, selvom han blev ved med at dukke op på sociale medier: facebook, snapchat og sådan. i dag er han faktisk i top 5 blandt mine snapchat-venner. Det er også ret heldigt; vi mødte hinanden på Happn, hvilket selvfølgelig betyder, at han bor rundt om hjørnet – det kunne godt være blevet grimt.

Det var ikke lige nye venner, jeg havde forventet at få, da jeg downloade Happn og Tinder. Men når nu der ikke er kommet en kæreste ud af swiperiet – så var det da ikke det værste, der kunne ske. Faktisk er det en ret positiv overraskelse, og måske en påmindelse til alle andre, der enten er bange for at kaste sig ud i dating eller bare ikke tror, der kan komme noget godt ud af det. Det kan der – også selvom det ikke er prinsen på den hvide hest. Og hvem ved, måske har de nye drengevenner nogle søde singlevenner?

Indtil da er det her det bedste match, jeg har fået.

tinder

Mænd med magt; kvinder med …?

Der er sket noget ganske upraktisk. Ja, måske endda lidt problematisk. Forleden morgen vågnede jeg af en meget virkelig og ikke helt platonisk drøm. Det var selvfølgelig meget rart, men det betød også, at jeg måtte indrømme, at jeg vist er gået hen og blevet lidt lun på (er der stadig nogen, der siger det) min universitetsunderviser. Han er høj, flot og vanvittigt begavet – og ja, især det sidste går altså lige i trusserne. Han er så vidt vides ret så afsat, men selv hvis han ikke var, så er det her jo ikke ligefrem noget at forfølge. Det kan næsten kun gå galt. Så jeg holder mig til at drømme om ham om natten, bruge utroligt meget tid på universitetet og håbe på at rende ind i ham, det giver sådan et rart sug i maven.

Selvom det ikke skal være noget, så er det sådan set ikke helt ubehageligt. Men det har fået mig til at tænke. Det ville langt fra være første gang, at jeg faldt pladask for en mand i en eller anden form for magt- eller autoritetsposition. I mine tidligere dage har der fx været en gymnasierlærer, en chef, en instruktør på et amatørteaterprojekt, jeg medvirkede i og en toppolitiker – blot for at nævne nogen. Men hvorfor egentlig?

Der er selvfølgelig de sædvanlige forklaringer om faderkomplekser – og bevares, jeg har længe haft et ikke helt uproblematisk forhold til min far, men det virker alligevel lidt for nemt. Også selvom magtforholdet følgeligt også har bidraget med en vis aldersforskydning. Selvfølgelig har det i visse tilfælde også været forbudt, hvilket selvfølgelig også betyder noget. Alligevel tror jeg, at der er noget mere. Det ser selvfølgeligt lidt ugleset, at man som moderne, selvstændig kvinde tænder på magt. Det virker nærmest oldnordisk. Men det virker altså nu en gang,

Mænd med magt er sexede (bevares ikke dem allesammen. Eksempelvis skulle jeg nok indtage mere end et enkelt tequilashot, før jeg ville kunne forføres af landets statsminister). Magt er sexet, fordi det implicerer en vis portion talent, ambitioner og hårdt arbejde (for de fleste), men mest af alt så er magt hos mænd er sexet, fordi det giver mig en følelse af magt – altså når forførelsen lykkedes. Når den ikke gør, giver det blot en følelse af afmagt – uagtet, hvem mandfolket måtte være. Magt hos mænd giver mig en følelse af magt. Ja, jeg sagde det. Når man kaster sine glubske øjne på  en mand, der er klog og dygtig og har styr på sit shit, så er tilfredsstillelsen ved at se ham med tungen ud af munden, med øjne som en hundehvalp, at han bliver til en begejstret teenagedreng omkring én bare virkelig stor. Måske ikke det mest flatterende træk ved min karakter, men sex og tiltrækning er bare sjældent så ridderligt, som man kunne ønske sig.

Det giver mig en følelse af magt, når mænd med magt begærer mig. Seksuel magt, helt klart, men det er nu også er ret stor magt. Og en magt, som jeg ikke skammer mig over at nyde. Bevares, jeg kunne da sikkert også nyde selv at sidde i en magtposition; mine professionelle ambitioner går sådan set i den retning – og selvom jeg ikke har tænkt mig at knalde mig til tops (faktisk tvivler jeg på, at det reelt kan lade sig gøre. Uanset hvor adræt man måtte være på lagenerne – eller på skrivebordet), så er det altså stadig pissehot. Punktum. Basta.

Heldigvis hersker der ikke et én-til-én forhold mellem sex og resten af verden.

Og så vil jeg nok fornøje mig med fantasierne og lade alle ideer om høje, flotte universitetsundervisere blive ved med at være fantasier. I hvert fald så længe jeg er på universitet. Derefter ved ingen jo, hvad fremtiden vil bringe.

Indrøm det, Underwood (ja ja, det er et Oscar Wilde-citat, Underwood er bare ligesom et præmieeksempel lige nu) havde ret…

 

Stop, stop, det er min krop!

Jeg har en norsk veninde, der nu er bosat i den anden ende af Danmark. Hun er en af mine fineste veninder, som jeg desværre ikke ser ret ofte. Hun er opvokset i Oslo og har gået til feministisk selvforsvar, da hun var teenager. Det er et års tid siden, hun fortalte mig det, og jeg grinede lidt af det og syntes, det var fjollet. Misforstå mig ikke. Hver eneste kvinde har ejerskab over sin egen krop, et ejerskab, som ingen andre har over den, kan tage over den eller købe sig til. Ikke en gang et klap i røven af en random mand i Kødbyen er okay.

Dog kan jeg alligevel huske, at jeg tænkte, at det var lidt et overdrev at oprette hold, hvor norske teenagepiger kunne gå til feministisk selvforsvar. Hvad betyder feministisk selvforsvar egentlig overhoved? Til feministisk selvforsvar havde de et kampråb, der lød “Stop, stop, det er min krop“, og så skulle de lave nogle fagter med armene, der ligesom var et udtryk for at beskytte sig selv. Derudover, så vidt jeg kan forstå på min veninde, gik timerne ud på at lære en række teknikker, hvorpå man som kvinde havde mulighed for at forsvare sig over for overgreb.

mhiwnwi

Jeg har altid syntes jeg det var ret åndssvagt, for hvem har dog brug for det? Vi bor i Norden for helvede, her findes ingen personer, som i deres vildeste fantasi kunne finde på at begå et overgreb. I retrospekt runger den overbevisning en kende hult.

For seks dage siden blev jeg passet op af en mand på Gammel Torv i indre København. Han fulgte mig hjem til min lejlighed, som også ligger i København K. Det gjorde han på påskud af, at han ikke kendte nogle i København og godt bare ville sludre. Jeg tænkte fint nok, vi kan sagtens sludre, så jeg var venlig og sludrede løs. Da vi ankom til min adresse, og jeg skulle til at låse mig ind i min gård, spurgte han, om jeg havde tænkt mig at invitere ham med op, hvilket jeg naturligvis ikke havde. Det resulterede i, at han fik mast sig ind mellem porten og mig – og så stod han inde i min gård. Indrømmet panikkede jeg ret voldsomt, mit hjerte hamrede, og jeg forsøgte på bedste diplomatiske vis, at fortælle ham, at det nok var bedst, at han gik ud af min gård igen. Problemet var bare, at det ikke lige var det, han selv havde i tankerne, så han tog fat i mig, og i det sekund begyndte jeg at råbe, råbe af mine lungers fulde kraft. Min gård er lille og akustikken er vanvittig, så jeg ved af erfaring, at, uanset hvilken sal man bor på, kan man høre alt, hvad der foregår nede i den gård. Så jeg råbte. Den eneste gang jeg kan erindre at have råbt så højt, var til min første B-Boys koncert i Trommen i Hørsholm. Han blev meget forskrækket, og mens jeg krampagtigt holdt fast i dørhåndtaget, så han ikke kunne bære mig nogen steder hen, råbte jeg til ham, at alle mine naboer ville vågne lige om lidt, og når det skete, ville han have et seriøst problem i den kommende retssag. Det skræmte det sidste af hans tyndslidte sjæl ud af kroppen på ham, så han gik sin vej med truslen om, at han ville komme tilbage efter mig. Han er ikke kommet tilbage efter mig endnu. Men jeg har alligevel følelsen af, at jeg ser ham over det hele.

Tilgengæld skulle der ikke gå mere end et døgn, før mand nr. 2 forsøgte at gøre ham nummeret efter.

Han passede mig ligeledes op ved Gammel Torv, da jeg var på vej hjem fra en fest på Nørrebro. Han startede samtalen ud med at spørge, hvad jeg hed. Jeg bildte ham ind, at jeg hed Anna, og så satte jeg farten op, således at jeg fik et forspring i menneskemylderet. Han råbte “I like you, Anna – I really want to fuck you, Anna” (for han var ikke dansk), hvilket fik mig til sætte benene på nakken og løbe det bedste, jeg havde lært, således at mit forspring var så stort som muligt, når jeg ude foran porten skulle bruge tid på at finde mine nøgler nede i min kæmpe dametaske fyldt med alverdens lort. Det lykkedes mig, at smække døren til min gård lige i knolden på ham. Så stod han ude foran og råbte på mig, Anna, så højt at jeg kunne høre ham oppe fra min lejlighed.

Det er fem dage siden nu, og jeg kigger mig stadig over skulderen, og jeg mistænker alt med en pik mellem benene, der bare så meget som værdier mig et blik efter kl. 21.00, for at være voldtægtsmænd. Og jeg hader det, jeg hader at være bange for min egen by.

Kan det virkelig være sandt, at det fuldstændigt er gået min næse forbi, at København er blevet farligt sted for en kvinde at færdes? Eller har det altid været det?

Min kusse er da noget særligt, er den ikke?

Jeg har altid været af den opfattelse, at kusser er forskellige, meget forskellige. Både i udseende, men også i følelse og lugt. Den opfattelse har egentlig passet mig helt fint, for den ophæver ligesom det eventuelle, og meget tystys, konkurrence-mindset kvinder kan have med andre kvinder om deres kusses ve og vel.

IMG_2989

For at være helt ærlig, så har tanken om, at min kusse er unik gjort rigtig mange fine ting for mig. Særligt i mine teenageår, hvor jeg som den eneste pige i 9.a ikke var glatbarberet og i øvrigt heller ikke kunne finde ud af at stikke en tampon op, og det til trods for, at min møgdom (desværre) allerede var røget der.

Men forleden sker der så det – det frygtelige og måske i retrospekt også ret beroligende – min veninde og jeg dufter til hinandens kusser. Ja, det kan i første omgang godt lyde lidt sært, men det var det egentlig ikke. Ihvertfald ikke lige i den kontekst. Vi har forinden haft en lang snak om, at min kusses odour ændrer sig, hvis jeg får en ny, men fast sexpartner. Så skal kussen igennem en lidt sur fase. Det tager gerne en lille måned, før den ligesom finder tilbage i sine vandte rammer. Meget normalt og ikke noget, som rigtig kan få mit pis i kog.

Men i forlængelse af den snak, falder emnet altså på ens egen personlige kusseduft. Og så tog det ene det andet, og pludselig havde min veninde og jeg begge to klør fem ned og rode rundt i vores respektive kusser og så kunne man ellers få lov at snuse til den andens fingre, der altså nu duftede af kusse. En kusse, som ikke var ens egen vel at mærke. Mit første udbrud var, at hendes kusse duftede ligesom min, og på daværende tidspunkt var det en forfærdelig opdagelse jeg havde gjort mig. Hun kan ikke komme her og tage min helt egen individuelle kusseduft fra mig. Det kan hun simpelthen ikke. Det er ikke okay, for det er jo min duft, det er den duft, som får mig til at føle mig hjemme, min egen private duft og det er simpelthen ikke okay, at hun fratager mig den, ved at dufte ligesom jeg.

Det siger jeg til hende, naturligvis med et grin, men lidt sandhed var der alligevel i det. Hendes eneste kommentar, som jo er ret sand, og som jeg efterfølgende virkelig har taget til mig er var, “Yngsten, at vores kusser dufter ens, betyder blot at vi har et sundt miljø mellem benene. Det kan godt være vi ser forskellige ud og føles forskellige, men der er jo et vist klima, som skal forekomme i alle sunde kusser” – underforstået, du har en sund kusse og alle sunde kusser dufter mere eller mindre som din. Okay well, det kan jeg jo sådan set godt se rigtigheden i, og det er egentlig en meget fin viden, at min kusse dufter helt normalt af sund kusse. Men der går nok lige lidt tid før jeg vender mig til tanken om, at min kusses duft ikke er så særlig som jeg gik og troede.

Og nu tænker I sikkert, hvorfor det billede? Det har da ikke ret meget med indlægget at gøre. Og det har det egentlig lidt. Den ’skrivende’ Kussesump har lige været værter for Kvinfos Tabusalon-arrangement, der hed “Kussens Hemmelighed”, hvor der bl.a. blev talt en del om, hvad man skal kalde kussen. I den forbindelse dukkede pigenavnet “Fie” op som synonym for kusse – den lader jeg lige stå lidt… Derudover faciliterede vi til arrangementet også en tegnekonkurrence, hvor man kunne farvelægge kusser. Den lader vi også lige stå lidt, mest fordi den leder hen til min pointe.

Nu har den ’spillende’ Kussesump lige været i Aalborg og spille forestilling og der stødte jeg på ovenstående skilt på “Kunsten – Museum of modern art”. Desværre fandt jeg aldrig ud af, hvad det ville sige at farvelægge sin Nana, da døren ind til rummet, hvor dette kunne ske, var lukket – men jeg håber virkelig ikke, at det havde noget at gøre med den første tanke, som fór gennem hovedet på mig. Og i så fald fy! Stakkels kusse og stakkels Nana.

Min kæreste er gået fra mig og jeg kan ikke rigtig få luft

Mit seneste parforhold sluttede i nat omkring kl. 01.00, tror jeg. Det hele er lidt sløret og jeg kan ikke få luft. Jeg sidder i toget på vej hjem, jeg drikker vand og jeg kan på en eller anden måde bare ikke få luft. Der er grus i mine øjne og jeg kan ikke mærke mine ben. Min mave har snurret sig sammen og jeg ville give mit underliv for en kærlig omfavnelse.

Det var ham, der gik fra mig. Gik fra mig fordi han ikke kunne længere. Han synes sådan set stadig jeg var dejlig, han kunne bare ikke noget ’seriøst’. Det er nok for det bedste i virkeligheden, og parforholdets længde taget i betragtning, så skal jeg nok komme på benene igen relativt hurtigt, lige nu føles det bare ikke rigtig sådan.

Jeg er god til at komme over ekskærester. Måske fordi jeg efterhånden har oplevet at blive gået fra en del gange i mit liv, så de, mændene altså, når aldrig at komme så tæt på, at jeg forærer dem hele mit hjerte. Stykker af det jo, men aldrig det hele. Det har jeg kun gjort én enkelt gang før og det tog ham rundt regnet 10 år at give mig det tilbage.

Klokken er 05.29 og jeg sidder i toget på vej fra der, hvor min eks-kæreste bor og jeg kan bare ikke rigtig trække vejret.

Jeg skulle ikke have en kæreste. Jeg var endelig kommet ud af fire måneder i mere eller mindre helvede og jeg skulle ikke have en kæreste. Jeg havde givet for stort et stykke af mit hjerte til en anden, så jeg var ikke klar til noget som helst. Det var ihvertfald, hvad jeg fortalte mig selv. Alligevel gjorde jeg det og tænkte; at det var anderledes den her gang, det her var ægte, vi var bedre. Og nu, nu kan jeg bare ikke rigtig få luft.

Det var bare lige det.

Datingmysterier 2: Den evige flirt

Som I måske er bekendt med, er jeg tilbage på datingmarkedet. Og det er et et sagnomspundet land med sære regler og mønstre, som jeg simpelthen ikke helt begriber. Her bringer jeg jer derfor endnu et mysterium fra datingland:

Jeg har med jævne mellemrum mødt og flirtet lidt med en ung mand. Lad os kalde ham socialdemokraten – det virker passende for en mand, der som udgangspunkt siger alt det rigtige, men i praksis gør alt det forkerte. Nå, men vi har altså længe haft et eller andet kørende, jeg har også en enkelt gang fået invitation om at overnatte i socialdemokratens dobbeltseng, men jeg betakkede mig – hvis han var rigtigt interesseret, så måtte han også være det i fuld dagslys og med lidt mindre alkohol i blodet (ja, jeg led lige af et kortvarigt anfald af pæn-pige/prinsesse-i-elfenbenstårn/af-pariarkatet-slutshamet-syndrom).

Det må jeg så efterhånden antage ikke er tilfældet – altså at han er interesseret, ikke at jeg var kuet af anti-feministiske tanker og idder. Hver gang jeg møder ham udtrykker han stor begejstring for at se mig, der er kram og kindkys og store smil. Senest foreslog han sågar, at vi snart skulle mødes over en øl – selvom jeg kender til øllets indvirkning på manden, så syntes jeg, det var en fremragende plan. Så efter at have ventet et par uger (ja, det er vidst nok blandt reglerne i det her tossede spil), så skrev jeg og spurgte, om vi snart skulle gøre alvor af forslaget. Resultat: 8 dages radiotavshed efterfulgt af et “ja, det skal vi helt sikkert, jeg er bare lige i udlandet”. Derefter fornyet radiotavshed. Larmende tavshed vil jeg endda kalde det.

En aften stødte jeg tilfældigt på ham; samme begejstring, samme mængde af, kram, kys og smil. Det kan man altså ikke, når man har bolden i den sådan situation. Jeg havde mest bare lyst til at råbe “NÅ MEN SKULLE VI ALDRIG DRIKKE DEN ØL ELLER HVAD?” Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.

Nogle uger senere støder jeg på manden igen (jeg skal få mig nogle nye vandhuller) og her blev det så i stedet ham, der nævnte, at vi da også snart måtte drikke den øl – ja, han pointerede endda at bolden vist lå på hans banehalvdel. JA, DEN ER SÅ MEGET PÅ DIN BANEHALVDEL, AT DU SKAL HELT UD AF STADION FOR AT HENTE DEN! tænkte jeg mens jeg smilede og lakonisk og svarede ja. Her et par måneder efter har jeg stadig til gode at høre fra ham (udover et par likes på facebook og den slags, men den slags dickriding er ikke godt nok til mig.)

Og så var vi til fest forrige weekend. Han er vildt begejstret for at se mig. Kindkys, lang øjenkontakt, the usual. På et tidspunkt tager han videre, det gør jeg også nogle timer senere – og så dukker han gud hjælpe mig op på den beværtning jeg nu en gang har valgt at frekventere “Ja, jeg er jo kommet herhen for din skyld”. Jeg får lidt kækt sagt, at det nok er en stramning af sandheden, og føler mig ret overbevist om at det nok nærmere er en direkte løgn. For efter at have ført en kort samtale, med hans arm liggende om min talje, forsvinder han i samtale med en anden mand – og vender aldrig tilbage til mig.

Endnu en gang må jeg undres over, hvad det er jeg gør galt her. Selvfølgelig kan jeg antage, at han blot ikke er interesseret, men hvorfor FUCK så gøre sig alle de anslag til øl og sådan? Er det fordi jeg tog initiativet? Det er min erfaring, at ikke alle mænd (og nogle kvinder, bevares) ikke går helt så meget ind for ligestilling på datingmarkedet, det truer maskuliniteten, hvis en kvinde køber dem en drink eller inviterer dem på kaffe. Men for helvede, hvordan gør man så? Skal jeg virkelig bare sidde i mit elfenbenstårn og vente på, at en prins beder mig om at kaste mit hår ud?

Datingmysterier 1: I omvendtland

Jeg er tilbage på datingmarkedet, selvom jeg egentlig ikke bryder mig særligt om det. Jeg er færdig med Tinder (det giver mig stress), jeg gider virkeligt ikke den der indknepningsfase, og jeg bliver nok aldrig rigtig god til at stå og nippe til en drink og slå smut med øjnene, mens jeg venter på, at en mand kaster sine øjne på mig. Ud på datingmarkedet må jeg altså, så drømmen om et lille hus i en stor have med en hængesofa og et æbletræ kan blive til virkelighed (eller en aller anden mindre provinsiel udgave af parforhold); jeg håber stadig på scenariet om tre dates og en diamantring.  Men jeg må som rimelig selvstænding, feministisk anlagt ung dame konstatere, at der er visse regler på det marked, som jeg ikke forstår.

Jeg har mødt denne her fyr. Vores første date var perfekt. To timers gåtur i vintersol med kaffe efterfulgt af to timers sludren på et tilrøget værthus. Vi havde virkelig meget at snakke om og besluttede hurtigt, at vi skulle ses igen. Den følgende gang blev så en sen fredag nat, hvor han tidligt på morgenen fulgte mig til metroen og gav mig et enkelt farvelkys på munden. Egentlig meget passende, syntes jeg. To dage efter modtager jeg så en mindre roman på min facebook-chat; han er ikke sikker på at vi har kemi, han vil gerne spille med åbne kort, etc. For mig en ret voldsom vurdering at komme med efter halvanden date, og jeg fortæller ham, at det, synes jeg, er tidligt at sige noget om, men hvis han har det sådan, er der næppe grund til at ses igen. Han beslutter sig så trods alt for, at han alligevel gerne vil ses igen. Og så er det her, det for alvor bliver mærkeligt.

Vi har nu datet i tre månederes tid. Vi har været på kunstmuseum, til julegudstjeneste med hans arbejde, til medaljeoverrækkelse (ja, I kan selv gætte på, hvad manden laver) og generelt bare en helt masse ting, som jeg betragter som ret seriøse – men på intet tidspunkt siden den famøse fredag nat, har manden forsøgt at kysse mig endsige røre mig mere end et flygtigt kram. På et tidspunkt besluttede jeg tage sagen i egen hånd. Jeg forsøgte sådan lidt diskret at gøre mig til, fx lagde jeg en hånd på hans lår under den famøse gudstjeneste (tror ikke, det er sådan rigtigt syndigt i kirken – men det er ikke et sted jeg frekventerer ofte nok til at kende alle reglerne),  hvor den så fik lov at ligge helt uberørt til det blev for pinligt for mig, og jeg måtte trække den til mig. Han synes tydeligvis ikke, at vi skulle holde i hånden. Min fejl! Måske var det bare kirken, men jeg forstår virkelig ikke, hvad der foregår her.

Vi taler åbent om vores fortid, vores dating- og sexhistorie, så jeg ved, at han har været om sig. Men et eller andet er altså sært. For mig er det her simpelthen den omvendte verden. Hold kæft, jeg har kendt mange mænd, der gerne ville kysse og kneppe, men som helst var fri for at foretage sig noget som helst andet sammen endsige præsentere mig for deres kolleger og lignende. Så hvad gør jeg her? Accepterer hans forklaring om den manglende kemi? Men hvorfor så alle de officielle arrangementer? Er jeg en præmie, han viser frem? En slags trofæ?

trophy wife

Jeg er simpelthen ikke sådan en prinsesse, der trives på en piedestal – man må sgu godt også bare have beskidt sex, eller i hvert fald vil jeg gerne snaves i gulvet snart. Måske skal jeg bare finde en anden til at gøre det. Slutteligt er der selvfølgelig også den mulighed, at manden er flintrende homoseksuel, og at jeg i virkeligheden udgør hans ’skæg’. Det ville forklare så meget. Og gøre underværker for min selvtillid.

Gæsteblog: Der var engang et lille liv…

Dagens blog er i den lidt mere alvorlige ende. Navnet siger vist det hele; byd velkommen til abortkussen:

Jeg havde aldrig haft så spredte ben før som den julidag i 2007. Det siger – på trods af min unge alder – ret fucking meget. Jeg var nemlig en løssluppen pige på blot 16 år, som var ivrig efter bekræftelse, kærlighed og omsorg. Fra mænd. Derfor havde jeg i en meget ung alder eksperimenteret meget med sex. Kneppet til højre og venstre – ja, for at sige det mildt. Helst en ny hver gang. De andre blev jo aldrig mere end en nat. Eller en tur på handicaptoilettet. Eller diverse gyder i vores lille provinsielle samfund.

Denne gang skulle jeg dog ikke sprede ben for at lade en ung dreng trænge op i min alt for unge kusse. Jeg lå i stedet på en privatklinik på Frederiksberg. På en hård briks med en narkosesygeplejerske ved min side. Hun smilede virkelig kærligt til mig – nærmest helt moderligt – og holdt min hånd. Efter et længere foredrag om, hvad der skulle ske, sagde hun: ”Det skal nok gå alt sammen.” Ligesom man ser det på film. Hun kunne vel se, at jeg var nervøs. Og meget ung. Jeg hørte ikke rigtigt efter, hvad hun sagde. Jeg ville bare falde i søvn og få det overstået.

Og det gjorde jeg så. Fuldstændigt intetanende om hvilke konsekvenser det ville få for mit liv, mit forhold til mænd og ikke mindst kærligheden til mig selv. Så jagede de en støvsugerlignende genstand op i mig for at suge det liv ud, som jeg selv havde skabt. Med den dreng, som jeg var fuldstændigt håbløst forelsket i. Han adskilte sig væsentligt fra de andre, fordi han blev ved med at komme til mig for at få sex. Til gengæld forlod han mig igen. Hver eneste gang.

Lige fantastisk føltes det, hver gang han kom til mig. Lige dræbende føltes det, hver gang han forlod mig igen. Og nu havde vi også skabt det her liv sammen, som vi dræbte igen. Det skulle blive min undskyldning for at blive ved med at være forelsket i ham. I fem år fortsatte han med at dræbe mig for derefter at genoplive mig igen. Det var nærmest, som om han tog den der beskidte støvsuger, som havde fjernet vores barn, og slog mig oven i hovedet, indtil jeg ikke rørte mig mere. Men så aede han mig lidt bagefter. Slikkede abortsårene væk. Og så livede jeg op. Fuldstændig klar til at elske ham igen – koste hvad det ville. Og det kostede mig. Rigtig meget.

Efter fem års formålsløst knepperi, drab og genoplivning var jeg udmattet. Jeg besluttede mig for at lægge ham bag mig. Ham med alt, hvad han indebar. Det betød, at jeg endelig – efter så mange år – kunne komme videre. Tilgive mig selv, os begge, for at få fjernet det barn den julidag i 2007.

Endelig var jeg fri.

Fri for ham, fri for aborttanker og dårlig samvittighed. Fri for at føle mig alene om sorgen. Om kærligheden. Fri for at føle mig som en beskidt, uansvarlig pige, som ikke kunne elskes. Det var først der, jeg blev overbevist om, at jeg kunne. Altså elskes.

Der gik selvfølgelig ikke mange måneder, før han kom rendende igen. Denne gang ville han lige pludselig være kærester. Så det blev vi. Just like that. Det synes jeg ligesom, at vi skyldte hinanden og alt det, som vi havde været igennem. Jeg endte med at gå fra ham efter et halvt år, for jeg ville ham slet ikke. Det eneste, som bandt os sammen, var vores historie – og den skide abort. Jeg kunne ikke elske ham. I alle de år havde han ladet mig alene om sorgen, skammen og kærligheden. Han var der aldrig. Jeg måtte kæmpe alene med noget, som ødelagde mit selvværd, troen på mig selv og ikke mindst på kærligheden mellem ham og jeg. Så selvom jeg hellere end noget andet ville kunne give ham den kærlighed, han nu – efter så mange år – ville have, måtte jeg slippe ham fri. Helt fri.

Det har han været siden. Det samme har jeg.

Bonusinfo: Jeg har siden været utroligt omhyggelig med at bruge gummi og tage mine p-piller til tiden…

 

 

 

Liderbukke og mandlige gynækologer

Jeg var til lægen for en måneds tid siden. Jeg skulle tjekkes for kønssygdomme og den slags. Så jeg ringede ned til min læge for at bestille en tid, og efter en telefonkø så lang, at mine bryster for alvor blev gode venner med min navle, fik jeg endelig en kvindelig læge i røret. Jeg fortalte hende, hvordan landet lå, og at jeg måske gik og bildte mig ind, at jeg kunne have symptomer på klamydia, eftersom jeg lige pludselig havde skulle tisse otte gange i løbet af en halv times tid, at jeg ikke tissede glasskår eller havde blod i mit tis, men at det var noget, som ikke var som det skulle være (det skulle da også vise sig, at være blærebetændelse og at jeg skulle nå at tisse i bukserne på vej hjem fra apoteket med penicillinen i lommen, men det er vidst en helt anden historie). Hun siger derefter, at hun har en tid pågældende dag kl. 13.15. Kl. 13.15 passede virkelig skidt ind i mine planer, så jeg spurgte hende så om det var muligt at få en senere tid. Til det svarede hun, at det var bestemt muligt, men at jeg i så fald ville få en mandlig læge. Hvortil jeg svarer, at det var helt fint. Gudhjælpemig, om hun så ikke bliver ved med at gøre mig opmærksom på, at jeg så skal kigges op i skeden af en mand. Måske var hun ikke så eksplicit i sin kommunikation, men vi er nok et godt stykke i den retning. Well, jeg bliver så ved med at fortælle hende, at det er helt fint med mig, at det er en mandlig læge, der skal kigge mig op i skeden og pode, hvad der nu podes skal.

Jeg ved godt, at hun gør mig opmærksom på, at min kommende læge er en mand, jo sikkert er grundet det faktum, at nogle kvinder er mandeforskrækkede, når det kommer til, hvilket køn der skal kigge dem op i skeden. Hvilket jo egentlig er noget fis, for ét, hvis man er hetero kvinde, så håber jeg da, at man er mere eller mindre er vant til, at en mand kigger på og op i ens kusse, men væsentligst af alt, må man da antage, at den mandlige læge, man skal tjekkes af, er professionel omkring sit job.

Hvis jeg nu havde været ti år yngre, kan jeg måske forstå den kvindelige læge jeg havde i røret, gjorde mig opmærksom på disse ting, for i teenageralderen er det måske lidt sværere, at en mand skal være ens gynækolog. Hvilket jeg i øvrigt igen har svært ved at forstå; min første gynækologiske undersøgelse blev udført af en mand. Men hey, vi er jo forskellige og det skal der være plads til.

Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg efter den telefonsamtale var en lille smule forarget, mest fordi det først ret sent inde i samtalen, hvis varighed forøvrigt var alt for lang, i forhold til hvad den omhandlede, gik op for mig, at der på en eller anden måde foregik en kønslig diskrimination af den mandlige læge. Jeg tror dog aldrig, at det var den kvindelige læges intention og det synes jeg i virkeligheden er det sørgeligste af det hele; at hun følte, at hun så udtrykkeligt skulle gøre mig opmærksom på min kommende læges køn.

Jeg havde en snak med min far om den her samtale, hvortil han svarer, at hans bedste ven, lad os kalde ham Preben, igennem sit arbejde var blevet tilbudt sådan en ’sundhedstest’ af pikken og prostata. Preben havde efterfølgende fundet ud af at undersøgelsen ville blive foretaget rektalt, og da det kom til, at han skulle sætte sit kryds ud fra, hvilket køn han ønskede skulle foretage undersøgelsen, havde han valgt en kvinde. Dette gjort ud fra den betragtning, at der fandme ikke var nogen mand, som skulle stikke noget som helst op i hans røv.

Det er lidt sjovt, hvordan mænd og kvinder reagerer forskelligt på gynækologiske undersøgelser, dog er outputtet mere eller mindre det samme – det er de mandlige gynækologer, som står for skud.
Ud fra den tese min kvindelige læge måske havde om, at kvinder helst vil undersøges af kvinder, for hvad nu hvis ens farlige mandlige læge ud af det blå blev smaskhamrende liderlig og i et snuptag hev andenæbbet ud af skeden og trængte op i en med sin store fede pik, mens ens fødder stadig sad i de der bøjler… Hvor Preben derimod blev homoforskrækket, for hvad nu hvis hans farlige mandlige læge ud af det blå blev smaskhamrende liderlig og i et snuptag hev fingrene ud af røven på ham og trængte op i ham med sin store fede pik, mens resten af hans krop lammes…

Hallå! Det er da enormt ærgerligt, hvis de mandlige gynækologer skal stå for skud, fordi vi er bange for, at alle mænd i bund og grund er nogle liderbukke, som bare vil kneppe. Lad mig lige give et heads up, liderbukkene finder du i kødbyen en fredag aften og nok ikke så meget på deres lægepraksis. Så skulle vi lige finde ud af at gennemføre ligestilling den anden vej rundt også? Tak.

Gæsteblog: 6 ting du ikke skal sige til en gravid

Byd hjerteligt velkommen til Moderkussen, der kommer med en kærlig opsang, en slags Takt og Tone-guide.

Graviditetens sidste tid: Tiden er ved at være inde til, at den nye verdensborger kommer til verden, og alle – inklusiv den gravide selvfølgelig – venter spændt og måske lidt utålmodigt. Der er ikke længe til, måske er terminsdatoen endda overskredet.

For mit vedkommende har jeg ved ingen af mine graviditeter oplevet, at  den sidste del af graviditeten var særligt spændende, sexet eller overskudsagtig. Den der ‘graviditetsglød’ folk snakker om, hvor man udstråler ultra-feminine og seksuelle vibes, er for længst aftaget – hvis den da nogensinde indtraf. Faktisk er det mest følelsen af at være en vraltende hval, der trives bedst i en sofa, gerne med alt lige fra fjernbetjening til slikskål, te og cola inden for rækkevidde, der gør sig gældende. Ting som at vende sig om i sengen, rejse sig op fra sofaen eller samle noget op fra gulvet er blevet en kamp.

Ni lange måneder med humørsvingninger, hormonkaos, vægtstigning, et farvel til både alkohol og alt, hvad man førhen kunne få øje på syd for navlen, er gået, og det har sat sine spor på krop og sind, på både godt og ondt.

Nu hvor tiden er inde, har jeg atter en gang tænkt på, hvor superrelevant det netop på dette tidspunkt er, med et par få enkle noter, eller retningslinjer om man vil, til familie og pårørende til den højgravide kvinde. Følgende noter er derfor, med et glimt i øjet, skrevet som en lille guide til folks spørgsmål, som er ment i den bedste mening, men som simpelthen bare bliver irriterende, provokerende og anstrengende i længden

  1. Spørgsmålet ”Nå, går det godt med maven?”

Hvad svarer man?

”Øhh, den er stor og rund. Der er begyndt at komme små dun på, og min navle er nu så udspilet, at man kan se bunden af den og rigtig få den renset grundigt. Så tja, det går da vældig fint med det. Er det det, du vil vide, eller hvad? Hvordan går det med din egen mave i øvrigt?”

Jeg er gravid, og min mave vokser sådan set hele tiden, det er ligesom et af principperne. Prøv at spørge mig igen efter fødslen, eller måske et par uger efter fødslen, hvordan det så går med min mave. Er du sikker på, du vil vide det? Men tak for omtanken alligevel.

 

  1. Kommentarer som: ”Hvornår er det, du har termin? Hva’, om to uger, siger du! Jamen du er da ikke særlig stor”.

Hvor er det lige man vil hen med dén kommentar? Hvad er det, vedkommende vil have, at jeg skal sige til det? Følgende finder sted i min hjerne efterfølgende:

”Nåehh naaarj, det er jeg da vidst heller ikke. Godt nok føler jeg mig som et bjerg, har taget 15 kilo på og kan ikke passe mine ringe og sko længere på grund af væske i kroppen. Men du har ret, der må da være noget helt galt. Måske skal jeg alligevel først føde om tre måneder. Det får jeg lige tjekket op på!”

Man føler selv, at man er enorm, og man bliver konstant sparket i sine organer af baby, der efterhånden fylder ret meget. Man sveder, og man har svært ved at få sko på eller bevæge sig i det hele taget. Ovenstående kommentar er derfor bare nederen, kort og godt. Stop det!

 

  1. Og så den omvendte kommentar: ”Hold da op, hvor er du blevet stor, det må da være lige op over nu, hva’?!”

At få denne kommentar, når der rent faktisk stadigvæk er halvanden måned tilbage af graviditeten…. behøver jeg sige mere. Det er bare deprimerende. Man står lidt og tripper og forsøger at komme med en undskyldning, ”Ja, så jeg bliver jo nok endnu større, går jeg ud fra hahaha…. og så er der jo heldigvis masser af tid til at få ordnet en masse praktisk så det er jo godt nok”, bla bla bla, jeg går hjem og tuder nu. Hvor vover du?!

 

  1. Man kan godt være lidt distræt og glemme ting i slutningen af graviditeten, og Gud forbyde, hvis man glemmer at svare på en sms, når terminsdatoen er inden for rækkevidde. Så risikerer man at modtage følgende besked:

”Hej, du svarerede ikke på min sms i går. Eih, du er sikkert gået i fødsel, måske føder du lige nu, uhh hvor spændende. Skriv lige tilbage, så jeg ved om der er noget i gang, eller om baby er kommet ud, ik’? Knus”.

Eller bare: ”Hej, nå så er det ved at være oppe over, hva’. Er der sket noget endnu? Tænker på dig, knus!”

Men for pokker da! Tror folk ikke, at jeg ville give besked om det, hvis ungen ligesom var kommet ud. Jeg er mindst lige så utålmodig og spændt som alle jer andre og vil godt have, at fødslen går i gang snart. Super, yes, primus, jeg siger tak for tankerne, men det hjælper ved Gud da ikke at blive mindet om det af folk hele tiden!

Bare fordi jeg ikke lige svarer, eller fordi jeg ikke kollektivt melder ud: ”Hej alle, jeg vil bare lige sige, at jeg stadigvæk er gravid”, så betyder det ikke, at jeg med vilje har glemt eller undladt at informere lige netop dig. Arhh STRESS!!!!

 

  1. Kommentarer som: Nåehh, tror du ik’ snart hun kommer ud, du må da være lige ved at sprænge, hva’?

Hvad svarer man til det? Folk må simpelthen forstå, at der ikke er noget rationelt svar på sådan et spørgsmål. En hovedrysten, et falsk, akavet smil og en trækken på skulderen, er alt hvad jeg kan give dig, beklager.

Hvor skulle jeg da vide det fra? Og nej, selvfølgelig sprænger jeg ikke! Men jeg synes, det er hårdt lige pt., er det det, du gerne vil vide?!

 

  1. Og sidst men ikke mindst, og i virkeligheden nok det punkt, som jeg i bund og grund mener allermest alvorligt, er der selvfølgelig de talrige fødselsberetninger, som folk gladeligt deler ud af.

Her snakker vi ikke nødvendigvis om de stille og rolige af slagsen, for det er bare ikke lige så spændende at tale om. Men historier om bristede skræv, sugekopper, sakse, respiratorer, iltmangel og alverdens rædselsscenarier er åbenbart klart noget, som mange tænker, at den gravide vil have gavn af at høre om. Det er simpelthen bare ignorant og helt uden omtanke at komme med den slags fødselsberetninger over for en gravid kvinde, som lige om lidt skal igennem et fødselsmaraton, og som måske i forvejen er ængstelig og nervøs for, hvordan det hele skal gå. Dette skal man bare stoppe med at udtale sig om, og som gravid har jeg faktisk frabedt mig over for folk at høre om det flere gange, for det synes jeg rent faktisk er på sin plads.

Så er det vist tid til at tælle scoren sammen. Hvor mange af de seks punkter har du, i bedste mening, belemret gravide i din omgangskreds med? Ingen? Et par af dem? Eller alle seks??

Nu har du i hvert fald listen, og måske også en større forståelsen for hvordan tilværelsen for en højgravid kan se ud. For fremtiden kan vi så ikke godt aftale, at når du er sammen med en gravid, så husker du lige på ovenstående punkter. Du vil gøre dig selv en kæmpe tjeneste og gravide damer bliver så glade når de bliver forstået og tolereret i deres lille hormonelle graviditetsboble.

I hvert fald kan du forsøge at lade som om at du gør.

Og så send selvfølgelig retningslinjerne videre til andre gravide i din omgangskreds