Tanker som: jeg har ikke fundet nogen ny kæreste. Jeg er her stadig for helvede. Hvorfor vil du ikke have mig? Eller hvorfor hende? Hun er fed og irriterende, og du er lille og tynd. Eller hvorfor er du lige tilfældigvis nu begyndt at følge mig på Twitter? Jeg mener, du følger så få, så hvorfor lige mig? Eller hvad er det, jeg gør galt? Er jeg ikke smuk nok, interessant nok?
Jeg har talt det her til døde med en veninde. Hun har kun kloge og rationelle ting at sige omkring det og gør alt, hvad, der står i hendes magt for at berolige mig. Men sandheden er bare den, det virker ikke.
Det ændrer ikke på mine tre musketerer. Jeg taler ting til døde, former dem, så de får den lyd vi gerne vil høre, så de passer ind i min egen selvopfattelse. Jeg vil ganske enkelt ikke acceptere den egentlige sandhed: “Han tænker ikke videre over at være begyndt at følge dig. Det er tilfældigt. Han kunne lige så godt ikke følge dig. Det spiller ingen rolle for ham.” Så jeg pakker det ind. Pakker det ind i forklaringer, undskyldninger og ikke mindst selvmedlidenhedskomplekset: “Det er også bare, fordi han er bange for at blive såret, fordi jeg har for meget karisma til, at han kan håndterer mig. Jeg er for ærlig, for interessant, og han er for meget en kylling uden move.” (…) Hvorfor helvede er det så svært at være ærlig? Det vil spare mig for mange spildte tårer og bekymringer. Med frygt for at nogle vil forstå referencen “He is just not that into you”, så søger jeg virkelig at arbejde ud fra den devise, og hold nu kæft, hvor er det fucking svært. Særligt fordi det er et livslangt point of view, der skal ændres og det er sgu ikke bare sådan lige til. I en verden, hvor alle er så fucking løsningsorienterede, er det måske på tide også selv at være det…