Den svære onani i narcissismens højborg

Jeg var for nogle uger siden til et Politiken talks arrangement. “Det seksualiserede samfund” hed overskriften. Her skulle fem personer, heriblandt et par forfattere, en sexolog og en actionfilm ekspert, hver i sær finde et lille filmklip, eller et uddrag fra en bog, som de på en eller anden måde mente var vigtig for- eller kunne kickstarte debatten om det seksualiserede samfund.

Problematikker som, hvordan undgår jeg at min tolv-årige søn ser porno eller et pornolignende youtube-klip på nettet? Skal de, børnene altså, overvåges? Eller skal de have lov at færdes frit og lære hvad, der læres skal på nettet – er det i virkelig meget sundt for børn og unge at få den slags oplevelser? Eller hvordan skal jeg tale med min ti-årige datter om de Nygart bryster i plastik, der pryder alle busserne? Hvordan forklarer jeg hende, hvorfor man ikke bare er glad for de bryster man nu engang har fået?

Der hvor min opmærksomhed for alvor blev vagt, var da debatten drejede sig over mod emnet skam. Skam over vores seksualitet eller mangel på samme.

Det startede faktisk en længere tankestrøm om skam og skammen ved onani ano 2015. Man bliver nok næppe mere ensom når man onanerer. Det til trods for, at narcissismen nok aldrig har været mere udbredt(Ja, jeg tager også selfies – og ja, jeg bliver også glad når det får likes på instagram).
Den skam jeg taler om, er den, som kan ramme folk efter at have onaneret. Eller nok nærmere, som konsekvent ramte mig, hver gang jeg havde onaneret da jeg var yngre. En fuldstændig uberettet skam over det helt normale man lige har foretaget sig. Den rammer mig stadig. Skammen altså. Kun en gang i mellem. Senest for en måneds tid siden efter jeg i en time havde ledt efter det helt rigtige lesbiske porno på pornhub og yderligere brugt 40 min af mit liv på at se videoen. Jeg følte mig ret så forkert, politisk ukorrekt og som en dårlig repræsentant for kvinders rettigheder. Jeg skammede mig. Både over ovenstående, men også over det faktum at mit lagen var fedtet ind i mine egne sekreter.

For helvede. Hvordan kan det egentlig være, at en voksen heteroseksuel kvinde, skammer sig efter at have set lesbisk porno. Eller i det hele taget bare porno. Man burde tro, at jeg var faldet så godt til i min egen seksualitet, i min krop og i min måde at være kvinde på, at det der med at onanere og være smurt ind i sine egne safter ikke var noget problem længere. Jeg mener bare, for mig, er det et succeskriterium at være smurt ind i mine egne og min partners efter sammenleje. Men lige så snart det er efter jeg har givet mig selv en heftig omgang, så skammer jeg mig. Jeg får paranoide tanker om overvågning og om, at jeg er unormal, når jeg med hele mit rationale jo godt ved, at der intet er forkert ved at onanere. Tværtimod er det møgsundt at blive ved med at undersøge sine egne lyster. At være nysgerrig på dem.

Jeg tror det har noget at gøre med, at onani er noget af det mest private, jeg overhoved kan give mig til. Og på den måde, så kan det godt være ret svært at tale med nogen om. Ikke på den der “jeg-onanerede-igår-til-tysk-pølseporno-shit-jeg-følte-mig-nasty”-måde. Men virkelig tale om det. Når jeg skal tænde mig selv skal jeg gøre de og de ting, jeg skal røre ved mig selv de og de og steder. Jeg skal ofte tænke på ham eller hende eller noget helt tredje. Det er de færreste jeg taler med det om. Og måske er det i virkeligheden ikke meningen, at det skal være anderledes. Netop derfor, gør det det på en eller anden måde nemmere for mig at skamme mig over.

Ja, det her lyder måske gammeldags, men kunne det tænkes, at vi efterhånden er blevet så hårdt eksponeret for så stort et frisind når det gælder sex og porno i vores samfund, at vi på en eller anden måde at blevet lidt aseksualiserede? Aseksualiserede når det gælder sex med os selv. Jeg mener, hvis vi sammenligner os med små børn, der får for meget at vælge imellem og derfor går helt i koma og er ude af stand til at træffe noget som helst valg. Så er der ligeledes for meget på voksenhylderne at vælge imellem. Forstået på den måde, at den del(onani), der trods alt stadig er privat for os, for mig, måske føles forkert fordi den netop ikke er udfarende. Fordi den foregår hjemme i min seng for nedrullede gardiner, og af gode grunde ikke er at finde i swingerklubberne eller badet i sit eget tis.

Kan mit seksuelle jeg være på afveje fra mit egentlige jeg?