Synes du også et par bløde bamsearme er lige sagen? Vil du også hellere falde i søvn på noget blødt frem at ligge imellem seks hårde revner? Og mener du også at badebolden er langt mere hot end v-formen? Så fortvivl ej. Du er ikke alene(og hvis du begynder at nynne sangen nu, skal du bare have gaffa over munden og så taler vi ellers ikke mere om den sag). Du er bare top moderne og med på den nyeste og smarteste trend. Nemlig far-kroppen!
Man fristes lidt til at give Mackinzie Pearson æren for begrebet ‘Dad bod’ eller ‘Far-kroppen’. Det var vist ikke helt hende, der opfandt udtrykket, men det var med hendes artikel “Why Girls Love The Dad Bod” i skolebladet The Odyssey, som i øvrigt gik verden rundt, at udtrykket sådan for alvor har vundet indpas. Og hvad er en Dad bod så egentlig? Med Pearsons egne ord: “It’s not an overweight guy, but it isn’t one with washboard abs, either.”
Man kan så spørge sig selv, hvad dad bod trenden egentlig handler om. Den handler naturligvis om prioritering. Hvad er vigtigt for din væren som menneske, er der andre ting, som er vigtigere end et fitnesscenter osv osv. Er det i virkeligheden ikke et spørgsmål om vores selvbillede? Er man tilpas i sin krop, med sit liv.
Vi kvinder er pjattede med trenden. Det der med at føle sig som den veltrænede, den smukke i parforholdet betyder på en eller anden måde noget. For Gud forbyde, at ens mand er mere veltrænet end en selv – og Gud endnu mere forbyde, at vi skal føle os tykke ved siden af ham. Hvad fanden er det nu for en underlig konkurrence? Ja, jeg har også dårlige dage og føler mig 5 kilo for stor det meste af tiden og ja, jeg bliver pludselig også meget opmærksom på mine hofters bredde, når ham, som ligger under mig har hofter som en 10-årig. Nu er det jo engang bare sådan, og det er videnskabeligt bevist, at kvinders fedtprocent er højere end mænds, og at chancerne for fyldigere fedtdepoter hos kvinder jo altså derfor kan forekomme.